Vilhelm Thomsen

Vilhelm Thomsen, Vilhelm Ludvig Peter Thomsen, ved dåben Wilhelm, 25.1.1842-12.5.1927, filolog. Da Vilhelm Thomsen var fem år gammel blev hans far forflyttet som postmester til Randers, og det blev således i denne by han kom til at tilbringe det meste af sin barndom og tidligste ungdom. Fra Randers latinskole blev han 1859 student. Ved universitetet begyndte han at studere teologi, men opgav snart dette studium for at følge den lyst til sproglige studier der var vakt hos ham allerede i skoletiden. Mens han fra først af havde været optaget især af botanik og fysik havde fra femtenårsalderen de sproglige interesser taget overhånd, og han havde studeret alt hvad han kunne overkomme af fremmede sprog. Navnlig havde han uden for skolefagene givet sig af med spansk og islandsk, og inden han blev student var han fortrolig med både sanskritisk og arabisk grammatik og havde færdighed i at læse de vanskelige alfabeter som disse sprog skrives med.

Han rådførte sig nu med J. N. Madvig der stod hans familie nær, og skønt han egentlig ikke stimulerede Vilhelm Thomsen til at tage den filologisk-historiske skoleembedseksamen blev resultatet dog at han tog fat på at forberede sig dertil. Hovedfagene var latin og græsk, og Madvigs undervisning heri kom til at øve en påvirkning på ham hvis betydning han selv har fremhævet som uhyre stor. Nordisk filologi der også var eksamensfag studerede han hos N. M. Petersen, og efter dennes død hos K. J. Lyngby, hos os den første egentlige repræsentant for den dengang nye sammenlignende sprogvidenskab. Men ved siden af eksamensstudierne fortsatte han de i skolen begyndte frie studier, læste sanskrit hos N. L. Westergaard, slaviske sprog hos C. W. Smith og studerede overhovedet alt hvad han kunne få fat på af sprog og sproglige afhandlinger. Efterhånden samlede han sig især om finsk som han allerede så småt havde stiftet bekendtskab med i skolen, men som han nu kunne studere praktisk ved at omgås finske studenter ved landbohøjskolen og finske frivillige i krigen 1864. Hans første offentliggjorte arbejde drejede sig imidlertid ikke om finsk, men om det beslægtede magyariske sprog som han naturligvis også havde inddraget i sine studiers kreds. Afhandlingen Det magyariske sprog og dets stammeslægtskab udkom 1867 i Tidsskrift for Philologi og Pædagogik VII, 1866–67, kort tid efter at han i jan. s.å. havde taget den ovenfor omtalte eksamen. Med offentlig understøttelse foretog han en rejse til Finland hvor han tilbragte sommeren med rejser rundt i landet i selskab med en magister Illberg som han kendte fra Kbh., og som skulle indsamle folkesange og -minder. Han havde således rig lejlighed til at erhverve sig færdighed i at tale finsk et af de sprog han senere i livet beherskede bedst praktisk ved siden af de europæiske hovedsprog. Tillige benyttede han tiden til at komplettere et materiale han i flere år havde samlet til belysning af de mange mærkelig ordligheder i finsk og de ældre germanske sprog, ligheder der kun kunne forklares ved at disse ord i finsk var lånt fra vedkommende gammel-germanske sprog. Efter sin hjemkomst udarbejdede han en afhandling herom, Den gotiske sprogklasses indflydelse på den finske som han forsvarede for doktorgraden 23.3.1869.

Dette arbejde gjorde med ét slag Vilhelm Thomsen berømt. Emnet var i og for sig ikke nyt da andre havde behandlet det for, men ny var den metodiske nøjagtighed hvormed undersøgelsen var gennemført, og den mesterlige videnskabelige beherskelse af de to vidt forskellige sprogområder, og bogen blev banebrydende i flere retninger. Den finske sprogliistorie der ikke kan støtte sig til gamle sprogmindesmærker vandt faste holdepunkter, og for de germanske sprogs historie blev den af fremragende betydning ved i stor udstrækning at levere kontrolmateriale til bekræftelse af oldsprogformer som man ad teoretisk vej havde sluttet sig til. Ikke mindre betydningsfulde var de historiske og kulturhistoriske slutninger han drog af disse gammel-germanske ord i finsk, og man kan sige at hans arbejde blev grundlæggende for senere tiders låneordsstudier på andre områder. Bortset fra at Vilhelm Thomsen endnu på den tid som rimeligt er stod på det Schleicherske standpunkt med hensyn til det indoeuropæiske vokalsystem, og at den finsk-ugriske sprogvidenskab endnu kun var ved sin begyndelse er bogen endnu forbavsende lidt forældet. Naturligvis har senere forskning bygget videre på det af Vilhelm Thomsen skabte grundlag, og antallet af germanske låneord i finsk er blevet betydelig forøget, men gennemgår man den fuldstændige fortegnelse over alt hvad man har antaget af gammel-germanske låneord i finsk vil man opdage, at mange antagelser er usikre eller usandsynlige eller ligefrem urigtige, og at Vilhelm Thomsen i virkeligheden har pløjet overordentlig dybt.

Med undersiøttelse af kommunitetets rejsestipendium tiltrådte Vilhelm Thomsen i april 1869 en længere udenlandsrejse. Han opholdt sig nogle måneder i Leipzig hvor han hørte forelæsninger hos Ernst Curtius, og redaktøren af Liter. Centralblatt var så optaget af hans bog at han opfordrede ham til at lade den oversætte på tysk og til oversætter skaffede ham sin famulus, den senere berømte germanist Ed. Sievers. Den udkom 1870 under titlen Ueber den einfluss der germanischen sprachen auf die finnisch-lappischen. Over Dresden rejste han sä videre til Prag hvor han blev til midten af aug., især beskæftiget med studiet af tjekkisk, som han fik færdighed i at tale. Et længere ophold gjorde han i Wien hvor han hørte forelæsninger hos Fr. Müller, men især fortsatte sine slaviske sprogstudier. Han fulgte ikke blot den berømte slavist Miklosichs undervisning, men havde en privatlærer i serbo-kroatisk og var i nær forbindelse med en mand der på grund af sin blandede afstamning havde både tysk, polsk og magyarisk til modersmål, og som desuden talte arabisk, persisk og zigøjnersprog. Endvidere studerede han her tyrkisk. Efter en kortere rejse til Budapest tog han i slutningen af jan. 1870 over Agram til Triest og Venezia og videre til Firenze hvor han tilfældigt traf sin norske ven Joh. Storm med hvem han derpå fulgtes til Rom, Napoli, Pompeji og Sorrento. Mens Storm fra Pisa begav sig til Spanien drog Vilhelm Thomsen til Milano for at hilse på Italiens berømteste sprogforsker G. I. Ascoli. Herfra lagde han vejen over Nice, Marseille og Lyon og ankom sidst i marts til Paris. Her var der meget at studere og fuldt op at gøre for ham i den tid han endnu havde tilbage af sin rejse. Han hørte forelæsninger hos M. J. A. Bréal, grundlæggeren af det sammenlignende sprogstudium i Frankrig, men navnlig var det den romanske filologi der optog ham. Han havde stort udbytte af G. Paris' undervisning idet, efter hans eget udsagn, meget først rigtig gik op for ham ved at høre hans forelæsninger. Desuden arbejdede han på École speciale des langues orientales vivantes, lærte japansk og noget kinesisk og hos en indfødt lærer tamulisk. Han omgikkes mange ældre og yngre franske videnskabsmænd og fik efterhånden en udstrakt bekendtskabskreds. Desuden var han her som også tidligere på rejsen en ivrig og begejstret teatergænger. Inden han forlod Paris modtog han meddelelse om at hans bog var blevet belønnet med den Boppske prisbelønning. Han havde håbet at kunne gøre en tur til England, men den ventede ministerielle understøttelse blev ikke til noget. I begyndelsen af juli 1870 vendte han hjem.

Han blev nu 1871 lærer i græsk og latin i de øverste klasser i Borgerdydskolen i Kbh. hvor han virkede under Jean Pio indtil 1878 da han blev medlem af undervisningsinspektionen for de lærde skoler. Sammen med Pio udgav han 1875 som festskrift til H. C. Andersens 70-årsdag Historien om en Moder på femten sprog. I begyndelsen af 1871 var imidlertid K. J. Lyngby død, og der åbnedes således udsigt for Vilhelm Thomsen til at opnå den ansættelse ved universitetet han ganske naturligt havde sat sig som mål. Han indgav ansøgning om ansættelse som docent i sammenlignende sprogvidenskab og finsk, men samtidig ansøgte Ludvig F. A. Wimmer om at blive ansat som docent i nordisk filologi. Da det filosofiske fakultet fandt det påtrængende nødvendigt at få den sammenlignende sprogvidenskab selvstændigt repræsenteret ved universitetet valgte man at ansætte begge to "i Retning og Anlæg meget forskellige Ansøgere" i dette fag for en midlertidig periode af tre år. Da den endelige afgørelse skulle træffes udtalte fakultetets overvældende majoritet sig for Vilhelm Thomsen der fik fast ansættelse som ekstraordinær docent i sammenlignende sprogvidenskab fra 1.4.1875. 1887 blev docenturet omdannet til ei ordinært professorat.

Straks ved sin første ansættelse havde Vilhelm Thomsen begyndt en forelæsning over de indoeuropæiske sprogs historiske og sammenlignende grammatik, og i de nærmest følgende år strakte hans undervisning sig over store dele af det udstrakte område som hans studier og forskning omspændte. Han gav en sammenlignende fremstilling af græsk og latinsk grammatik – senere udvidet til to meget udførlige forelæsninger over hvert af de to sprogs historie – af de romanske sprog i deres forhold til og udvikling af latin, holdt øvelser over sammenlignende sprogvidenskab med særligt hensyn til de klassiske og de nordiske sprog, fortolkede de oldpersiske kileindskrifter i sproglig og historisk henseende, gav kursus i finsk og magyarisk osv. Ved siden heraf offentliggjorde han i 70'erne en række vigtige afhandlinger på forskellige områder. Han behandlede punkter af romansk, specielt fransk sproghistorie i Remarques sur la phonétique romane. L'i parasite et les consonnes mouillées en francais (i Mémoires de la Société de linguistique de Paris III, 1875), vide, vider (i Romania IV, 1875), Phonétique francaise. E + i en francais (i Romania V, 1876), Latin og romansk (iOpuscula philologica ad Ioannem Nic. Madvigium a discipulis missa, 1876), Andare – andar – anar – atter. En kritisk-etymologisk undersøgelse (i Det philol.-hist. Samfunds mindeskrift, 1879). Et arbejde, der stod i forbindelse med hans undersøgelse af mouillerede (ɔ: palatale) konsonanter i fransk, og som var omtrent færdigt til trykken 1877, lagde han til side da andre forskere var kommet til de samme resultater, og det blev først offentliggjort 1920 i 2. bind af hans Samlede Afhandlinger da det forlængst var blevet godtgjort at han i virkeligheden var den første der havde løst det den omhandlede problem og fundet den såkaldte "palatallov" der blev af så afgørende betydning for den indoeuropæiske sprogvidenskabs videre udvikling. I sammenhæng hermed kan nævnes hans noget senere afhandling om palatale konsonanter i dansk: Om oprindelsen til nogle ejendommeligheder i den danske retskrivning (ld, nd) (Forhandl. på det 4. nord. filologmøde i Kbh. juli 1892, 1893) hvori han viser, at ld i ord som fuld, nd i ord som vand oprindelig er betegnelse for en palatal udtale af l og n, som den dag i dag i visse egne af Jylland.

I forsommeren 1876 besøgte Vilhelm Thomsen Oxford for efter indbydelse at holde en række forelæsninger ved universitetet der. Som emne valgte han det meget debatterede spørgsmål om det russiske riges grundlæggelse og nordboernes deltagelse deri. Forelæsningerne blev udgivet n.å. på engelsk under titlen The Relations between Ancient Russia and Scandinavia and the Origin of the Russian State og bidrog meget til hans ry. En tysk udgave kom 1879, 1882 en svensk, 1891 en russisk. Derimod kom dette værk først til at foreligge på dansk 1919 i første bind af hans Samlede Afhandlinger og derfor langtfra så almindelig kendt som det burde være af hans landsmænd. Det er først og fremmest et historisk værk af høj rang. Den sprogvidenskabelige del deraf er især påvisningen af at en række navne på vandfald i Dnjepr som er meddelt som "russiske" af den græske historieskriver Konstantin Porphyrogennetos kun kan forklares som skandinaviske. Dette havde man delvis allerede tidligere indset, således også C. W. Smith i noterne til sin oversættelse af Nestors russiske krønike (1869), men Vilhelm Thomsens behandling af disse navne er forgængernes langt overlegen og fjerner en mængde unøjagtigheder i de tidligere forklaringer. Desuden undersøger han indgående de nordiske ord og personnavne i ældre russisk.

Allerede i sin doktorafhandling havde Vilhelm Thomsen lejlighedsvis omtalt berøringer som har fundet sted mellem litauisk-lettisk og de finske sprog i en lige så fjern fortid som den hvori en mængde af de germanske låneord er optaget i finsk. Dette emne tabte han ikke af syne under alle disse forskellige studier. I april 1877 gav han de første meddelelser om sine undersøgelser af dette forhold i et møde i Videnskabernes selskab som han var blevet medlem af i dec. 1876, og i april 1885 forelagde han sst. sit store værk Berøringer mellem de finske og de baltiske (litauisk-lettiske) Sprog der blev færdigtrykt 1890, men først udkom 1893 i selskabets skrifter (6.r., Hist. og filos. afd. I, 1890–93). I dette monumentale værk, der nu også foreligger i tysk oversættelse som fjerde bind af Samlede Afhandlinger (1931), undersøges indgående både de baltiske låneord i finsk og de finske i baltisk, og der gøres mesterligt rede for lånenes historiske betydning. Det danner som den finske forsker Setälä har sagt en af grundvoldene for finnernes forhistorie. I et ekskurs gives der desuden vigtige bidrag til livisk lydlære. Værket indeholder en sådan fylde af belæring og er i metodisk henseende så mønsterværdigt at det må betegnes som en af de smukkeste frembringelser inden for sprogvidenskaben. Det var oprindelig Vilhelm Thomsens hensigt at undersøge alle låneord i finsk, men han opgav det efter fremkomsten af Mikkolas bog Berührungen zwischen den westfinnischen und slavischen Sprachen, 1893. Også de ældgamle berøringer mellem de finsk-ugriske sprog og de iranske sprog havde han tidligt opmærksomheden henledt på. Han behandlede dette emne i et foredrag i det filol.-hist. samfund 1885 og senere i sine universitetsforelæsninger.

Vilhelm Thomsens ry som en af tidens allermest fremragende sprogforskere var for længst rodfæstet da han i dec. 1893 i et møde i Videnskabernes selskab hvor Madvig-medaljen overraktes ham for hans nysnævnte store værk forelagde en fuldstændig dechiffrering af de såkaldte Orkhonindskrifter (fra Mongoliet) der hidtil havde trodset alle tydningsforsøg og påviste af de var affattede i et tyrkisk sprog. Redegørelsen for denne i dechiffreringernes historie enestående opdagelse blev trykt i selskabets oversigt for 1893 og vakte overalt i den lærde verden den største opsigt og interesse. Den russiske (men tyskfødte) lærde F. W. Radloff der selv havde leveret en udgave af disse indskrifter og deltaget i tydningsforsøgene benyttede sig af Vilhelm Thomsens dechiffrering til i huj og hast at levere den transskription og oversættelse af disse meget lange indskrifter som Vilhelm Thomsen naturligvis havde i sinde at udgive, men som han foreløblig blev hindret i at arbejde på af en alvorlig og langvarig sygdom. Til gengæld var hans overlegenhed over for Radloff synlig for alle da han 1896 offentliggjorde sin udgave af indskrifterne, forsynet med oversættelse og noter: Inscriptions de l'Orkhon déchiffrées i 5. bind af det finsk-ugriske selskabs skrifter). Var dechiffreringen af indskrifterne i sig selv en enestående bedrift var hans behandling af teksterne ikke mindre beundringsværdig når man erindrer at han indtil da ikke havde været specialist på de tyrkiske sprogs område. Det blev han nu og ikke blot gennem arbejdet med disse tekster. 1901 udgav han i det magyariske tidsskrift Keleti Szemle (Revue Orientale) en banebrydende afhandling Sur le systéme des consonnes dans la langue ouigoure, oprindelig et foredrag som han havde holdt på den 11. orientalistkongres i Paris 1897. Ved at undersøge rimene i det uiguriske læredigt Qutadggu bilig (Kunsten at gøre lykkelig) fra 1000-tallet (i Øst-Turkestan) viste han uigendriveligt at det uiguriske sprog havde bevaret de tyrkiske sprogs oprindelige konsonantsystem, og at følgelig Radloffs transskriptioner i udgaven af digtet som han kaldte Kudatku bilik var ganske forfejlede. Af andre arbejder på dette område må endvidere nævnes Ein Blatt in türkischer "Runen"schrift aus Turfan (i Sitzungsberichte der königlich Preussischen Akademie der Wissenschaften 1910), Dr. M. A. Stein's Manuscripts in Turkish "Runic" script from Miran and Tunhuang (i Journal of the Royal Asiatic Society, 1912) samt den større afhandling Turcica. Etudes concernant l'interprétation des inscriptions turques de la Mongolie et de la Sibérie (i Mémoires de la Société Finno-Ougrienne XXXVII, 1916). Lige til sin død arbejdede han på en ny, definitiv udgave af de gammel-tyrkiske indskrifter.

Selv om imidlertid tyrkisk kom til at udgøre Vilhelm Thomsens hovedinteresse i de sidste 35 år af hans liv optog det ham dog ikke udelukkende. Der foreligger tværtimod flere vigtige arbejder fra hans hånd af helt anden art inden for dette tidsrum. Først og fremmest må her nævnes hans Etudes lyciennes I (i Videnskabernes selskabs oversigt for 1899). Det lykiske sprog der i oldtiden taltes på Lilleasiens sydvestkyst og er overleveret i en række gravindskrifter fra 3- og 400-tallet f.K. var netop på den tid genstand for ivrigt studium, men frembød store vanskeligheder da man ikke kunne henføre det til noget andet bekendt sprog. Ved Vilhelm Thomsens bidrag, en række fine undersøgelser af forskellige syntaktiske forhold, rykkede forståelsen af dette sprog et mægtigt skridt fremad. Fra s.å. er hans Remarques sur la parenté de la langue étrusque (i Oversigt over Vidensk. selsk.s forhandl.). Denne afhandling er vel det eneste af Vilhelm Thomsens arbejder der har en mere foreløbig karakter, men hans formodning om at det etruskiske sprog som man endnu ikke forstår helt trods lange tiders studium har sine stammefrænder helt ovre i Kaukasus har stadig sandsynligheden for at være rigtig. Også fra s.å. er en lille afhandling i Arkiv for nordisk filologi (XV) med titlen Hvad Betyder guldhornets tawido? I universitetets indbydelsesskrift 1902, s.å. som Vilhelm Thomsen var universitetets rektor, skrev han Sprogvidenskabens Historie, en mesterlig behandling af emnet hvor alting sættes på sin rette plads og de store hovedlinjer trækkes tydeligt op mens betydningsløse enkeltheder forbigås. For dem der ikke har oplevet at høre hans forelæsninger kan denne fremstilling stå som en mønstergyldig prøve på hvordan de var. Ved den samme fest holdt han en tale der 1905 blev udgivet som nr. 65 i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning under titlen Videnskabernes Fællessprog, en skildring af latinens historie som lærd sprog gennem tiderne. I Verdenskulturen I, 1907 gav han i Oldarisk Kultur en oversigt over sprogvidenskabens resultater med hensyn til det indoeuropæiske urfolks kulturstandpunkt. Han bearbejdede den bornholmske lydlære i indledningen til J. C. Espersens bornholmske ordbog hvis udgivelse på Videnskabernes selskabs foranstaltning han afsluttede sammen med Wimmer 1908. Sammen med denne varetog han ligeledes afslutningen 1905 af Videnskabernes selskabs danske ordbog hvis udgivelse var begyndt 1793.

Det siger sig selv at en videnskabsmand af Vilhelm Thomsens rang i tidens løb blev genstand for mange æresbevisninger. Han var medlem eller æresmedlem af en stor mængde lærde selskaber, og da Videnskabernes selskab efter Jul. Thomsens død 1909 skulle vælge en ny præsident var det en selvfølge at valget enstemmigt faldt på ham. På 25-årsdagen for hans doktordisputats overrakte en kreds af disciple et stateligt festskrift, og da han 1912 fejrede sin 70-års dag æredes han med to festskrifter der begge var internationale. Det ene var Festschrift Vilhelm Thomsen zur Vollendung des siebzigsten Lebensjahres am 25. Januar 1912 dargebracht von Freunden und Schülern med bidrag af syv danske og 28 udenlandske lærde. Det andet var XII–XIII bind af tidsskriftet Finnisch-ugrische Forschungen med undertitlen Festgabe für Vilh. Thomsen og med bidrag dels fra Finsk side, dels fra andre landes videnskabsmænd. Den næste dag var der i Videnskabernes selskab et møde der formede sig som en fest for Vilhelm Thomsen og hans familie. Der blev oplæst en af samtlige medlemmer underskrevet adresse der tolkede deres højagtelse og beundring for både videnskabsmanden og mennesket Vilhelm Thomsen, og senere holdt Otto Jespersen en tale der varmt gav udtryk for hans disciples hengivenhed og taknemmelighed. I sept. 1912 besøgte Vilhelm Thomsen igen Finland efter 40 års forløb. Han var indbudt til at holde en række forelæsninger ved universitetet i Helsingfors, og det finsk-ugriske selskab som han var æresmedlem af skulle samtidig afsløre en buste af ham som den finske billedhugger Alpo Sailo havde modelleret året i forvejen i Kbh. Hele opholdet i Helsingfors blev en storslået hyldest til ham.

31.8.1913 tog Vilhelm Thomsen sin afsked som professor ved universitetet og Carlsbergfondets direktion, som han selv havde været medlem af 1902–13, bevilgede ham en årlig hædersgave på 6000 kr. Indtil slutningen af 1916 vedblev han at holde mere private forelæsninger og øvelser i sit hjem, især over finsk og gammeltyrkisk. 1919–22 besørgede han en udgave af sine samlede afhandlinger der i tre bind omfattede det meste af hans produktion, med undtagelse af bogen om Orkhonind-skrifterne og det store værk om berøringer mellem finsk og baltisk, samt alle mere lejlighedsvis skrevne artikler. Efter hans død blev et 4. bind tilføjet (1931), indeholdende, som ovenfor omtalt, en tysk oversættelse af Berøringer ... Denne udgave er især af vigtighed ved de tilføjelser han har gjort på flere steder for at tage stilling til andre forskeres resultater og for at sige sin mening om forskellige moderne fantasterier.

Flere mindre arbejder af Vilhelm Thomsen er uomtalte i det foregående, men det anførte er tilstrækkeligt til at vise hans store alsidighed. Den var imidlertid langt større end hans trykte arbejder lader formode. Overalt i sprogenes verden var han hjemme og havde gjort selvstændige studier. Og hans viden var ikke blot ualmindelig omfattende, den var tillige i sjælden grad sikker. Han behandlede de mindste enkeltheder med en pinlig nøjagtighed så at man næppe i hele hans produktion vil kunne finde unøjagtige former. Det er oftere blevet fremhævet at han med forkærlighed gav sig i kast med særlig vanskelige opgaver. Men denne forkærlighed var forbundet med ægte videnskabelig skepsis. Han skelnede altid skarpt mellem sikkert og usikkert, mellem bevist og ubevist, og han opstillede aldrig dristige eller luftige hypoteser. Hans geniale forskerblik var vidtskuende og indtrængende, men han erkendte lige så klart grænserne for menneskelig viden og havde kun skuldertræk til overs for dem der ved at dynge hypotese på hypotese mener at kunne forklare alt. På grund af disse egenskaber er alt hvad han har skrevet forbilledligt i metodisk henseende, og selv af de arbejder der behandler emner som ligger de fleste fjernt kan enhver sprogforsker lære meget. Han har ikke stiftet nogen skole i sædvanlig forstand, thi skønt han så godt som nogen beherskede hele den teoretiske side af sprogvidenskaben havde han ingen yndlingsteorier der skulle anvendes på det givne stof. En ærlig og redelig stræben efter sandheden, uden hensyn til meninger og retninger er det store eksempel han har givet sine elever.

Den store forsker var også stor som menneske. Fri for al forfængelighed, fordringsløs og beskeden, skønt han var sig sit værd vel bevidst, ved sin på én gang fornemme og jævne personlighed, ved sin mildhed og den hjertensgodhed der lyste ud af hans smukke øjne virkede han stærkt tiltrækkende på dem der kom i nærmere berøring med ham, og til beundringen for den store mester knyttede sig snart den varmeste hengivenhed. Når hans navn vil leve som et af de største i sprogvidenskabens historie må den smukke harmoni mellem hans forskerpersonlighed og hans sjæls renhed ikke glemmes.