Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

V. Pingel

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

V. Pingel, Johan Victorinus Pingel, 25.2.1834-18.5.1919, filolog, geolog, lærer, politiker. Født i Kbh, død sst., urne på Ass. kgd. Efter studentereksamen 1850 fra v.Westens institut tog P. filologisk embedseksamen 1858 og blev dr.phil. 1864 på den mytologiske afhandling De gigantibus fabutarum græcarum disputatio. Fra faderen havde han interesse for geologien og dyrkede den efter embedseksamen på kortere studierejser i Norge og Sydsjælland og efter doktordisputatsen på en længere rejse til alpeegnene 1865. Gennem faderen, der havde fået sin geologiske uddannelse og studeret filosofi ved universitetet i Jena, modtog han påvirkning af den tyske romantik, men stærkere prægedes han af Goethes humanisme. På mødrene side rakte hans slægtsarv tilbage til oldeforældrene, skuespillerne Johanne og Michael Rosing og til morfaderen, bondevennen fabrikant J. C. Drewsen. Sin lærergerning begyndte P. allerede i studieårene. 1854-65 underviste han på v.Westens institut, deltog 1865-69 i bestyrelsen af Strandmøllen der ejedes af morbroderen Christian Drewsen, vendte tilbage til sin gamle skole et par år og var 1871-83 lærer ved Metropolitanskolen. Et skarpt intellekt og en glødende entusiasme prægede ham. Han ejede i sjælden grad evnen til at vinde mennesker, stillede sig på lige fod med sine elever og påvirkede dem almendannende ved sine rige kundskaber så hans undervisning blev uforglemmelig for dem. En af hans elever, Holger Begtrup, skrev senere til ham: "De var jo egentlig en Højskolelærer i den lærde Skoles Tjeneste ... ikke mindst takker jeg Dem for den højbaarne Idealisme og det ægte Frisind, som gav Dem Glans i alle gode Disciples Øjne". Omkring 1870 indtrådte en afgørende ændring i P.s livsholdning. Hidtil havde han været den stille indadvendte forsker der stræbte efter større viden og selverkendelse i ideernes verden, overbevist om ideernes evne til at føre udviklingen i en mere positiv retning. Det moderne gennembrud med Georg Brandes' forelæsninger ændrede dette. P. blev darwinist og svigtede filologien til fordel for naturvidenskaben. I nytårsfejden 1879 med Carl Ploug forklarede han hvorfor. Han havde set at verden kunne forklares ud fra en klar, lovmæssig udvikling og bekendte sig til en panteistisk monisme der fornægtede kristendommen og dens dualisme. "Gjennem Anskuelse til Tanken er mit Princip, der sikrer mig Sejren baade over den tørre, anskuelsesløse Madvigianisme og den vaade tankefjendske Grundtvigianisme", skrev han i et brev til Georg Brandes, typisk også for den hån han kunne anvende mod sin modstandere. Op gennem 1870erne følte han det mere og mere som en akademisk pligt at deltage i den politiske debat. 1878-79 virkede han i nær forbindelse med H. Drachmann og S. Schandorph for dannelsen af det litterære venstre, og da Georg Brandes 1879 efter at være nægtet ansættelse ved Kbh.s universitet bosatte sig i Berlin var P. initiativtager til den adresse der takkede Brandes for hans indsats herhjemme. Ved Studentersamfundets stiftelse 1882 blev han dets første formand og virkede senere i dets oplysningsarbejde i Kbh. og ved udgivelsen af dets småskrifter. I 1880erne holdt han desuden landet over en række foredrag for at bidrage til "Almuens Emancipation". I to publikationer Om Hovedmanglerne ved den lærde Skole, 1878, og Fortsatte Betragtninger over den lærde Skole, 1879, angreb han skolens undervisning: Dens tvedeling i matematisk og sproglig afdeling var forkert. Dens indterpning af dødt stof dræbte elevernes videbegær. Den overlæssede eleverne med stof. Den havde under J. N. Madvigs indflydelse svigtet anskuelsen til fordel for det grammatiske, især den latinske grammatik. Dens hele virke var en underbygning af højres politiske og kulturelle synspunkter. Derfor vendte venstre og bønderne sig mod "den sorte skole". Hans ønske var en skole uden tvedeling. Latin skulle trænges tilbage. Naturfagene fremmes. Historien gøres levende. Tysk og fransk være de moderne sprog. Græsk skulle opnormeres og danne kernen i den almendannende undervisning der, ikke sagt, men tænkt, skulle præges af den frie tanke i det moderne gennembruds tegn. 1884 ændrede P. dog syn på græsk som undervisningsfag. Blev det dominerende ville kløften mellem den lærde skole og den brede befolkning uddybes.

P.s pædagogiske synspunkter måtte udfordre højre, og da han 1883 havde forbindelse med tyske socialdemokraters kongres i Kbh. krævede kultusministeriet at han i sin undervisning skulle tage "de Hensyn, som hans Embedsstilling i Følge de ham overordnede Myndigheders Anskuelse kræver". Det ville P. ikke, og 21.6. afskedigedes han med pension. Dermed fik han stødet til at gå aktivt ind i politik. Efteråret 1883 var han medstifter af Kbh.s liberale venstreforening, og 1884 opstillede han for venstre i Århus hvor han med støtte fra socialdemokratiet besejrede højres kandidat godsejer H. P. Ingerslev. I Kbh. havde han medvirket til det samarbejde mellem venstre og socialdemokratiet som ved valget 1884 gav socialdemokraterne to mandater i hovedstaden. Socialdemokratiets reformkrav havde han megen forståelse for, men afviste et socialistisk samfund. P. kastede sig med hele sin entusiasme ud i kampen mod Estrups regering. Han støttede skattenægtelse og riffelforeninger, men sagde dog også på et møde 1885 at "det kunne lade sig gøre at tage en Junker paa en Høtyv og en Greve paa en Møggreb". Han var i 1880erne både en af venstres bedste agitatorer og en af de mest afholdte og stærkest benyttede foredragsholdere. Han talte som regel uden manuskript, og når begejstring eller harme betog ham kunne han gribe til meget drastiske udtryk og billedrige sammenligninger hvad der i folketinget indbragte ham mange irettesættelser fra formandspladsen. Trods al sin impulsivitet forstod P. at sammenhold i venstre var en forudsætning for at sejre over Estrup. Han havde o. 1880 udtalt sig anerkendende om Grundtvig som pædagog og søgte at mægle mellem brandesianere og yngre grundtvigianere der ikke var afvisende over for den nye litteratur.

I de følgende år søgte han også at mægle mellem stridende venstregrupper og bidrog 1886 til foreningen af det Bergske og det Hørupske venstre, men efterhånden som kampen mod Estrup viste sig resultatløs indstillede han sig på forhandling. Da Frede Bojsen 1890 fremsatte sin forhandlingsplan gik P. med det forhandlende venstre, nok stærkt tilskyndet dertil af vennen og samarbejdspartneren fra Studentersamfundet Niels Neergaard. 1891 trak han sig ud af arbejdet i Studentersamfundet og den liberale vælgerforening og lod sig ikke genopstille til valget 1892. I Et politisk Tilbageblik, 1891, gjorde han op med det politiske arbejde og rettede et voldsomt angreb på C. Berg og V. Hørup. Et konkret resultat af P.s politiske virke var loven om oprettelse af Danmarks geologiske undersøgelse 1888 som han var hovedmanden bag. Et par år tidligere havde han udgivet Dansk Geologi I-II (i Tilskueren, 1886) og 1887 og 1888 i to småskrifter i Studentersamfundets serie behandlet Danmarks forhistorie og landets tilblivelse hvormed han ikke blot ville oplyse, men også vække interesse for geologi som skolefag. Efter sin udtræden af folketinget deltog P. ikke i den politiske debat bortset fra en række artikler i Tilskueren 1905-06 hvor han advarede mod Ruslands ambitioner på langt sigt og henviste til alliancer, først og fremmest med Sverige, Norge og England, som løsning på danske sikkerhedsproblemer. P.s tavshed efter 1892 var årsagen til at hans navn og hans indsats glemtes af mange. Vald. Vedel har i sin bog Firsernes førere karakteriseret ham som en digter der digtede sig radikale følelser, men egentlig var et moderat og ængsteligt menneske. Det er ingen udtømmende vurdering. Vel kunne P. i de bevægede politiske kampår begejstret bruge den franske revolution til at opildne sine tilhørere, og han skuffedes over at hverken politiske førere eller det danske folk levede op til de store ord i kampen mod Estrup, men han var ikke revolutionær, men evolutionær og ingenlunde moderat. Hans grundholdning hvilede på udviklingslæren, humanismen og det antikke Grækenlands storhed. Også geologien viste ham den gradvise udvikling frem mod højere livsformer. Politiker af format som Berg, Hørup og Ludvig Holstein-Ledreborg var han ikke, men som lærer og folkeoplyser gav han sit væsentlige bidrag til den folkelige, sociale og politiske udvikling der brød frem efter systemskiftet, og som rådgiver og vejleder var han inspiration for sine elever, sine tilhørere, og enhver der søgte ham og altid modtoges venligt og fik udbytte af hans viden og indsigt. Efter 1892 levede P., optaget af filosofiske og geologiske studier, stille i sin bolig ved Trianglen i Kbh. sammen med moderen, død 1895, og søsteren, litteraten Marie Pingel, død 1913. På en rejse til Sydeuropa 1897-98 opholdt han sig et halvt års tid i Grækenland, for første og eneste gang i sit liv dér hvorfra han havde hentet så megen inspiration.

Annonce

Familie

Forældre: geolog, overinspektør ved naturhistorisk museum C. P. (1793-1852) og Ophelia Drewsen (1801-95). Ugift.

Ikonografi

To træsnit 1884 efter samme forlæg. Afbildet på flere karikaturtegn. af K. Gamborg 1885-90 (Fr.borg). Mal. af J. C. Schlichtkrull, 1904 (Danm.s geol. undersøgelse), skitse dertil (Fr.borg). Foto. Dødsmaske (Fr.borg).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1864 55f. V. P.: Et politisk tilbageblik, 1891. Breve i Georg og Edv. Brandes' brevveksl. med nord. forfattere og videnskabsmænd, udg. Morten Borup III, 1940 257-373. -Erik Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen II, 1914 231-54. Hans Olrik i Tilskueren XXXVI, 1919 I 488-95. Vald. Vedel: Firsernes førere, 1923 163-68. Sofus Høgsbro. Brevveksl. og dagbøger, udg. Hans Lund II, 1925 279f. Harald Høffding: Erindr., 1928 109f. Jeppe Aakjær: Før det dages, 1929 126-32. Victor Madsen: V. P., 1934 = Danm.s geol. undersøgelse 4.r.II,1 (heri bibliografi). Jacob Marstrand i Borups højskole XX, 1934 19-21. N. Neergaard: Erindr., 1935 189f. Axel Garboe: Geologiens hist. i Danm. I-II, 1959-61. Den politiske Georg Brandes, red. Hans Hertel og Sven Møller Kristensen, 1973. Jørgen Sevaldsen i Hist.t. 13.r.I, 1974 232-70. Vagn Skovgaard-Petersen: Dannelse og demokrati, 1976. – P. H. J. Petersen: Stamtvl. over slægten Pingel 1931, 1935 (manus. i Kgl.bibl.). Papirer i Kgl.bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: V. Pingel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295776