Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Høybye

Oprindelig forfatter MNoej
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Høybye, 10.6.1903-28.5.1986, romanist. Født i Fåborg. H. blev 1955 den første professor i sprog ved Handelshøjskolen i København hvor han havde virket i 26 år (fra 1932 som dennes første lektor i sprog). Han kom således til at spille en afgørende rolle i den store udbygning af Handelshøjskolens sprogstudier. I kraft af bred videnskabelig indsigt og eminent pædagogisk sans forstod H. at forankre sprogstudierne i sprogenes virkelighed, og han byggede altid på respekten for den nøjagtige sprogbeskrivelse og den loyale oversættelse. Disse idealer prægede også H.s virke ved Kbh.s univ. hvor han 1962 blev udnævnt til professor i romansk sprog og litteratur. H.s pædagogiske interesser har givet sig udslag i talrige lærebøger, fx en meget benyttet fransk skole-grammatik (1945) og et også til tysk oversat Arabisk kompendium, 1968. Som videnskabsmand slog H. sit navn fast med disputatsen L'accord en français contemporain. Essai de grammaire descriptive. 1944. Man kan sige, at han her føjer endnu et kapitel til sin lærer, Kristian Sandfelds monumentale Syntaxe du français contemporain. Med støtte i et stort og omhyggeligt bearbejdet eksempelmateriale bestemmer H. reglerne for kongruens i person, køn og tal i moderne fransk. Dette område havde ikke tidligere været beskrevet til bunds, og det har senere vist sig at være af største betydning også i teoretisk henseende for nyere grammatisk forskning. H. fulgte sine undersøgelser over moderne fransk op med talrige arbejder, bl.a. opsatsen Les concordances temporelles, 1966. H.s videnskabelige hovedindsats ligger utvivlsomt på det leksikografiske område. Han var fra 1928 medredaktør ved Blinkenberg og Thieles dansk-franske ordbog og blev 1937 sideordnet redaktør med A. Blinkenberg af de store dansk-franske og fransk-danske ordbøger. Sammen med denne blev H. således skaberen af det mest monumentale ordbogsværk der overhovedet er udgivet i Danmark over et fremmedsprog. Hans mønstergyldige indsats der har sat sig dybe og varige spor i dansk leksikografi kronedes 1977 med en fuldstændig ny dansk-fransk ordbog. De leksikografiske principper der ligger til grund for Blinkenberg og Høybyes ordbøger er præget af klarhed og smidighed. Ved en elegant alfabetisk opstilling af de længere artikler er det fx lykkedes forfatterne at løse det største problem for brugerne af store ordbøger: at finde rundt i de lange artikler. Det store ordbogsværks videreførsel blev sikret 1978 ved oprettelsen af Blinkenberg-Høybye-fondet for dansk-fransk leksikografi. H. har også øvet leksikografisk pionerindsats ved sine to italienske ordbøger fra 1956 og 1959 (sammen med Johanne Mengel) der bl.a. har lettet vejen for italiensk kultur til Danmark. Han har ligeledes praktisk taget fuldført arbejdet med en dansk-rumænsk ordbog. H. har netop altid været levende optaget af kulturformidlingen mellem Danmark og de romanske lande. Han har skrevet en afhandling (og en række artikler) om H. C. Andersen og Frankrig (1952, fransk udg. 1960); han har oversat C. Goldoni til de danske scener og gennem en årrække været formand for foreningen Dante Alighieri

Familie

Forældre: kommunelærer Marius H. (1874–1928) og Johanne Lovise Nielsen (1874–1957). Gift 26.4.1934 i Charlottenlund (Messiask.) med Gudrun Agger, født 10.3.1910 på Frbg., d. af ingeniør Christian A. (1871–1944) og Signe Jessen (1876–1964).

Udnævnelser

R. 1961.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Mélanges P. H., 1973. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1944 122.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Nøjgaard: Poul Høybye i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291760