Christopher Heerfordt, 1609-29.6.1679, apoteker. Født i Schlossdorff, Ungarn, død i Kbh., begravet i Nykøbing F. H. nævnes første gang her i landet 1634 da han fik overladt en gård i Nykøbing F.; sikkert har han allerede dengang været hofapoteker hos prins Christian, en stilling han indtog til hoffets opløsning 1652. 1656 fik han kgl. bevilling på at holde apotek i Nykøbing, og n.å. blev han desuden indehaver af apoteket i Nakskov; 1663 afstod han disse til to svigersønner da han fik privilegium på at anlægge et nyt apotek i Kbh., Svaneapoteket i det daværende Højbrostræde.

H. har været en dygtig og virksom mand der var med til at udarbejde apotekertaksten fra 1672. -Mest kendt er H. blevet som botaniker; endnu opbevares på Botanisk museum et herbarium på 343 ualmindelig godt bestemte planter som han selv havde indsamlet. Desuden findes i Det kgl. bibliotek et Herbarium Danicum sempervivum, en samling smukt malede afbildninger af 140 planter som han har ladet to udenlandske kunstnere udføre. Begge disse herbarier samt et tredje, bestående af planter fra Brasilien, var gaver fra ham til Frederik III ca. 1656. Tillige har han været behjælpelig med at indsamle materiale til den kendte plantefortegnelse, Viridarium Danicum, af P. Kylling fra 1688. – 1670 bekostede han udgivelsen af Anders Arrebos efterladte prædikensamling, Torcular Christi. Svaneapoteket overdrog han 1673 til en søn af samme navn (1642–91).

Familie

Forældre: præst i Schlossdorff Johannes H. (1582–1624). Gift 1. gang ca. 1650 med Dorthea Dobsin, født i Kappeln, Holsten, død ca. 1658. Gift 2. gang 26.6.1660 med Margarethe Bentzen, født 15.6.1617 i Husum (?), død 24.2.1681 (el. 87?) (gift 1 . gang med gehejmesekretær og kanonikus i Lübeck Daniel Friedenreich, død 1645).

Bibliografi

E. Wiedemann i Pers.hist. t. 8.r. II, 1923 219–24 (om slægten). J. Lind i Bot. t. XXXVI, 1919 1–19. E. Dam og Aa. Schæffer: Danske apotekers hist. I, 1925 563–66. J. Anker i Fund og forskning IV, 1957 86–97.

Kommentarer (1)

skrev Kim Daniel Bjarne Bengtson

En rettelse til Christopher Heerfordts fødeby Schlossdorf, der IKKE lå i Ungarn på hans tid og ejheller gør det i dag.
Schlossdorf (opr. Kalkstein) lå i CH's levetid i Siebenbürgen, hed siden Mészkő (en periode i Ungarn), men i dag hedder den Cheia og ligger i nuværende Rumænien.
Vh
Kim Daniel Bjarne Bengtson
Fhv. forskningsbibliotekar ved Det kgl. Bibliotek

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig