• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Benzon

Oprindelig forfatter OFriis

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto Benzon, Carl Otto Valdemar Benzon, 17.1.1856-16.5.1927, apoteker, fabrikant, forfatter. Otto Benzon blev student 1873 fra Haderslev læreres skole og derefter discipel på Svaneapoteket i Kbh. under faderen. Han tog filosofikum 1874 og farmaceutisk kandidateksamen 1876. Selv ville han have været læge, men bøjede sig for faderens ønske at han skulle indtræde i firmaet. For dog at have en universitetsuddannelse tog han 1878 statsvidenskabelig eksamen. Sammen med broderen Alfred overtog han 1884 den fædrene forretning. Som forretningsmand kom han snart til at indtage en betydende stilling inden for sit fag og fik tildelt forskellige tillidshverv. 1897 valgtes han ind i Industriforeningens repræsentantskab, var virksom ved industriudstillingerne i Stockholm (1897) og i Paris (1900). Selv en ivrig sportsmand var han blandt foregangsmændene i den moderne sportsbevægelse.

Som forfatter begyndte Otto Benzon i de første år af 80'erne i F. Hendriksens Ude og Hjemme hvor han med skitsen En Selskabsmand paa Retour allerede vakte nogen forargelse ved den alt for åbenbare tagen sigte på en kendt mand i Kbh.s selskabsliv. I det gamle Alfred Benzonske hjem på Svaneapoteket og i sommerboligen i Ny Tårbæk samledes om de unge brødre Benzon en broget kreds af kunstnere og litterære folk. En tilfældighed førte Otto Benzon til at forsøge sine evner som skuespilforfatter. Han fik sin debut med enakteren Surrogater, 1882 der opførtes på Det kgl. teater. Stærk opsigt ved sine frigjorte meninger og sin satire over etatsråd-moralen gjorde skuespillet En Skandale, 1884 der på Det kgl. teater blev en pragtforestilling, i fortsættelse af "Vildanden" et vigtigt led i den moderne litteraturs erobring af statsscenen. Her var for første gang det lille sammenspiste og snobbede Kbh. – Bredgade-beaumonden som også Drachmann havde gjort revolte imod – rykket ind på scenen. Parkettet genfandt sig selv og morede sig over sig selv. Fra 1886 er de to proverber Provisorisk (Folketeatret) og Tilfældigheder (Det kgl. teater). Otto Benzons næste større skuespil Sportsmænd 1891, en vittig, radikal satire over "fædrelanderiet", blev afvist af Det kgl. teater (Erik Bøgh) og opførtes derfor på Folketeatret. Ægteskabsdramaet Anna Bryde, 1894 (Det kgl. teater) gjorde med sit pinagtige sujet og sin problemdiskussion aldrig rigtig lykke.

Med Moderate Løjer (Det kgl teater 1900, men skrevet et par år tidligere) vendte Otto Benzon igen tilbage til sit felt, det satiriske lystspil. Efter en længere pause kom proverbet Forældre, 1907 der med sin livserfaring og sine klare linier er et lille klassisk mesterværk, og Frie Hænder, 1908. I det vanskelige interregnum efter Karl Mantzius' fald var Otto Benzon 1913–14 konstitueret som direktør for Det kgl. teater. Fra denne tid er skuespillet Foraar og Efteraar, 1913. Proverbet Forældre opførtes sammen med to nye enaktere Landskab med Figurer og Genrebillede under fællestitlen Forældre. Tre Billeder uden Ramme, 1922 på Det kgl. teater. Satiren i de Benzonske skuespil der ligger i fortsættelse af 1870'ernes radikale samfundskritik og moralske diskussion har nu tabt sin aktualitet. Men de har været med til at nedbryde fordomme. Som miljø- og figurskildring har de bevaret et stykke lokaltpræget Kbh., og den træfsikre dialog, Benzons styrke, har en egen københavnsk tone med sin blanding af slagfærdighed og halvt skjult følsomhed. I anledning af sit 25-års forfatterjubilæum 1907 oprettede Otto Benzon et forfatterlegat der som en hyldest til Georg Brandes hvert år skulle uddeles på dennes fødselsdag, med Brandes som den første uddeler. Sammen med broderen Alfred stiftede han legater til fordel for farmaceuter 1895, 1899 og 1909, alene 1926. 1909–12 var Otto Benzon en virksom formand for forfatterforeningen.

Annonce

Familie

Otto Benzon blev født i København (Helligg.), døde samme sted, urne på Tårbæk kirkegård. Forældre: apoteker Alfred Benzon (1823–84) og Anna D. V. Østergaard (1823–93). Gift 1. gang 25.4.1888 i Kbh. (b. v.) med Emma Eliza Hansen, født 2.2.1869 i Kbh. (Cit.), død 26.5.1949 i Hørsholm, datter af overrets-, senere højesteretssagfører Octavius Thomas Hansen (1838–1903) og Ida Antoinette Wulff (1845–1924). Ægteskabet opløst 1898 (hun gift 2. gang 1913 med udenrigsminister Erik Scavenius, 1877-1962; ægteskabet opløst 1945). Gift 2. gang 21.4.1901 i Karlebo med Ellen Lucinde Bramsen, 17.3.1883 på Frbg., død 4.8.1965 i Kbh. (gift 2. gang 1934 i Kbh. med portrætmaler Caesar (Cæsar) Kunwald (1870–1946, gift 1. gang med Hedwig Vendel, 1876–1928), datter af forsikringsdirektør, senere indenrigsminister, gehejmeetatsråd Ludvig Ernst Bramsen (1847–1914) og Maria S. C. Schack (1846–1903). – Bror til Alfred Benzon (1855–1932).

Udnævnelser

Ridder af Dannebrogsordenen 1899. Dannebrogmændenes hæderstegn 1900. Kommandør af Dannebrogsordenen 2 1913.

Ikonografi

På mal. af Viggo Johansen, 1882 "Aftenselskab i Kunstnerens Hjem", af Krøyer, 1886 "Musik i ateljeret" (Nasjonalgalleriet, Oslo), på en gentagelse 1887 (Hirschsprung), af Paul Fischer, 1888 "En Aften i Det kgl. Teater" samt af Krøyer, 1893 "Ved Frokosten" (Hirschsprung). Mal. af Chr. Krohg, 1888 (Skagens mus.), tegn. af Krøyer, 1895, mal. af Kunwald, 1909. Karikaturer af Alfr. Schmidt og Jensenius (begge Fr.borg) samt i Punch 1888 og i Klods-Hans 1900 og 1923. Buste af Kai Nielsen. Foto.

Bibliografi

William Benzon: Stamtvl. over slægten efter Niels Benzon, 1897 21. Georg Brandes: Saml. skr. XIII, 1903 510f (fra 1891). III. tid. 2.10. 1898 og 17.2.1907. Berl. tid. 16. og 17.1.1926 og 16. og 17.5.1927. Politiken 17.5. s.å. Hver 8. dag. 23.10.1904. F. Hendriksen: Mennesker og oplevelser, 1910 193 233. E. Dam og A. Schæffer: De da. apotekets hist. I, 1925 585–87; V, 1966 399. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oluf Friis: Otto Benzon i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286769