• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

William Norvin

Oprindelig forfatter IBos
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

William Norvin, Karl Peter William Johannes Norvin, ved dåben Karl Peter Villiam Johannes Norvin, 7.6.1878-16.8.1940, filolog, historiker. Født i Kbh. (Johs.), død i Charlottenlund, urne på Gentofte kgd. Efter at være blevet student 1897 fra Sorø studerede N. klassiske sprog ved Kbh.s univ., 1904 blev han cand.mag. med græsk som hovedfag, og s.å. ansattes han som assistent ved landsarkivet i Odense, fra 1912 ved Rigsarkivet, 1914 underarkivar. 1915 blev han dr.phil. Efter mangeårigt virke som privatdocent udnævntes han 1924 til professor i klassisk filologi ved Kbh.s univ. 1934 optoges han i Videnskabernes selskab, 1934-37 var han formand for Dansk selskab for oldtids- og middelalderforskning. Et år før sin død var han blevet valgt til universitetets prorektor. – Som videnskabsmand var N. mangesidig og i besiddelse af et sjældent overblik og en sikker sans for de centrale problemstillinger; bag hans mange og tilsyneladende splittede interesser lå et kulturelt helhedssyn og et målbevidst forsøg på faglig fornyelse uden at fagets stærke traditioner sattes over styr. Som kernen i hans forskning står arbejderne over den græske filosofis historie i oldtiden og dens eftervirkninger i senere tider. Straks efter at have forladt universitetet koncentrerede han sig om studiet af den nyplatoniske tænker Olympiodor fra Alexandria (500-tallet). På flere udenlandsrejser undersøgte han håndskrifterne til dennes værker, og som første frugt af disse studier udkom 1913 udgaven af Olympiodors kommentar til Platons Phaidon. 1915 fulgte disputatsen Olympiodoros fra Alexandria og hans Commentar til Platons Phaidon, nu forældet på de fleste punkter men stadig en fortrinlig introduktion til senantikkens græske lærdomstradition. N.s sidste arbejde over Olympiodor var udgaven af hans Gorgiaskommentar, 1936. N.s hovedværk inden for græsk filosofi er den modne bog om Sokrates, 1933 (2. udg. 1934). Efter en gennemgang af de forskellige tidsaldres vekslende opfattelse af Sokratesskikkelsen gives et intuitivt medvidende, men klart og fast billede af den sokratiske tankeverden. Han belyser den sokratiske filosofi og dens berøring og konflikt med samtiden og forfølger de sokratiske tanker der har været grundlæggende for den europæiske tænkning. N. var redaktør og medarbejder ved den danske oversættelse af Platons Skrifter I-IV, 1932-34, og en oversættelse af Aristoteles' Statslære blev efter hans død fuldført af Peter Fuglsang (1946). Sin lærer J. L. Heibergs forgudelse af grækerne erstattede han med et mere nuanceret syn hvor den romerske kulturs særlige karakter også kunne komme til sin ret, således i det fremragende afsnit om Den klassiske Oldtid i Gyldendals Verdenshistorie, 1936. På selvstændige kildestudier bygger afhandlingen om den spartanske lovgiver Lykurgos, 1939 (på tysk i Classica et mediaevalia, 1939-40).

N. havde specielle forudsætninger for at forstå det middelalderlige åndsliv som han behandlede i flere af sine skrifter (Gyldendals Verdenshistorie; Teologisk Tidsskrift 1921 og 1930) og han fortsatte M. Cl. Gertz' banebrydende filologiske bearbejdelse af Danmarks latinske middelalderkilder: 1932 udgav han sammen med Alfred KrarupActa processus litium, en fuldstændig samling af aktstykkerne i striden mellem den danske kirke og den danske krone i 1200-tallet, og i Scandia VI, 1933, analyserede han abbed Vilhelms breve og viste at de er samlede for at tjene som forbillede for latinsk brevstil. Lærdoms- og opdragelseshistorie havde hans interesse, og det blev overdraget ham at skrive Kbh.s univ.s historie i anledning af 450-års jubilæet (Københavns Universitet i Middelalderen, 1929, Københavns Universitet i Reformationens og Orthodoxiens Tidsalder I–II, 1937-40). Desuden har han publiceret kilder og afhandlinger omkring de ridderlige akademier i Sorø og Kbh.; talrige bidrag af dansk lokal- og personalhistorisk karakter udspringer ligeledes af hans virksomhed i danske arkiver. – N. var selvskreven som første hovedredaktør af tidsskriftet Classica et mediaevalia hvis programmatiske titel han redegjorde for i en vigtig redaktionel artikel i første årgang (1938) som markerer den nyere klassiske filologis brud med fagets begrænsning til oldtiden. På dansk udtrykte N.s nære ven Vilh. Grønbech denne skelsættende nyorientering i titlen på N.s posthumt udsendte samlede afhandlinger, Fra Hellas til Frue Plads, 1941.

Familie

Forældre: snedkermester Peter Georg Nielsen (1843-1916, gift 2. gang 1894 med Vilhelmine Charlotte Ingemann, 1850-1926) og Anne Marie Knudsen (1843-93). Navneforandring 5.4.1905. Gift 22.4.1915 med Wilhelmine Dorothea Schwartz Brun, født 13.5.1888 i Fredrikstad, Norge, død 14.5.1970 i Gentofte, d. af grosserer Sven Busch B. (1861-1916) og Signe Marie Friis Giebelhausen (født 1867).

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1915 88. – Franz Blatt i Classica et mediaevalia III, 1940 143-55 (heri bibliografi). Hans Ræder i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1940-41 84-99 (heri bibliografi).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ivan Boserup: William Norvin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295137