Ole Devegge, 20.10.1772-5.12.1847, numismatiker. Født i Kristiania, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). D. havde navn efter slægtens gård Devegge ved Nes kirke i Hallingdalen. Han deponerede fra Kristiania 1789, tog anden eksamen 1790 og blev 1792 assistent på det nyoprettede Classenske fideicommis' kontor; 1803 blev han underbibliotekar og 1836 bibliotekar ved det Classenske bibliotek. Hans foresatte her, professor Christian Ramus, var tillige direktør for Det kgl. Mynt- og Medaille Cabinet. 1820 blev D. prof. Ramus' amanuensis ved udarbejdelsen af en stort anlagt beskrivelse af Danmarks middelalderlige mønter (indtil 1448), et værk som desværre ikke blev fuldendt. Efter Ramus' død 1832 blev D. sammen med C. J. Thomsen ansat som inspektør ved møntkabinettet, hvor P. O. Brøndsted samtidig blev direktør. Han var kendt for sine mange kundskaber i litteraturhistorie, kunsthistorie og numismatik og sin tjenstagtighed; men bortset fra nogle møntauktionskataloger har han intet udgivet. Derimod efterlod han sig en stor mængde excerpter, hovedsagelig forarbejder til det ufuldendte møntværk, som opbevares i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. D. samlede selv ivrigt mønter og billeder. Da hans skrøbelige helbred havde hindret ham i at være så virksom i sit embede, som han gerne ville, testamenterede han til den kgl. samling alle de mønter og medaljer, som måtte mangle her. Det blev henved 7000 ialt. Ligeledes udtog Thorvaldsens museum ca. 800 antikke mønter (senere deponeret i Fyns stiftsmuseum) og det Antiquarisk topografiske archiv størstedelen af hans billedsamling (nu i Nationalmuseet). I det store katalog over "O. Devegge's Mynt- og Medaillesamling" I-III, 1851-67 satte C. J. Thomsen sin gamle ven og værkfælle et varigt minde.

Familie

Forældre: sorenskriver i Åker, Asker og Bærum ved Kristiania Sivert D. (1728-74) og Karen Sophie Riis (1745-1826). Ugift.

Udnævnelser

Kancelliråd 1839. R. 1836.

Bibliografi

Brevveksl, med Johan Chr. Dahl i Kunstmuseets årsskr. XXIII, 1936 127-36. - E. C. Werlauff i Hist. t. I, Kria. 1871 439. Chr. J. Thomsen i Nord. numismatisk årsskr. 1939, 1940 86-102 (O. D. Projecteret fortale til kat. over hans møntsaml., udg. G. Galster). G. Galster i Efterretn. fra Efterslægtselsk.s skole 1954 3-10. Samme i Kulturminder, 1955 68-77 (O.D. og Jens Baggesen).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig