• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Eggert Benzon

Oprindelig forfatter KurtB
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Eggert Benzon, 27.10.1788-24.7.1848, apoteker, botaniker. Født i Vestenskov, Lolland, død i Kbh. B. begyndte skolegang hos faderen og efter dennes død fortsatte han i Nakskov latinskole. Han blev discipel på Vesterbro apotek i København i 1803, senere og indtil 1809 på Det kgl. Hofapotek hvor han konditionerede indtil 1816. I 1814 bestod han examen pharmaceuticum. Allerede under sit farmaceutiske studium fattede B. interesse for botanik, og han blev fagligt og venskabeligt nært knyttet til professor J. W. Hornemann. B. tiltrådte 1817 stillingen som bestyrer af apoteket i Christianssted på St. Croix, Dansk Vestindien. Allerede som bestyrer ydede B. en stor indsats ved nyindretning af apotekslokalerne. Da lægerne på øerne nødig ville afgive deres dispensationsrettigheder trak det i langdrag med kgl. bevilling som selvstændig apoteker. Først i 1826, senere fornyet i 1835 fik B. kgl. bevilling. Det var bl.a. ved prof. Hornemanns hjælp at B. blev bestyrer af apoteket i Christianssted. Hornemann har uden tvivl regnet med at den unge botaniker ville blive et godt aktiv i udforskningen af floraen i Dansk Vestindien. Der er ingen tvivl om at B. var en dygtig apoteker som drev et velrenommeret apotek. I 1828 hædredes han med titlen assessor pharmaciae. I dag huskes B. alene for de botaniske studier. Fra talrige ekskursioner indsamlede han store mængder planter, og han sendte meget herbariemateriale samt frugter, frø og levende planter til København. Hans planer om større skriftlige arbejder blev aldrig realiseret. B.s hovedindsats lå i den systematiske botanik, men også dyreverdenen omfattede han med interesse, og han sendte zoologisk materiale til Danmark. B. fik en livslang gerning på de vestindiske øer hvor han stiftede familie. Da helbredet svigtede rejste han to gange til Danmark, første gang i 1844, og anden gang i 1848 hvor han døde kort tid efter ankomsten. B. har ikke efterladt sig meget videnskabeligt materiale, men hans dagbøger og efterladte breve giver et indtryk af en aktiv forsker og et flittigt og venligt menneske.

Familie

Forældre: sognepræst Lorenz Jacob B. (1740-99, gift 1. gang Sophie Amalie Suhr, 1753-80, gift 2. gang Karen Sophie Seidelin, 1760-82) og Dorothea Berthelsen (1764-1808). Gift 11.9.1824 i Christianssted, St. Croix med Ida Caroline Marie Didrichsen, født 12.9.1803 i Kbh., død 28.6.1888 i Charlottenlund, d. af skifteforvalter, brandmajor Johan Nicolai D. (1782-1835) og Sophie Elisabeth Smith (1782-1858).

Bibliografi

Naturforskeren P. E. B.s efterl. dagbøger og breve 1816-40, udg. Aage Schæffer, 1967 = Theriaca XII. -Selmers nekrologiske saml. I, 1849 202-04.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Bærentsen: Peder Eggert Benzon i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286778