• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ludvig Manthey

Oprindelig forfatter PoHau
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ludvig Manthey, Johan Georg Ludvig Manthey, 3.6.1769-18.1.1842, apoteker, tekniker. Født i Glückstadt, død i Kbh., begravet i Gerlev ved Slagelse. M. blev student 1785 i Kbh., studerede først medicin og blev 1788 overkirurg på et orlogsskib og s.å. lektor i kemi. Samtidig undervistes han i farmaci på Kgl. Frederiks hospitals apotek uden dog at være discipel, og til trods herfor tog han farmaceutisk kandidateksamen 1789. s.å. fik han det Cappelske rejsestipendium og foretog en udenlandsrejse. 1791 fik M., trods protest fra det medicinske kollegium, bevilling på Løveapoteket i Kbh. som han havde fået i arv efter apoteker Günther; dette solgte han atter 1805. 1795 blev han lektor i kemi ved Kirurgisk akademi og s.å. overordentlig professor i kemi ved universitetet. - Efter kgl. befaling tiltrådte M. 1800 atter en udenlandsrejse for at studere porcelænsfabrikation, da han 1796 var blevet administrator ved Den kgl. porcelainsfabrik hvor han forblev til 1812, men hans stilling her har næppe bragt så gode resultater som ventet. Det var under denne udenlandsrejse, at H. C. Ørsted, som M.s protegé, var bestyrer af Løveapoteket. 1804 blev han medlem af Videnskabernes selskab, var 1803-05 assessor i sundhedskollegiet, 1805-11 bestyrer af Ørholms fabrikker i Brede og Ørholm. Han var en meget kundskabsrig mand og forfatter af mange videnskabelige artikler samt medarbejder ved Pharmacopoea Danica (1805). 1811 købte han Søllerødgård, men mageskiftede den 1812 med godset Falkensteen ved Slagelse. - Justitsråd 1807. Etatsråd 1829.

Familie

Forældre: slots- og garnisonspræst i Glückstadt, senere sognepræst ved Petri k., Kbh., Johan Gustav Ludvig M. (1735-1813) og Sophia Dorothea Hermes (1745-1826). Gift 1. gang 19.8.1791 i Kbh. (Petri) med Augusta Günther, født 10.3.1768 i Kbh. (Petri), død 6.10.1806 sst. (Petri), d. af apoteker Christopher G. (1730-90, gift 1. gang med Anna Hedvig Prasuhn, død 1761) og Sophie Charlotte Hauber (1733-87). Gift 2. gang 24.1.1808 i Helsingør med Annette (Ane) Pauline Holten, født 29.3.1785 i Næstved, død 3.3.1855 i Kbh., d. af apoteker i Helsingør, senere toldkontrollør sst., kammerråd Johannes (Hans) H. (1741-1816) og Ane Margrethe Abildgaard (1747-1826). - Bror til J. D. T. M.

Udnævnelser

R. 1809.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Fr. Helmsdorf, 1837. Litografi 1843.

Bibliografi

Breve fra og til H. C. Ørsted, I. saml. 1870 33-35 74-76 105-08 110f 145f. Pers.hist. t. 6.r.IV, 1913 22-34 (breve). - Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 586. E. Dam, sst. 4.r.l, 1898 193f. Karl Madsen: Den kgl. porcellænsfabrik i forrige årh., 1893 (særtryk af Tidsskr. for kunstindustri IX, s.å.) 76-79. Løveapoteket i Kbh. 1620-1920, 1920. E. Dam og Aa. Schæffer: De danske apotekers hist. I, 1925 254-57. - Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Hauberg: Ludvig Manthey i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294092