Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kristoffer Nyrop

Oprindelige forfattere KrSand og PoH
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Kristoffer Nyrop, ved dåben Christopher Nyrop, 11.1.1858-13.4.1931, romanist. Født i Kbh. (Trin.), død sst., urne på Solbjerg kgd. Sytten år gammel blev N. 1875 student fra v. Westens institut og tog straks fat på studiet af romanske sprog. 1877-78 opholdt han sig i Paris hvor han studerede romansk filologi, sammenlignende litteraturhistorie og palæografi. Dette ophold blev af afgørende betydning for ham, idet han ikke blot befandt sig i et af centrene for den i disse år stærkt opblomstrende romanske filologi, men også knyttede venskabsforbindelse med berømtheder som Gaston Paris, Paul Meyer, Émile Picot og flere andre og indsugede en dyb kærlighed til fransk kultur og åndsliv. Hans vigtigste lærer blev her Gaston Paris, hvis biografi han skrev 1906 (udgivet i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning). Allerede i efteråret 1879 tog han magisterkonferens i fransk sprog og litteratur. Fra s.å. er hans første arbejder, en afhandling om det franske participe passé, prisbelønnet af det filol.-hist. samfund og trykt i Nord. Tidskr. f. Filologi, og en afhandling om udviklingen af lydforbindelsen tr i provencalsk i det filol.-hist. samfunds mindeskrift. 1880 udgav han sammen med Émile Picot en samling franske farcer fra 1400- og 1500-tallet og skrev i Nord. Tidskr. for Filologi en afhandling om Sagnet om Odysseus og Polyphem. 1882 udkom hans lille populære bog Sprogets vilde Skud, og n.å. vandt han universitetets guldmedalje med en afhandling Den oldfranske Heltedigtning der udkom i forøget skikkelse 1883 og 1886 blev oversat til italiensk af E. Gorra. Efter en længere udenlandsrejse til Schweiz, Frankrig, Italien og Rumænien fulgte 1885 hans Romanske Mosaiker. Kulturbilleder fra Rumænien og Provence. Fra disse år foreligger der desuden fra hans hånd et betydeligt antal mindre artikler og anmeldelser såvel i danske som i udenlandske tidsskrifter.

N. havde således et omfattende og mangesidigt forfatterskab bag sig, da han 1886 vandt doktorgraden med Adjektivernes Kønsbøjning i de romanske Sprog. Denne afhandling, der nu især har interesse på grund af den velskrevne og godt orienterende indledning om lydlov og analogi, banede ham vejen til universitetet. Den var tilegnet hans vigtigste danske lærer, Vilhelm Thomsen. Efter at have virket nogle semestre som privatdocent blev han 1888 ansat som docent, og ved Thor Sundbys død 1894 blev han dennes efterfølger som professor i romansk sprog og litteratur. Som universitetslærer kom han meget snart til at indtage en fremragende stilling, ikke blot fordi han repræsenterede alt det nye i videnskaben men også, og især, fordi han med sin udstrakte lærdom forbandt rige pædagogiske evner og virkede umiddelbart ansporende ved sin livfulde og energiske personlighed. Ved siden af sine forelæsninger og øvelser tog han straks fat på at skabe hjælpemidler til studiet af romanske sprog. 1889 udkom hans Lærebog i Spansk (11. udg. 1948) og Kortfattet spansk Grammatik (11. udg. 1950), 1893 Kortfattet fransk Lydlære (oversat til fransk 1902, 8. udg. 1963 ved Alf Lombard), 1896 en italiensk lærebog (5. udg. 1921) og 1897 Kortfattet italiensk Grammatik (6. udg. 1934). Til brug ved forelæsninger og øvelser samlede han 1895 under titlen Philologie francaise en række artikler af franske forskere (2. udg. 1915). Hertil kom senere to bind Poésie francaise, 1905-09 (2. bind genudg. 1921) og Fransk Verslære i Omrids, 1910 (5. udg. 1969 ved Hans Sørensen). Ved siden af denne omfattende virksomhed arbejdede han stadig på forskellige andre områder (se nedenfor), men samlede sig mere og mere om det arbejde der skulle blive hans hovedværk, hans Grammaire historique de la langue francaise. Første bind heraf udkom 1899 (5. udg. 1967) og indeholdt en almindelig oversigt over sprogets ydre historie samt lydlære. S.å. blev han medlem af Videnskabernes selskab, i hvis "Oversigt" han n.å. meddelte en række interessante Observations sur quelques vers de la farce de maitre Pierre Pathelin. Det andet bind af Grammaire historique, omhandlende formlæren, kom 1902 (2. udg. 1924). Men inden det tredje bind var færdigt, ramtes han af en sygdom der endte med at berøve ham synet for bestandig. Med en beundringsværdig energi lykkedes det ham at overvinde alle de mange vanskeligheder som denne ulykke beredte ham så han kunne fortsætte både sit videnskabelige arbejde og sin lærergerning. Tredje bind, orddannelseslæren, kom 1908 (2. udg. 1935) og fulgtes 1913 af fjerde der indeholder betydningslæren. Første verdenskrigs udbrud 1914 var et andet hårdt slag for ham og lammede for en tid hans arbejdskraft, men begivenhederne kaldte ham snart frem med talrige veltalende indlæg, dels i avisartikler o.l., dels i skrifter som Er Krig Kultur?, 1916, De arresterede Professorer og Universitetet i Gent, 1916, ligesom de også affødte hans forherligende skildring af Frankrig i bogen Frankrig, 1915 (illustreret udg. 1919; oversat til flere sprog). Sin videnskabelige virksomhed fortsatte han med afhandlingen Kongruens i Fransk (Universitetsprogram sept. 1917) og med en lang række grammatiske, etymologiske, semasiologiske og leksikalske studier der dels offentliggjordes i Videnskabernes Selskabs hist.-filol. Meddelelser (1919-29), dels lejlighedsvis andre steder. Først 1925 udkom femte bind af Grammaire historique. I foråret 1928 gik han af som professor ved universitetet, og i efteråret 1930, godt et halvt år før han døde, lykkedes det ham at afslutte det store værk med sjette bind. Straks ved fremkomsten af første bind var dette værk blevet modtaget med fortjent anerkendelse af den lærde verden, og det er også det der længst vil bevare hans navn og stå som en fremragende dansk indsats i den internationale videnskab, selv om de to afsluttende bind, der behandler syntaksen, ikke står på højde med de foregående. Den alsidige interesse og orientering der karakteriserer N.s ungdomsarbejder vedblev at være et fremtrædende træk hos ham hele livet igennem. Med særlig forkærlighed behandlede han emner vedrørende ordenes betydningsudvikling. En samlet oversigt over betydningslæren gav han i Ordenes Liv, 1901 der uden egentlig at give nogen dybere forståelse af betydningsændringernes væsen ved sin elegante og underholdende fremstilling vandt stort bifald i vide kredse (tysk udg. 1903). Under samme titel udgav han 1924-31 tre andre bind der behandlede specielle ordhistoriske spørgsmål; to bind udgaves efter hans død 1932-34 og en forkortet udgave 1968 ved Torben Nielsen. – N. var desuden en fremragende folklorist. Sin virksomhed på folkloristikkens område fortsatte han 1887 med den værdifulde afhandling Navnets Magt (i Opuscula philologica, udg. af det filol.-hist. samfund) og med de seks bind Fortids Sagn og Sange, der udkom 1907-09, et syvende bind udkom posthumt 1933. I tidsskriftet Dania som han fra 1890 til 1903 redigerede sammen med Otto Jespersen (og senere Verner Dahlerup), findes fra hans hånd en mængde større og mindre bidrag der foruden folkloristik omhandler forskellige spørgsmål vedrørende almindelig kulturhistorie og dansk og fremmed litteraturhistorie. Herhen hører også bøgerne Nej. Et Motivs Historie, 1891, Kysset og dets Historie, 1897 og En Teaterforestilling i Middelalderen, 1892. N.s Efterladte Afhandlinger kom i Talt og skrevet 1931. Uden for sin universitetsvirksomhed påtog N. sig 1909 en praktisk opgave som formand for translatøreksamens-kommissionen. I denne anledning fik han gennemført en radikal reform af eksamensregulativet, og han virkede i mange år som eksaminator i de romanske sprog. – N. var æresdoktor ved universiteterne i Paris og Strasbourg samt medlem af et stort antal videnskabelige selskaber.

Familie

Forældre: instrumentmager og bandagist Camillus N. (1811-83) og Karen C. Andersen (1822-93). Gift 13.7.1888 i Bergen med Andrea Margrethe Schjelderup, født 7.7.1861 i Kristiansand, død 21.7.1935 i Hellerup, d. af overretssagfører, senere byfoged i Bergen Georg Elias S. (1821-97) og Johanne Henriette van Kervel (1831-1904). – Bror til Camillus N. (1843-1918).

Annonce

Udnævnelser

R. 1901. DM. 1909. K2. 1919.

Ikonografi

Tegn. af P. S. Krøyer, 1901 (Hirschsprung). Træsnit af L. B. Hansen, 1910. Tegn. af Carl Jensen, 1927. Mal. af P. Olsen-Ventegodt, 1930 (Fr.borg). Radering af Léon Salles, 1932. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Gunnar Skov: Bibliografi over K. N.s arbejder, 1932.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1886 63-65.

Lit. Holger Pedersen i Tilskueren XXIII, 1906 867-86. Georg Brandes: Saml. skr. XVIII, 1910 298-305. Harald Nielsen: Jøden, filisteren og holsteneren, 1917. Politiken 10.1.1918 og 14.4.1931. Berl. tid. 13.-14.4. s.å. Kr. Sandfeld i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1930-31 101-11. Viggo Brøndal i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1931 128-34. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj IX, 1979 244-46 o.fl.st. Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kr. Sandfeld, Poul Høybye: Kristoffer Nyrop i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295181