Winkel Smith, 11.10.1872-24.9.1944, sparekassedirektør. Født i Hobro, død i Kbh. (Frihavns), begravet Garn. kgd. S. blev student 1891 fra Metropolitanskolen og cand.jur. 1901. N.å. ansattes han som assistent i finansministeriet og var samtidig i nogle år sagførerfuldmægtig; han blev overretssagfører 1906, men udøvede aldrig sagførervirksomhed. 1906–20 var han ansat i Kongeriget Danmarks Hypothek- og Tiendebank, fra 1907 som kontorchef; 1917–20 ledede han tillige brændselsnævnets og gødningsnævnets kontorer, et arbejde for hvilket han høstede megen anerkendelse. Fra disse forskellige virksomhedsområder overgik han 1920 til Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn som direktør. Han var en flittig og omhyggelig leder, stærkt interesseret i at skabe en moderne organisation; indretningen af sparekassens indtægtsforvaltning skyldes således hans initiativ. Han viste interesse for sparekassernes samfundsmæssige idé og opgaver, og for sparekassevæsenets udvikling udførte han et mangeartet og stort arbejde. I arbejdet for skolespare-sagen deltog han som bestyrelsesmedlem for Dansk Sparemærkekasse siden 1923 og siden 1929 som medlem af det af handelsministeriet s.å. nedsatte fællesråd til sparetankens udbredelse blandt skolebørn, fra 1934 som formand. 1931 indvalgtes han i bestyrelsen for Landsforeningen af større sparekasser i Danmark, hvis formand han var 1934–40. Fra denne periode bør nævnes hans arbejde i konverteringssagen 1933–34 og for "Formaalsopsparingen"s organisering og udbredelse inden for Sparekasserne. Et på hans initiativ og med ham som formand nedsat udvalg udarbejdede 1937 forslag til "Normalregler" for opsparing til pensionsformal og til erhvervelse af eget hus og jord som senere godkendtes af fællesrepræsentationen for de danske sparekasser. I denne sparekassernes øverste organisation indvalgtes S. 1934, blev s.å. næstformand og 1939 formand. Fra denne virksomhed er der særlig grund til at fremhæve hans arbejde i forbindelse med den nye sparekasselov af 1937 og for dannelsen af den 1938 stiftede Sparekassernes hjælpefond, for hvis bestyrelse han straks valgtes til formand. Han var sparekassernes repræsentant i konkurslovkommissionen. I en del artikler i den danske og de andre nordiske landes fagpresse har han behandlet forskellige sparekasseproblemer. Et væsentligt træk i S.s sparekassevirksomhed var hans indsats for det nordiske samarbejde på sparekassevæsenets område, bl.a. som medlem af Nordens centrala sparbank-föreningars delegation. Som organisationsmand viste S. stor realitetssans og forhandlingsevne. Ved siden af sparekassevirksomheden udførte han et ikke ringe filantropisk arbejde (hovedkasserer i Ensomme gamles værn, administrator i Borgervennen af 1788 m.m.).

Familie

Forældre: tømmerhandler Christian Boie Laurits Michael S. (1829–1905) og Louise Caroline Sørensen (1841–1928). Gift 21.1.1903 i Kbh. (Frue) med Gerda Schlichtkrull, født 15.4.1875 i Kbh. (Frbg.), død 21.12.1950 i Hellerup, d. af litterat Alfred Carl Johannes Flinch (født 1840) og Anna Frederikke Antoinette Boje (1842–1909) og adopteret 8.2.1887 af departementschef i finansministeriet Andreas Christian S. (1844–1926) og Thora Dorothea Lasson (1847–1936).

Udnævnelser

R. 1911. DM. 1921. K.2 1936.

Ikonografi

Mal. af A. Tørsleff udst. 1943 (Sparekassen SDS, Kbh.). Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig