Thomas Bang

Thomas Bang, 18.2.1600-27.10.1661, filolog, teolog. Født i Flemløse ved Assens, død i Kbh., begravet i Frue k. B. blev dimitteret fra Odense skole 1621 og fik ved universitetet professor Jesper Brochmand til privatpræceptor. Denne som satte stor pris på ham tog ham til lærer for sin søn og en søn af kansleren Christian Friis som boede i hans hus. Efter at have tilendebragt sine studier i Kbh. fik han stipendium til at foretage en udenlandsrejse. Han rejste først til Rostock (1627) hvorfra krigen dog snart tvang ham til at vende hjem. Senere studerede han i Franeker og Wittenberg hvor han navnlig lagde sig efter østerlandske sprog. 1630 udnævntes han til professor i hebraisk ved Kbh.s universitet. En pludselig udbrudt sindssygdom havde dog nær forårsaget at han mistede embedet; men da han, bl.a. ved Holger Rosenkrantz' omsorg, forholdsvis hurtigt kom sig kunne han tiltræde professoratet 1631; magistergraden tog han 1632. Hans universitetsvirksomhed bestod for en stor del i elementær undervisning i hebraisk og fortolkning af dele af Det nye Testamente; men forskellige uriiversitetsprogrammer vidner om hans videregående studier. Snart fik han dog også andre opgaver. Efter at der var opstået stor uenighed om værdien af de af J. D. Jersin udarbejdede latinske skolegrammatikker blev der 1631 nedsat en kommission af professorer fra Kbh. og Sorø med det formål at udarbejde ensartede skolebøger for hele landet og denne kommission overdrog 1633 B. at omarbejde Jersins grammatikker. Han udgav da (dog uden at angive sig selv som udgiver) Jani Dionysii Jersini Grammaticae Latinae praecepta minora jussu regio revisa, mutata et interpolata, 1636 hvortil sluttede sig Praecepta majora, en omarbejdelse af Jersins større grammatik hvor B. udtrykkelig angives som bearbejder (1640). I disse arbejder fjerner han de fleste af de forbedringer Jersin havde indført i fremstillingen af den latinske grammatik; navnlig opgiver han så godt som ganske brugen af det danske sprog som Jersin havde indført. På den anden side gjorde han fremstillingen fyldigere ved benyttelse af Melanchthons grammatik. Disse lærebøger udkom senere i adskillige oplag, og trods flere angreb, navnlig af Hans Mikkelsen Ravn, rektor i Slagelse (1649), blev de almindeligt benyttede i skolerne, indtil Søren Anchersens grammatik udkom. – Til Praecepta majora sluttede sig B.s hovedarbejde i latinsk filologi, Observationum philologicarum libri duo, 1637–40. Værket er indrettet således at de enkelte regler af Praecepta anføres hver for sig, og dertil knyttes vidtløftige anmærkninger til støtte for reglerne med anførelse af bevissteder og talrige citater af ældre og nyere forfattere hvoraf i alt citeres over 800. Til skolebog kan denne bog ikke have været beregnet, men nok til håndbog for lærere og videnskabsmænd, og den er sikkert i lang tid blevet stærkt benyttet af dyrkerne af det latinske sprog. En meget brugt elementær lærebog var derimod hans Aurora Latinitatis, først udarbejdet til privat brug og udgivet 1638 og mange gange senere (fot. optryk 1976). Det er et kortfattet glossarium, indeholdende en del af de mest benyttede latinske ord, ordnede efter ordklasser, bøjnings-arter og verbernes styrelse, med tilføjet dansk oversættelse; tilføjet er endvidere nogle kortfattede samtaler af meget ferskt indhold. Ved Frederik IIIs kroning 1648 skrev han festskriftet Phosphorus hierosymbolicae inscriptionis Stellaeburgi Regii Hauniensis, en udlægning af indskriften på Rundetårn som Chr. IV havde forfattet, vistnok med B. som filologisk rådgiver. Med professoratet forbandt B. stillingen som universitetsbibliotekar. Tidligere var det skik at dette hverv gik på omgang mellem de yngre professorer. Nu blev B. ansat som fast bibliotekar (1649) og opnåede som sådan at få universitetsbiblioteket flyttet til et bedre lokale, en stor sal på loftet over Trinitatis kirke (1652), uden at det dog vides om initiativet hertil skyldes ham. Ved indvielsen 1657 indførtes et af B. forfattet reglement for benyttelsen. 1653 begyndte han at holde forelæsninger for studenterne i brugen af de forskellige bogsamlinger, en skik, der holdt sig lige til R. Nyerups tid. 1652 var B. blevet professor i teologi, og n.å. tog han den teologiske doktorgrad. Som indledning til sine teologiske forelæsninger holdt han en tale Oliva sacrae pacis (udg. 1654). Heri maner han til fred på kirkeligt område uden dog at svigte sit strengt lutherske standpunkt. Et ejendommeligt værk er hans Coelum orientis et prisci mundi, 1657; udg. med nyt titelblad som Exercitationes philologico-philo-sophicae de ortu et progressu litterarum, 1691. Det er sammenarbejdet af otte tidligere udgivne Exercitationes litterariae antiquitatis, 1638–48 og drøfter spørgsmålet om bogstavskriftens oprindelse. B. kritiserer navnlig visse katolske forfatteres påstand at bogstavskriften er opfundet af Adam eller hans nærmeste efterkommere før syndfloden, påviser bl.a. uægtheden af den såkaldte "Henochs Bog" og behandler forskellige gamle alfabeter. For vor tid må bogen nærmest betragtes som et kuriosum. B. delte tidens opfattelse af hebraisk som grundsproget. Han efterlod sig en værdifuld bogsamling der bl.a. indeholdt sjældenheder af ældre dansk litteratur.