Palle Hansen, Svend Palle Hansen, 9.8.1911-11.2.1991, statsaut. revisor. H. tog handelseksamen 1929 og var herefter ansat i forskellige større virksomheders regnskabsafdelinger. 1936 tog han Handelshøjskolens diplomprøve i regnskabsvæsen med udmærkelse og blev året efter statsaut. revisor. S.å. blev han ansat som lærer ved Handelshøjskolen. Efter docent Hans Chr. Riis' død 1938 blev han lektor og leder af undervisningen i regnskabsvæsen. Han opretholdt kontakten med erhvervslivet som revisor og konsulent. I tilslutning til undervisningen skrev H. en række artikler navnlig i Handelsvidenskabeligt Tidsskr. hvor han fra 1941 var medlem af redaktionen, og i Revision og Regnskabsvæsen. Han udsendte desuden lærebøger og andre faglige skrifter. 1940 kom Den industrielle Kontoplan. Året efter blev han medlem af Akademiet for de tekniske videnskabers terminologiudvalg for omkostninger og kalkulation. 1944 skrev han Regnskabsvæsen i 6. udg. af Hages Haandbog for Handel og Industri. 1952 var han redaktør af Håndbog i regnskabsvæsen og skrev heri bidrag om årsregnskabet. Dette værk er kommet i en række udgaver og er oversat til svensk og spansk. 1950 søgte H. et nyt professorat i regnskabsvæsen ved handelshøjskolen, men blev først professor 1953 efter at have afsluttet afhandlingen Det regnskabsmæssige overskudsbegreb. Heri stilles forskellige overskudsopgørelser overfor den økonomiske teoris definition af kapitalens afkast. Ved siden af sin virksomhed som professor holdt H. foredrag og ledede konferencer om regnskabsvæsen for praktiske erhvervsfolk. Fra 1957 skete det i tilslutning til tidsskriftet Økonomisk virksomhedsledelse hvor han var udgiver og redaktør. Han skrev heri om lønsomhedsmetoden hvor det væsentligste var kapacitetstilpasning og de rette dækningsbidrag. Herudover bragte tidsskriftet regnskabsmæssigt og andet erhvervsøkonomisk stof fra et stort antal udenlandske skrifter. 1959 medvirkede H. ved udsendelse af et tilsvarende tidsskrift i Sverige. Konferencevirksomheden blev udvidet til de nordiske lande, og H. var også medvirkende ved konferencer i Tyskland. I den omfattende virksomhed fik H. flere højt uddannede medarbejdere der dannede et institut for lederskab og lønsomhed hvor han var den inspirerende chef og ejer. 1975 organiserede han instituttet, der efterhånden også havde fået en betydelig forlagsvirksomhed, som et familieanpartsselskab. H. blev også kendt uden for de nordiske lande. Han har været gæsteforelæser ved London School of Economics og amerikanske universiteter. Hans særlige interesse har fortsat været årsregnskabet og resultatopgørelsen. Afhandlingen fra 1953 kom 1962 som The accounling concept of profit (2. udg. 1972) og artiklerne om lønsomhed 1967, Lønsomhedsmetoden i grundtræk. H. vil have resultatopgørelserne mere realistiske og årsregnskabet befriet for fiktive poster, så det fortæller mere om virksomhedens aktuelle situation. Andre regnskabskyndige har hævdet at han er forud for sin tid og for amerikansk inspireret, men også hans kritikere anerkender at han langt uden for sine studenters kreds har lært mange en bedre forståelse og udnyttelse af regnskabsvæsenet.

Familie

Palle Hansen blev født i København (Skt. Stefans).

Forældre: tømrer, senere boghandler Hans Anders H. (1879-1951) og Jensine Marie Hansen (1878-1942). Gift 1. gang 7.6.1941 i Kbh. (Skt. Jakobs k.) med Else v. Hagn, født 29.1.1920 i Kbh. (Helligånds), død 1.10.1978 i Silkeborg, d. af havneforvalter Leopold Gustav Hans Kristian V H. (1891-1970) og Karla Frederikke Kristine Pedersen (1887-1970). Gift 2. gang 23.2.1980 med ovrlærer Anja Hansen, født 6.1.1946, d. af økonomichef J. Axel Rasmussen (død 1982) og Bodil Rasmussen.

Udnævnelser

R. 1961. R1. 1972.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Beretning fra handelshøjskolen i Kbh. 1952-53 12-14. Zakken Worre i Økonomisk virksomhedsledelse 9.8.1961. Politiken s.d. Berl. tid. s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig