• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Richard Hauberg

Oprindelig forfatter VGauJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Richard Hauberg, 19.9.1887-23.9.1959, apoteker, medicinalhistoriker. Født i Kbh, død på Rigshosp. sst., begravet Vestre kgd. H. blev 1904 disipel på Kgl. Frederiks hospitals apotek i Kbh. hos apoteker Nicolai Bjerre, 1908 blev han exam. pharm., og 1912 bestod han den farmaceutiske kandidateksamen hvorefter han indtil 1941 gjorde tjeneste på forskellige københavnske apoteker. H. fik i 1941 bevilling til Stenlille apotek som han var indehaver af til sin død. H. interesserede sig allerede fra discipeltiden for sit fags historie, og selvom en arv fra faderen og påvirkning fra Nicolai Bjerre ikke kan udelukkes må han som historisk forsker betegnes som selvlært. H. fandt tidligt sit speciale inden for det farmaci- og medicinhistoriske område: de gamle læge- og urtebøger. Det blev fortrinsvis Det kgl. biblioteks store håndskriftsamling og bestanden af gammel medicinsk litteratur der bød ham opgaverne.

H. udmøntede sine studier i en række tidsskriftpublikationer og i nogle større værker, således: En middelalderlig dansk Lægebog, 1927, næsten samtidig kom hans vel mest kendte arbejde: Folkenavne og andre, særlig ældre danske, Betegnelser paa Lægemidler, 1927. Hans besvarelse af en prisopgave: Salernoskolen og dens Indflydelse paa dansk medicinsk Litteratur tryktes i Archiv for Pharmaci og Chemi i 1928. Christiern Pedersens Lægebog, Malmø 1533 publiceredes i faksimile og med kommentarer af H. 1933 og værket Henrik Harpestreng: Liber herbarum udkom 1936. Det sidste større arbejde Lægerådene i vore ældste salmebøger findes i Theriaca, hefte 3, 1959.

H. fik gennem sit arbejde med håndskrifterne et indgående kendskab til gamle danske plantenavne hvilket gjorde ham til medarbejder ved Ordbog over danske Plantenavne 1959. Hans solide orientering mht. sit fags personligheder gennem tiderne var baggrund for medarbejderskabet ved 2. udgave af Dansk biografisk Leksikon. H. var også fra sin tidligste ungdom en ivrig bogsamler og skabte et enestående bibliotek der først og fremmest tjente ham som håndbøger. Samlingen blev efter hans udtrykkelige ønske bortsolgt ved auktion efter hans død. H. var medlem af bestyrelsen for Dansk medicinskhistorisk selskab fra 1932 til sin død; han skyede offentlig fremtræden og har aldrig holdt et foredrag. H.s meget kyndige arbejde med tydning og afskrift af de gamle håndskrifter registrerede han i omkring fyrre bind der sammen med tilhørende registre m.v. nu befinder sig i Det kongelige bibliotek. Samlingen omfatter også et 360 sider stort trykfærdigt manuskript i folio der behandler Harpenstrengiana og hertil relaterede emner; Henrik Harpestreng var H.s hovedinteresse gennem et langt og flittigt forskerliv som skabte hans ry hjemme som ude som en fremragende medicinalhistoriker. Han modtog som en belønning for sin indsats Dansk medicinskhistorisk selskabs Lederlepris 1958.

Annonce

Familie

Forældre: museumsinspektør P. H. (1844–1928) og Michelle C. Stender (1852–1921). Gift 1.2.1930 i Frbg. k. med Ella Johanne Sørensen, født 3.10.1897 i Kbh., død 18.8.1965 i Silkeborg, d. af prokurist Anton S. (1865–1929) og Alfrede Emilie Barnstein (1867–1954).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Theriaca IV, 1959 73f (bibliografi). – Interview i Berl. tid. 24.9.1950. – Edv. Gotfredsen i Archiv for pharmaci og chemi LXV, 1958 1017–19. E. Snorrason sst. 1020–32 (H.s bogsaml.). Kurt Basrentsen i Farmaceutisk tid. LXIX, 1959 637. Aage Schæffer i Archiv for pharmaci og chemi, s.å. 1165–67. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
V. Gaunø Jensen: Poul Richard Hauberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290891