Clara Black

Clara Black, Clara Benedicte Black, 15.11.1875-30.10.1945, socialøkonom. Født i Horsens, død i Sundby, Kbh., begravet på Bispebjerg, urne i fællesgrav. B. blev student 1896 fra N. Zahles skole og statsvidenskabelig kandidat 1904. N.å. ansattes hun som assistent i sygekasseinspektoratet, og da dettes chef Theodor Sørensen 1907 blev arbejdsløs-hedsinspektør fulgte hun ham som sekretær og kom derved til at medvirke ved arbejdsløshedsforsikringens tilrettelæggelse og gennemførelse. Hun gik til opgaven med stor energi og viste både administrativ dygtighed og evne til at samarbejde med arbejdsløshedskassernes ledere. Da Th. Sørensen døde 1915 blev hun hans naturlige efterfølger og beklædte embedet til dets nedlæggelse 1921. De vanskelige økonomiske vilkår for arbejderne i krigsårene skabte store problemer for arbejdsløshedskasserne der også mærkede de politiske brydninger. B. forstod dette men fandt det rimeligt at arbejdsløshedsforsikringen i hvert fald for en periode kunne benyttes af arbejderne som et bolværk mod lønreduktion. For disse synspunkter som hun også fremførte offentligt blev hun voldsomt kritiseret af ledende kredse i Dansk arbejdsgiverforening. Da forsikringen ændredes ved lov 1921 kom hun på ventepenge indtil hun 1925 blev kontorchef i Arbejds- og fabrikstilsynet.

Under forarbejdet til den nye lov om arbejdsan-visnin og arbejdsløshedsforsikring havde hun kritiseret at de to dele samledes under én ledelse idet hun mente det ville svække arbejdernes interesse for forsikringen. Videre hævdede hun at den skærpede kontrol foruden at være unødvendig ville virke mod sin hensigt og føre til vilkårlighed. Kritikken var utvivlsomt berettiget, mange arbejdere forlod forsikringen og kontrolordningen blev aldrig konsekvent gennemført. På baggrund af hendes holdning har der sikkert hersket tvivl om hendes loyalitet mod den nye lov, men der er samtidig grund til at antage at hun som kvinde på en dengang for kvinder usædvanlig post havde svært ved at trænge igennem med saglige synspunkter. Også uden for sine embedsmæssige stillinger deltog B. i social-politisk arbejde. 1925 og 1930 var hun rådgiver for den danske delegation ved arbejdskonferencer i Geneve, fra 1917 medlem af arbejderforsikringsrådet, 1919–21 af socialrådet, 1917–21 af indenrigsministeriets arbejdsudvalg, 1921–27 tilforordnet i invalideforsikrings-retten, medlem af ulykkesforsikringsrådet, bestyrelsesmedlem i forskellige sociale institutioner og udvalg til social oplysning (bl.a. 1916–29 i Dansk forening for socialpolitik og 1919–33 i Dansk forening for social oplysning). For kvindesagen har hun, uden at være blandt forgrundsfigurerne i den offentlige debat, arbejdet meget, bl.a. som formand for Kvindelige akademikere, danske afdeling, 1922–26 og en kortere årrække bestyrelsesmedlem i Dansk kvindesamfund. Sammen med Lis Jacobsen redigerede hun bogen Kvindelige Akademikere 1875–1925, 1925.