Gunnar Bech

Gunnar Bech, 23.3.1920-17.1.1981, germanist, lingvist. Født i Græse ved Frederikssund, død i Kbh. (Skt. Jakobs), begravet sst. (Garn.). Efter i 1939 at have taget nysproglig studentereksamen fra Frederiksborg statsskole blev B. immatrikuleret ved Kbh.s univ., og hans studietid og akademiske løbebane er herefter knyttet til dette universitet. B. begyndte straks at studere germansk filologi med hovedvægten på det sproglige. Hans lærere var L. L. Hammerich og Peter Jørgensen. Han lagde studiet bredt an og beskæftigede sig også med slaviske sprog. 1941 blev han medlem af Lingvistkredsen hvor han fik mange impulser, navnlig fra Louis Hjelmslevs indlæg. I studietiden besvarede han universitetets prisopgave i germansk filologi for 1942 om de tyske modalverbers semantik for hvilken han fik guldmedalje. Han blev mag.art. i germansk filologi 1945. 1945–49 var han undervisningsassistent i tysk, dog afbrudt bl. a. af et studieophold i Prag 1946–47 hvor han gjorde forarbejdet til den afhandling om den tjekkiske konjunktiv som han erhvervede doktorgraden på 1951. 1949–55 var han universitetsadjunkt, og 1956 blev han professor i tysk sprog. 1966 blev han Hjelmslevs efterfølger som professor i sammenlignende sprogvidenskab. 1968 vendte han tilbage til germanistikken idet han fik det ledige professorat i germansk filologi som han beklædte til 1972 da han tog sin afsked på grund af sygdom. B. har fra 1949 skrevet en lang række afhandlinger, fortrinsvis inden for germanistikken, men også inden for slavistik og almindelig sprogvidenskab. Hans centrale område er verbernes syntaks, morfologi og semantik sgrn han har behandlet både beskrivende og sproghistorisk. Hans første to arbejder bygger videre på prisopgaven. Vigtigst er Grundzüge der semantischert entwicklungsgeschkhte der hochdeutschen modalverba, 1951 i hvilken han opløser modalverbernes indhold i komponenter og opstiller dem i et system ud fra hvilket han også kan klarlægge deres historiske betydningsudvikling. -Disputatsen Zur syntax des tschechischen konjunktivs, mit einem anhang über den russischen konjunktiv, 1951 behandler konjunktiven ikke ud fra dens betydning, men ud fra den konjunktiviske sætnings kombinatoriske egenskaber. Det vises at konjunktiv i tjekkisk (og russisk) forudsætter enten et konjunktivstyrende element eller en opdeling af sætningen i-to felter der hver for sig er sætninger i konjunktiv eller kan omdannes til sådanne. Konjunktiven har før B. været et forsømt område inden for slavistikken. – I arbejdet Über das niederldndische Adverbialpronomen er, 1952 giver B. den første systematiske fremstilling af den mangeartede og komplicerede forekomst af er der i flere henseender svarer til dansk der. -Sine synspunkter om indholdsanalysen udvikler han teoretisk i et diskussionsindlæg Zum Problem der Inhalts analyse (Studia Neophilologica 27, 1955) hvori han viser hvorledes man ad syntaktisk vej kan opløse i indholdskomponenter ved at betragte disse som endepunkt for hver sin syntaktiske relation. – B.s hovedværk er Studien über das deutsche verbum infinitum I–II (1955, 1957) der behandler infinitivens syntaks. Han udvikler her et veludbygget begrebsapparat og formelsystem der muliggør en usædvanlig præcis beskrivelse af det meget store materiale han har samlet. Afhandlingen er et banebrydende arbejde inden for moderne tysk grammatik. Mange nu almindeligt brugte grammatiske begreber og termini stammer fra dette arbejde eller har fået deres nøjagtige udformning her. Fra begyndelsen af 1960'erne har B. i stigende grad vendt sig mod sproghistoriske arbejder og behandlet en række udviklinger der er omstridte og hidtil ikke har fundet nogen rimelig forklaring, navnlig indenfor verbernes morfologi. Vigtige er især afhandlingerne Die Entstehung des schwachen Präteritums, 1963, Das germanische reduplizierte Präteritum, 1969 og Beiträge zur genetischen idg. Verbalmorphologie, 1971.I den første fremlægger B. en ny teori for oprindelsen af det svage præteritum i germansk. I den anden behandler han bl.a. de nord- og vestgermanske r-former i det reduplicerede præteritum. I det tredje arbejde om den indoeuropæiske verbalmorfologi har B. samlet fire tematisk beslægtede afhandlinger der behandler 1. det slaviske og det litauiske imperfektum, 2. den slaviske udvidede eller o-aorist, 3. den græske dentalaorist, dvs. den passive aorist og 4. reduplikation og innovation. Arbejdet ligger i forlængelse af de to foregående. B.s metodiske grundlag er, når lige bortses fra de allerførste arbejder, principielt den af Hjelmslev udviklede glossematik, men i det enkelte forholder han sig selvstændigt og udarbejder sine egne metoder i takt med det empiriske arbejdes krav. Han skaffer sig altid et bredt materialegrundlag, bearbejder det stringent og udtømmende og indordner reglerne i et system. I de sproghistoriske arbejder viser han desuden megen omhu i rekonstruktionen af ikke overleverede former som han foretager systematisk og konsekvent led for led med nøje redegørelse for hvert enkelt trin. B. fik 1961 tildelt Augustinus-prisen, og 1962 blev han medlem af Videnskabernes selskab. –