Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Chr. August Mæhl

Oprindelig forfatter Katic
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Chr. August Mæhl, Carl Christian August Mæhl, 26.6.1853-6.11.1930, dyrlæge. Født i Kbh, død i Nisjnij Novgorod (nu Gorkij). M. voksede op i Kbh. og kom tidligt (1868) på veterinærskolen hvorfra han 1872 dimitteredes med I. karakter. Derefter var han i kortere tid vikar i Danmark og Sverige og okt. 1872-sept. 1873 rejste han med en muldyrtransport fra Sydamerika til De vestindiske øer. 1873-74 var han i praksis i Østerlars på Bornholm. Gennem en bekendt, regimentsdyrlæge Hans Bagge, St. Petersborg, kom han til Rusland hvor han 1875 på tysk måtte aflægge den russiske dyrlægeeksamen. På dette grundlag blev han ansat som yngre guvernementsdyrlæge (amtsdyrlæge) i Vjåtka, nordøst for Nisjnij Novgorod. Her var han især beskæftiget med bekæmpelse af kvægpest og miltbrand. 1878 blev han efter ansøgning forflyttet sydpå, til Simferopol (Krim) hvor han var den eneste dyrlæge på hele halvøen. 1880 kom han som ældste guvernementsdyrlæge til Nisjnij Novgorod hvor han tilbragte ti år. 1893 blev han udnævnt til statsråd. Russisk indfødsret fik han 1896. I 1897 blev han ansat ved kvægdrivningsstationen i Pokrovskaja, men da skoleforholdene dér var dårlige og M. havde tre skolesøgende børn blev han næste år forflyttet til Kostromå. Der virkede han som guvernementsdyrlæge indtil 1916 og kunne tillige supplere sine indtægter som kommunedyrlæge. 1918 blev han genansat ved staten og 1924 – 50 år efter sin ankomst til Rusland – udnævnt til arbejdets helt. M. var meget afholdt blandt sine kolleger og medborgere. Flere gange har russiske aviser omtalt hans langvarige tjeneste i Rusland og store indsats under bekæmpelsen af epizootier. – M. var en god og produktiv skribent, selv efter næsten 50 års ophold i Rusland skrev han godt dansk og huskede mange detaljer som fx i hans Erindringer fra en Muldyrfart. (offentliggjort 1922-23 i Maanedsskrift for Dyrlæger XXXIV). Under sit ophold i Rusland var M. flere gange på besøg i Danmark og korresponderede i perioden 1886-1916 med professor på veterinærskolen Harald Krabbe. (Disse breve blev udgivet 1975 ved Ivan Katie, med fortegnelse over M.s artikler i Tidsskrift for Veterinærer og i Maanedsskrift for Dyrlæger). M. blev dekoreret med flere russiske ordener.

Familie

Forældre: skræddermester Daniel Wilhelm M. og Christine Reymann. Gift Anastasia Kentioga, født i Grækenland.

Bibliografi

Breve fra C. M. til Harald Krabbe 1886-1916, udg. I. Katic, 1975 = Kilder til vet.hist. forskn. II (heri bibliografi over M.s artikler). – Papirer i Danm.s vet.- og jordbrugsbibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ivan Katic: Carl Chr. August Mæhl i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294655