Gottfried Becker, 9.2.1767-21.6.1845, hofapoteker. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Petri), begravet sst. (Petri k.). Efter skolegang og privat undervisning i Kbh. blev B. student 1786 efter at han samtidig med studeringerne i tre år havde været discipel på faderens apotek. Han drog til Tyskland og opholdt sig et år hos den kendte kemiker og apoteker Wieglieb i Langensalza. Hjemkommen tog han farmaceutisk eksamen 1787 og gjorde atter en længere udenlandsrejse, på hvilken han særlig studerede kemi, bl.a. hos Antoine Lavoisier i Paris, samt botanik og mineralogi. Efter faderens død overtog B. 1791 Elefantapoteket på Købmagergade (det senere Kgl. hofapotek). 1792 udnævntes han til hof- og rejseapoteker og holdt n.å. kemiske forelæsninger. Efter rejser til Norge og Holland blev han 1795 prof. chemiæ extraordinarius og udnævntes 1799 til assessor pharmaciæ, hvad han forblev til 1844. På grund af tunghørhed som han havde pådraget sig ved et kemisk forsøg tog han 1806 sin afsked som professor. 1807 anlagde han en farvefabrik; 1809 blev han feltapoteker. B. var en mand med stor skarpsindighed og utrættelig arbejdslyst. På grund af sin store kemiske viden var han medlem af en mængde kommissioner og lærde selskaber ligesom han skrev flere naturvidenskabelige afhandlinger. Apoteket som han havde ladet ombygge overdrog han 1844 til sin søn. – Virkelig justitsråd 1829. Etatsråd 1842. –

Familie

Forældre: apoteker Johan Gottfried B. (1723–90) og Anna Christine Torm (1738–1809). Gift 20.4.1794 i Amsterdam med Nicolette Adriane Burman, født 28.8.1774 i Amsterdam, død 13.3.1824 i Kbh. (Helligg.), d. af prof. botanic, dr. med. Nicolaus Laurentius B. (1734–93) og Anna Marie Verkolje (1753–1810). – Far til J. G. Burman B.

Udnævnelser

R. 1813.

Ikonografi

Pastel af C. Horneman, 1814. Litografi af E. Bærentzen, 1843. Min. af Cornelius Høyer.

Bibliografi

Archiv f. pharmacie, 1854 617–22.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig