Emil Meyer (bankdirektør)

Emil Meyer, Emil Laurids Meyer, 24.5.1856-2.1.1913, nationalbankdirektør. Født i Kbh. (Mos.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Mos. vestre). M. blev student allerede 1872 fra Mariboes skole. Da hans far døde s.å. opgav han foreløbig at studere, men kom i lære i det af hans far oprettede veksellererfirma. Året efter blev han ansat i bankierfirmaet D. B. Adler & Co. Nogen tid efter begyndte han at studere statsvidenskab i sin fritid. 1878 blev han cand.polit. og året efter ansat i Nationalbankens sekretariat. 1883 blev han fuldmægtig. I banken fik han et nært samarbejde med den ledende direktør Moritz Levy bl.a. om opgørelse af landets valutaforråd. M. blev efterhånden anerkendt som en meget begavet og dygtig bankmand. Alligevel måtte Levy af politiske og konfessionelle grunde overvinde en betydelig modstand da M. 1888 blev forfremmet til kontorchef. Det var almindelig kendt at M., der i 1884-88 var medlem af bestyrelsen for Studentersamfundet tilhørte den radikale del af hovedstadens venstre. Da der i 1896 var en ledig direktørstilling i Nationalbanken anså mange det for givet af M. skulle være direktør, men den politiske modstand var for stor. M. fik dog i dette år et særligt personligt tillæg som ledende kontorchef. Uden hensyn til denne modstand påtog M. sig fortsat opgaver der havde hans interesse. I begyndelsen af 90erne var han medlem af bestyrelsen for Dansk kvindesamfunds Kbh.s kreds og senere af bestyrelsen for Kbh.s radikale venstreforening. M.s ubestridte dygtighed medførte at han som bankmand kom til at deltage i løsningen af forskellige betydningsfulde opgaver. 1897 blev han af konsejlspræsident H. Hørring sendt til Paris for at sikre gennemførelsen af de aftalte vilkår for et statslån. Han gjorde også en væsentlig indsats ved forberedelse af loven af 12.7.1907 om fornyelse af Nationalbankens oktroy. Fra 1897 var han formand for Foreningen af embedsmænd i danske pengeinstitutter. Under bankkrisen i 1908 blev han direktør for Grundejerbanken med henblik på bankens sanering. Efter dette arbejdes afslutning blev han 1910 direktør for Kongeriget Danmarks Hypotekbank og fortsatte samtidig i tilsynsrådet for Grundejerbanken. 1912 blev han valgt til direktør i Nationalbanken, men var da allerede mærket af sygdom.

Uden for bankvirksomheden interesserede M. sig bl.a. for forsikring. Han var medstifter af Nordisk Livsforsikringsaktieselskab af 1897 og næstformand i selskabets repræsentantskab. Han var også medlem af repræsentantskabet for Nordisk Ulykkesforsikring af 1898. M. interesserede sig også for nationaløkonomiens teori. 1892-97 underviste han i faget ved de Brock'ske handelsskoler. Efter særlig bemyndigelse holdt han 1906-12 forelæsninger ved universitetet og var 1911 medlem af den komité der traf afgørelse i en konkurrence om et professorat i statsvidenskab. Gennem årene præsterede han en betydelig faglig litterær produktion. I Studentersamfundets småskrifter udsendte han tre klart skrevne almindeligt oplysende bøger: Penge, 1887 (oversat til svensk), Frihandel og Beskyttelse. 1889, og Skatter, 1895. Han skrev en række artikler til Nat.økon.t. og Tilskueren og var medudgiver af Hages Haandbog i Handelsvidenskab, 2. udg. 1904-06, og 3. udg. 1910. I begge udgaver skrev han desuden betydelige afsnit dels om nationaløkonomiens teori og dels om bank-forhold. Han var også bidragyder til Salmonsens Konversationsleksikon og Dansk biografisk Leksikon. Han ansås i sin tid for den dansker der havde det mest indgående kendskab til tyskøstrigsk nationaløkonomi. Et udtryk herfor er hans artikel i Nat.økon.t.s festskrift 1897: Den subjektive Værditeori og den klassiske Værdilære. M. var en rank personlighed der over for fremmede kunne virke noget tilknappet, men var taktfuld og elskværdig blandt arbejdsfæller og venner. Hans viden om bankforhold og økonomisk teori var dybtgående og omfattende. Han havde også interesse for skønlitteratur og kunst. Han var hjælpsom over for de økonomisk svage.