• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Salomon Trier

Oprindelig forfatter PoHau
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Salomon Trier, Salomon Meyer Trier, 29.3.1804-7.3.1894, apoteker. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). T. fik sin første undervisning i Bangs institut og fortsatte i Borgerdydskolen i Kbh. til 1819. Derefter var han discipel på Hjorteapoteket i Kbh. til 1824 og forblev her indtil han 1825 tog farmaceutisk kandidateksamen. 1827 fik han bevilling til at oprette et apotek i Nysted; dette solgte han igen 1830 og købte s.å. Lyngby apotek. 1840 fik han tilladelse til at anlægge et filialapotek i Hørsholm. Apoteket i Lyngby ombyggede han 1846, men solgte dem begge 1856 hvorefter hans virksomhed som apoteker ophørte. Han var dog stadig stærkt interesseret i sit fag; allerede 1844 var han begyndt på udgivelsen af det første danske farmaceutiske tidsskrift Archiv for Pharmacie, fra 1847 kaldet Archiv for Pharmacie og technisk Chemie, hvoraf han var redaktør indtil det 1894 overtoges af Danmarks apotekerforening som han havde været den væsentlige stifter af og første formand for 1844-72. Tillige blev han 1849 eksaminator ved. farmaceutisk medhjæl-pereksamen og medvirkede fra 1863 ved udarbejdelsen af Pharmacopoea Danica, 1868. T. har skrevet artikler om apotekervæsenets historie, og han tog allerede i 1860 initiativ til fremstilling af en fælles nordisk farmakopé. – T. var æresmedlem af flere udenlandske farmaceutiske selskaber, og til minde om ham oprettede apotekerforeningen 1870 et legat bærende hans navn; et andet legat stiftedes af hans arvinger efter hans død. Han var en meget kundskabsrig og foretagsom mand af hvis betydelige bogsamling en del var testamenteret til Farmaceutisk læreanstalt. -Assessor pharmaciæ 1856.

Familie

Forældre: grosserer Meyer Seligmann T. (1770-1837) og Esther Lazarus (1780-1857). Gift 29.8.1827 i Kbh. (Mos.) med Sophie Ballin, født 26.5.1798 i Kbh. (Mos.), død 22.6.1865 sst. (Mos.), d. af købmand Jacob Levin B. (1762-1803) og Susanne Melchior (1777-1807, gift 2. gang 1806 med marskandiser og lysestøber i Helsingør, senere købmand i Kbh. og Altona Joel Levin Nathanson, 1774-1866, gift 2. gang med Judithe Ruben). – Bror til S. M. T.

Udnævnelser

R. 1869. DM. 1893.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

E. Dam og Aage Schæffer: De danske apotekers hist. II, 1928 524-26; V, 1966 441. Aage Schæffer i Danm.s apotekerforen. 1844-1944, 1944. Samme: Danske farmacihist. arbejder efter 1800, 2. udg. 1982 = Theriaca XXI 18.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Hauberg: Salomon Trier i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298548