Marx Boye, 5.3.1768-11.2.1856, apoteker, konsulent ved Den kgl. porcelainsfabrik. Født i Glüsing (Holsten), død på Kgs. Enghave (Helligånds). Efter undervisning i latinskolen i Itzehoe blev B. 1783 discipel hos apoteker Kirsten sst. 1790–92 var han ansat på apoteket i Garding og efter en kort ansættelse i Kristiania blev han 1793 medhjælper hos apoteker J. S. Grønlund på Kgl. Frederiks hospitals apotek i Kbh. 24.1.1795 bestod B. farmaceutisk eksamen efter at have forberedt sig ved at høre professor J. M. Vahls botaniske og lektor, regimentskirurg H. C. F. Schumachers kemiske forelæsninger. Efter et kort ophold i Holsten 1803 kom B. tilbage til Kgl. Frederiks hospitals apotek som bestyrer for Grønlunds enke. B. var ansøger til den ledige stilling efter Grønlund, men kom trods anbefaling fra professor Vahl og gode fortalere i hospitalets styrelse ikke i betragtning. B. købte herefter 1805 Løve apoteket af professor J. G. L. Manthey. B. efterfulgte 1812 Manthey som kemisk konsulent ved Den kongelige porcelainsfabrik. 1833–35 var han assessor pharmaciae ved det kgl. sundhedskollegium. B. var meget interesseret i botanik og modtog allerede 1802 for sit arbejde med indsamling af lægeplanter Det kgl. landhusholdningsselskabs sølvmedalje som agtelsestegn.

Familie

Forældre: Jacob B. (?) og Abil Petersen (?). Gift 7.3.1809 i Kbh. med Susanne Dorthea Christensen født ca. 1782,død 19.3.1835 i Kbh.

Bibliografi

E. Dam & Aa. Schæffer: De danske apotekers hist. I, 1923 257–60. C. Nyrop: Det kongelige Frederiks hospitals apotekere, 1917.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig