O.P. Pyndt, Ole Pedersen Pyndt, 14.9.1854-27.6.1935, dyrlæge, husdyrbrugskonsulent. Født i Tingsted på Falster, død i Viborg, begravet sst. Efter at have taget dyrlægeeksamen 1879 praktiserede P. 1879-81 i Tåstrup og fra 1881 i Viborg hvor han var kommunal dyrlæge og dyrlæge ved Viborg andelsslagteri til 1925. For landmændene på Viborgegnen blev han en meget skattet rådgiver også ud over dyrlægegerningen, og han tog del i adskillige landøkonomiske foretagender, særlig i forbindelse med Viborg amts landøkonomiske forening hvis medlemsblad han redigerede 1894-1913. Han var foreningens konsulent i svine- og fåreavl 1901-14, og hans arbejde her satte sig spor i oprettelsen af mange svine- og fåreavlsforeninger samt i føringen af stambøger for får som på hans initiativ blev tagt op 1907 af Foreningen af jydske landboforeninger. Særlig betydningsfuld blev hans virksomhed som grundlægger af en rationel dansk gedeavl og som en utrættelig forkæmper for gedeavlens forbedring og udbredelse især til gavn for mange småkårsfolk. Også dette arbejde begyndte han i tilknytning til Viborg amts landøkonomiske forening. Ved foredrag og artikler vakte han interesse for sagen, fik fremskaffet statstilskud og foretog rejser i udlandet, virkede for indførelse af saanengeder, fik gederne optaget ved dyrskuerne (ved de jyske ungskuer første gang i Viborg 1911) og tog initiativet til, at landhusholdningsselskabet 1912 nedsatte et udvalg til gedeavlens fremme. Staten stillede midler til udvalgets rådighed, og med P. som formand for forretningsudvalget oprettedes avlscentre, gedeavlsforeninger og opdrætningsanstalter. Der virkedes for præmiering af geder og gedestalde, indkøb af avlsdyr og kontrollering af mælkeydelsen. P. skrev 1912 en vejledning Gedeavl og Gedehold som blev udgivet af landhusholdningsselskabet (2.udg. 1919) og stadig benyttes. 1919 oprettedes De samvirkende danske gedeavlsforeninger som fik statsbevillingen overdraget, og P. blev 1920 foreningens og landbrugsministeriets konsulent og tilsynsførende ved arbejdet for gedeavlen. -P. medvirkede 1908 ved oprettelsen af Asmildkloster landbrugsskole hvor han underviste i husdyrenes sundhedspleje. 1888 skrev han Vore Husdyrs Fødselspleje og 1901 Hestens Beslag og Beskæring af Kvægets Klove. Han havde adskillige lokale tillidshverv og var æresmedlem bl.a. af De samvirkende danske gedeavlsforeninger. Under de næsten årlige besøg af russiske landbrugskandidater før og efter den første verdenskrig var P. en af dem som planlagde og organiserede deres ophold i Danmark og især på Viborgegnen, og han blev derfor dekoreret med Skt. Stanislav ordenen i 3. klasse.

Familie

Forældre: gårdejer Peder Olsen (P.) (1823-1912, gift 2. gang 1867 med Maren Kirstine Rasmussen, 1835-1917) og Maren Hansen (1830-67). Navneforandring fra Pedersen 24.6.1881. Gift 12.4.1882 i Gentofte med Louise Angelica Augusta Nielsen, født 7.9.1860 i Ordrup, død 26.7.1943 i Viborg, d. af sognefoged, landvæsenskommissær, senere justitsråd Vilhelm N. (1823-1905) og Karen Kirstine Hansen (1822-90).

Udnævnelser

R. 1920.

Ikonografi

Mindesmærke på graven 1935.

Bibliografi

Festskr. i anledn. af Viborg amts landøkon. foren.s 75 års jubilæum, red. Aage Krabbe, 1921 især 82f. Jydsk landbrug XVII, 1935 493. Vort landbrug LIV, s.å. 350. Årsskr. for elevforen. Asmildkloster, s.å. 66f. V. Mørch-Sørensen i Dansk veterinærhist. årbog III, 1936 186f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig