Verner Dahlerup

Verner Dahlerup, Karl Verner Hornemann Dahlerup, 31.10.1859-24.8.1938, nordisk filolog.

De tidligste barndomsår i Flensborg afbrødes med krigen 1864 hvori faderen deltog som auditør, moderen som frivillig sygeplejerske på lazaretterne. Efter 1876 at være blevet student fra Sorø hvor senere rektor Bartholomæus Hoff og skolekammerater som Herman Bang og P. A. Rosenberg havde styrket de i hjemmet vakte nationalt-litterære interesser tog Verner Dahlerup straks fat på studiet af nordisk filologi under universitetslærerne Konrað Gislason, Svend Grundtvig og især Ludvig Wimmer, idet Vilhelm Thomsen og N. L. Westergaard medvirkede til at give dette studium en overvejende sproglig karakter; navnlig skolevirksomhed (fra 1881) medførte imidlertid optagelse af den litterære side hvortil efter magisterkonferensen 1883 kom en biblioteksuddannelse (1887-99 assistent ved Det kgl. bibliotek). 1899 blev Verner Dahlerup Viggo Såbys efterfølger som docent i dansk ved universitetet og 1911 professor i nordiske sprog efter Ludv. Wimmer. 1926 tog Verner Dahlerup af helbredshensyn sin afsked som professor.

Allerede før magisterkonferensen kom Verner Dahlerups første videnskabelige arbejde, udgaven af Ågrip af Noregs konungasogum (1880), en frugt af hans studium af de gammelislandske håndskrifter og sammen med de følgende udgivelsesarbejder -Den første grammatiske Afhandling i Snorres Edda, 1886, (sammen med Finnur Jónsson),Physiologus, 1889 - vidnesbyrd om hans sikkerhed som håndskriftlæser, hans solide og omfattende viden, hans grundige arbejdsmåde og sunde filologiske sans, egenskaber der gør disse arbejder til et trygt grundlag for senere forskning. Litteraturstudiet afsatte i den nærmest følgende tid den med en fyldig indledning og noter forsynede udgave af Chr. Winthers "Hjortens Flugt", 1890 (senere i talrige nye oplag), og i tidsskrifter o.l. fremkom forskellige afhandlinger, bl.a. om sproglige emner, om gammeldanske håndskrifter, og om Holberg, hvis breve Verner Dahlerup i 1926 udgav med indledning og noter. En Svensk-dansk Ordsamling udkom 1919, Forelæsninger over 1. Bog af Jyske Lov (tekst med fyldig kommentar), 1920, og sammen med Finnur Jonsson besørgede Dahlerup nye reviderede udgaver af N. M. Petersens sagaoversættelser og var sammen med Otto Jespersen og Kristoffer Nyrop redaktør af tidsskriftet Dania, 1897-1903.

Inden for dansk sprogforskning er Verner Dahlerups navn især knyttet til to arbejder af højst forskelligt omfang: i Det danske Sprogs Historie, 1896, 2. udg. 1921, gav han en fortrinlig oversigt over sprogets udvikling, for perioden 1700-1900 den første samlede skildring af det danske sprogs historie. Den lille bog har fortsat værdi som en klar og letlæselig indføring. Fremfor alt huskes Verner Dahlerup dog som grundlægger af storværket Ordbog over det danske Sprog I-XXVIII, 1918-56. Allerede i sin tidlige ungdom var han begyndt til privat brug at supplere C. Molbechs ordbog, og omkring århundredskiftet påbegyndte han efter opfordring fra flere sider et systematisk indsamlingsarbejde med henblik på at tilvejebringe en afløser af denne, dobbelt så stor som forgængeren, men dog en forholdsvis lille håndordbog. Med sin hustru som utrættelig hjælper samlede han et betydeligt materiale, og efter at han på studierejser havde haft lejlighed til at gøre sig bekendt med arbejdet på store modersmålsordbøger i udlandet kunne han i en afhandling i tidsskriftet Danske Studier 1907 gøre rede for sine principper for ordbogsarbejde og 1909 udsende et prøvehæfte som fik en velvillig modtagelse. Imidlertid måtte han erkende at kravene til en moderne modersmålsordbog ikke kunne honoreres inden for de snævre rammer han kontraktligt var bundet af, og at arbejdet ikke kunne gennemføres af en enkelt mand. Værkets en tid lang truede fortsættelse blev sikret ved at udgivelsen 1915 blev overtaget af Det danske Sprog- og Litteraturselskab med den konsekvens at den oprindelige plan blev udvidet meget kraftigt. Verner Dahlerups stilling til ordbogen blev derved ændret. I hovedtrækkene blev hans principper lagt til grund for redaktionen, og han bevarede føling med arbejdet så længe han levede, men kun i ringe udstrækning som redaktør, hovedsagelig som kritisk gennemlæser og som rådgiver for redaktørerne af hvilke de fleste havde været hans elever på universitetet.

I sin ungdom erhvervede Verner Dahlerup sig ry som en af de ypperste moderne gymnasielærere. Som universitetslærer udmærkede han sig vistnok ikke i pædagogisk henseende, men han var en pligtopfyldende, grundig og uselvisk vejleder. At hans videnskabelige produktion ikke blev meget omfattende forklares allerede af hans livslange beskæftigelse med ordbogsarbejde, men skyldes utvivlsomt også en stærk selvkritik; han havde, med Vilhelm Andersens ord, mere i reserve end han skøttede om at give fra sig. Men det han offentliggjorde var gedigent. Om den anseelse han nød i fagfællers kreds vidner at Lunds universitet 1918 gjorde ham til æresdoktor, og at han på sin 75 års dag blev hædret med et festskrift.