C.V. Jernert, Carl Vilhelm Jernert, 15.8.1906-16.5.1962, bankdirektør. Født i Boston, Mass., USA, død i Charlottenlund (Messias), urne på Lundtofte kgd. Navneforandring fra Jensen 20.7.1932. J. blev 1925 student fra Fredericia hvor hans far ejede den store jernbanerestaurant. 1930 blev han cand.polit. efter i studietiden at have været på studieophold i Frankrig og England. 1930–32 var han ansat først ved A/S Nordisk Fjerfabrik, senere ved Tuborg, og 1933 blev han direktør i svigerfaderens virksomhed, A/S Oluf Rønberg. På denne post sad han indtil han 1960 blev hentet ind som direktør i Handelsbanken, i hvis repræsentantskab han havde siddet 1951–60 samt i bestyrelsen 1956–60. I efterkrigsårene påtog J. sig utallige repræsentantskabs- og bestyrelsesposter, heriblandt adskillige i barndomsbyen Fredericia. Blandt de mere betydningsfulde var formandskabet i foreningen af grosserere i jern- og metalbranchen 1950–59 samt først og fremmest formandskabet i Grosserer-Societetets Komité 1954–60. Af grosserernes repræsentantskab havde han da været medlem siden 1938. Som international handelsekspert var han formand for det internationale handelskammers nationale danske komité 1951–59, og han blev medlem af udenrigsministeriets Marshall-udvalg. J.s placering som handelsbankdirektør var ment som en omsadling midt i livet. Med sin dybe indsigt i handelens forhold følte han, at de kommende markedsdannelser var nødvendige for med den højeste teknik at gøre produktionen så effektiv som muligt. Han kunne konstatere, at den internationale arbejdsdeling indebar handelsledets vækst, ligesom han var sikker på de store muligheder for eksporten der fulgte med landbrugets industrialisering. Hele denne udvikling stillede store krav til finansieringssektoren og J. følte sig derfor tilskyndet til at udnytte sin ekspertise i bankvirksomhed. Det skulle imidlertid vise sig at en sygdom, hvis farlighed ikke var erkendt ved hans indtræden i Handelsbankens direktion, medførte hans død allerede to år efter. J. interesserede sig levende for hesteavl og væddeløb og var 1957–61 formand for Foreningen til den ædle hesteavls fremmes overvoldgiftsret. Om hippologiske emner har han skrevet faglige artikler.

Familie

Forældre: jernbanerestauratør i Fredericia Jens Lassen Jensen (1883–1941) og Alma Nørgaard (1882–1956). Gift 25.9.1931 i Vedbæk k. med Grethe Rønberg, født 29.5.1900 i Skodsborg, død 30.10.1976 i Gentofte, d. af grosserer Oluf Hans Peter Lassen R. (1867–1931) og Martha Helene Matthiessen (1878–1966).

Udnævnelser

R. 1948. R1. 1954. K. 1957.

Ikonografi

Mal. af A. Tørsleff, udst. 1964. Foto.

Bibliografi

Interviews i Børsen 27.8.1956 og Politiken 17.4.1960. -Børsen 18.5.1962.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig