Moritz Levy

Moritz Levy, 16.11.1824-12.7.1892, nationalbankdirektør. Født i Kbh. (Mos.), død i St. Gervais ved Chamonix, Frankrig, begravet i Kbh. (Mos.kgd., Møllegade). L. voksede op i ret trange kår og kom som halvvoksen i handelslære i Kbh., hvorefter han fik plads hos firmaet L. Behrens & Söhne i Hamburg. Herfra rejste han til de dansk-vestindiske øer hvor han først uden held forsøgte sig som købmand og derefter begyndte en mælkehandel. Imidlertid kunne han ikke tåle opholdet i Vestindien og kom 1849 tilbage til Kbh. hvor han fik ansættelse i intendanturen. Efter krigens slutning fik han stillinger under finansministeriet og senere overdroges der ham en betroet post, idet han udnævntes til møntagent i Altona. I denne stilling havde han den opgave på regeringens vegne at gribe ind i de transaktioner der dreves i anledning af at den danske rigsmønt 1854 var blevet indført som mønt i hertugdømmerne. Han skrev i denne periode en del artikler af økonomisk indhold til Dagbladet og udgav 1856 en lille pjece, Forslag til en Forandring i det danske Pengevæsen. På grund af det særlige kendskab til altonaiske og hamburgske forretningsforhold, som han havde erhvervet sig, fik han lejlighed til at bistå de mænd der 1857 udsendtes fra Kbh. bl.a. for at undersøge handelshuset H. Pontoppidan & Co.s forhold. Disse omstændigheder bevirkede at opmærksomheden henledtes på L., da nationalbankens forhold under Handelskrisen 1857 nødvendiggjorde en styrkelse af bankens styrelse. Bankens repræsentantskab udnævnte ham 1.1.1858 til kommitteret under direktionen, og samtidig konstitueredes han til midlertidigt i nogle måneder at fungere under en af direktørernes sygdom. Fædrelandet skrev i den anledning at dette var "det eneste forstandige skridt bankbestyrelsen har gjort i mange år". Hans stilling som kommitteret var i flere henseender ret vanskelig, fordi han på den ene side var direktionens underordnede og på den anden side dog skulle have en afgørende indflydelse på ordningen af en række forhold. Ved hans taktfulde optræden og ved imødekommenhed fra direktionsmedlemmers - særlig H. P. Hansens (1797-1861) - side klaredes dog disse vanskeligheder. Da den kongevalgte direktør Aagesen døde 1861, fik L. kongelig udnævnelse som direktør, og i denne stilling fungerede han til sin død. Skønt L. til tider beklædte andre tillidshverv og altid var stærkt opfyldt af interesse for offentlige spørgsmål var det dog virksomheden som nationalbankdirektør der optog hovedparten af hans tid og interesse. Det er også denne del af hans virksomhed der har haft den største og mest blivende betydning. Han var som direktør medlem af et kollegium, men fik hurtigt en fremskudt stilling inden for dette; efterhånden som årene gik kom han for den almindelige bevidsthed til at stå som bankens egentlige leder eller "førstedirektør", en betegnelse som man ikke havde kunnet hæfte ved nogen af de tidligere direktører. Hans betydning som bankdirektør ligger hovedsagelig på to områder. For det første var han den der tilførte banken, hvis ledelse før hans tid havde haft en meget gammeldags og bureaukratisk karakter, friskhed og liv, så at den føjede sig ind i de former som det nye og opblomstrende forretningsliv krævede, og lige til sin sidste tid var han optaget af at indføre nye og tidssvarende, til dels meget indgribende reformer i bankens organisation. Men ved siden heraf lå hans styrke i at han bestræbte sig på at placere nationalbanken på samme bankpolitiske fundament som Bank of England, nemlig på princippet om at centralbanken har til opgave at dække ethvert legitimt likviditetsbehov. Dette var et brud med tidligere tider hvor nationalbanken afviste veksler eller kun diskonterede en del af materialet, løvrigt ændrede L. bankens diskonteringsvilkår til differentierede satser efter vekslernes kvalitet, ligesom han indførte en fleksibel diskontopolitik med hyppige ændringer. Selv om L. ikke var manden med de store syner, havde han en skarp og hurtig opfattelsesevne og et klart blik på forretningsforholdene i forbindelse med en betydelig evne til at tilegne sig såvel teoretisk som praktisk indsigt i penge- og bankvæsenets teknik. Både når han virkede hæmmende over for usunde foretagender, som fx i 70erne over for den overhåndtagende byggespekulation, og når han på grund af tidligere udvist forsigtighed var i stand til at yde forretningsverdenen en udstrakt hjælp, således som under den 1885 ved et par store fallitter (vekselererfirmaet H. P. Hansen Jun. og landbrugseksportfirmaet Mohr & Kjær) fremkaldte panik var han nyttig. I almindelighed nød hans ledelse af banken også stor anerkendelse i forretningskredse. Naturligt var det at hans kritik af og til kunne vække misnøje, og at man opfattede hans advarsler som en tilbøjelighed til at opkaste sig til formynder over andres forretningsførelse. Ved krisen 1885 da Mohr & Kjær gik ned blev der dannet et velfærdsudvalg som L. styrede med fast hånd; han indkaldte statusopgørelser fra firmaer i branchen.

Blandt foranstaltninger af vidtrækkende betydning ved hvilke L. fik lejlighed til at spille en ledende rolle kan særlig nævnes møntreformen af 1873 og statsgældskonverteringen af 1886. Hvad møntreformen angår var han blandt dem der tidligt havde anbefalet den, og han blev det virksomste medlem af den danske møntkommission. Men særlig skyldtes det L. at gennemførelsen af reformen foregik så let og heldigt og med så ringe bekostning for staten som tilfældet var. Ikke alene havde han som bankdirektør en væsentlig indflydelse på gennemførelsen, men han var 1873-76 konstitueret som møntdirektør og havde som sådan det hverv at lede møntens drift under udmøntning af kronemønten og besørge de med inddragelsen af rigsmønten og anskaffelsen af guld forbundne forretninger.

Den interesse for nationaløkonomiske spørgsmål som han havde plejet i sin ungdom vedblev han at nære, og om end hans studier i det hele havde en spredt karakter, nåede han dog en betydelig økonomisk indsigt, navnlig i penge- og bankvæsenets teori, hvorom adskillige afhandlinger fra hans hånd - særlig i Nationaløkonomisk Tidsskrift - såvel som hans deltagelse i diskussionerne på de skandinaviske nationaløkonomiske kongresser vidner. Af Nationaløkonomisk forening i Kbh. var han et meget virksomt medlem, og han var fra 1877 til sin død foreningens formand. Som taler var han oftest heldig, og navnlig når han var kommet i ånde var hans foredrag klart, livligt og flydende.

Af de forskellige hverv der blev ham overdraget kan nævnes at han 1862-71 og 1877-80 var medlem af kontrolkomiteen for de sjællandske jernbaner og 1876-79 af bestyrelsesrådet for Forsikringsselskabet Danmark, ligesom han indtil sin død var medlem af bestyrelsen for Burmeister & Wains fabrikker, i hvilken stilling han navnlig beskæftigede sig med ledelsen af arbejdernes alderdomsforsørgelseskasse. Ved den internationale møntkonference i Paris 1881 var han regeringens delegerede, og han fremsatte her et forslag til hævdelse af sølvets værdi der vakte betydelig interesse, uden at dog dette - så lidt som de fra anden side fremsatte forslag - resulterede i praktiske foranstaltninger. I sine senere år var han adskilligt plaget af en sygdom (eksem), for hvilken han søgte lindring ved badestedet St. Gervais i Savoyen. Her omkom han under en oversvømmelse der omstyrtede det badehotel hvori han boede. - Etatsråd 1864. Konferensråd 1887.