Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stephanus Johannis Stephanius

Oprindelige forfattere HDSchep og RPaulli
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Stephanus Johannis Stephanius, Staphen Hansen, efternavnet S. først anvendt efter 1625 og kun i forbindelse med de latiniserede fornavne, 23.7.1599-22.4.1650, filolog, historiker. Født i Kbh, død i Sorø. S. kom 1608 med faderen til Sorø skole, men blev dimitteret fra Herlufsholm 1615. Blandt professorerne i Kbh. omtaler han senere Hans Jensen Alanus som sin "præceptor" og "hospes" og var, efter 1618 at have taget baccalaurgraden, to gange respondent ved hans dialektiske disputatser. Alanus der 1627 i en disputats forsvarede Saxo mod Goropius Becanus' kritik, har sikkert også stimuleret hans historiske studier. 1620–21 studerede S. i Wittenberg, rejste atter dertil 1622, var vinteren 1622–23 i Rostock og tog derefter til Leiden. 1624 var han igen hjemme, blev rektor i Slangerup og tog n.å. magistergraden. Først nu indledte han sit livslange venskab med Ole Worm. 1626 opgav han rektoratet og begav sig for anden gang til Leiden hvor han især studerede latin hos de berømte klassiske filologer Daniel Heinsius og Gerardus Joannis Vossius, men også dyrkede sit andet speciale: Danmarks historie og antikviteter. Som frugt af studierne fremkom i Leiden 1627 dels en samling kritiske og forklarende bemærkninger til Saxo, Breves notæ ae emendationes in Saxonem Grammaticum, dels en samling tankesprog uddraget af Saxo, Florilegium sententiarum selectiorum, vistnok beregnet til skolebrug. Førstnævnte arbejde, hvortil både Heinsius og Vossius havde ydet deres medvirken, hvilede til dels på optegnelser af Johannes Stephanius og kan betragtes som en forløber for S.s hovedværk, den kommenterede udgave af Saxo. Formodentlig efter anbefaling af J. I. Pontanus, med hvem S. korresponderede til hans død, kom han i forbindelse med bogtrykkerfirmaet Elzevir, for hvilket han, til en serie beskrivelser af forskellige stater udgav bindet om det dansk-norske monarki, De regno Daniæ et Norwegiæ tractatus varij, udkommet 1629 med kort mellemrum i to forskellige udgaver, indeholdende en række mindre skrifter af middelalderlige og nyere forfattere om rigernes historie og topografi. N.å. forlod S. Leiden og rejste hjem for at blive professor eloqventiæ i Sorø. 1631 nedsattes en kommission af de kbh.ske og soranske professorer til behandling af forskellige skolespørgsmål, herunder tilvejebringelsen af latinske skolebøger. S. blev som eneste soraner medlem af det snævrere samarbejdsudvalg, og det overdroges ham at udarbejde en samling latinske tale- og stiløvelser i form af samtaler, Colloqviorum familiarium libri IV, 1634 og til elementærundervisning Colloqviorum minorum libri IV, vistnok 1635 (ældste bevarede udg. 1666) foruden en fagordnet latinsk-dansk ordbog der kunne bruges parallelt med kollokvierne, Nomenclatoris Latino-Danici libri IV, 1634, efterfulgt af en pars altera (1638) indeholdende verberne i alfabetisk orden. Hele dette læseapparat viste sig meget hensigtsmæssigt og brugtes her i Danmark langt ned i 1700-tallet; af kollokvierne kom der også udgaver i Åbo, Göteborg og Stockholm. Som et supplement til disse lærebøger og som et sidestykke til Saxo-antologien udgav S. 1641 en samling Quintilian-sentenser.

Ved Johannes Meursius' død 1639 blev S. kgl. historiograf og professor i historie i Sorø. I egenskab af historiograf udarbejdede han Chr. III's historie for årene 1550–59 (udg. posthumt 1650 af Hans Svaning d.y.), en fortsættelse af Niels Krags uudgivne annaler. Men hans egentlige interesse var stadig Saxo. Som en slags forberedelse udgav han 1642 Sven Aggesen, der aldrig før havde været trykt, og 1645 udkom efter langvarige pekuniære besværligheder hans Saxoudgave (på titelbladet 1644) samt den udførlige kommentar hertil, Notæ uberiores in Historiam Danicam Saxonis Grammatici, frugten af mange års arbejde. For første gang forelå Saxo i en virkelig læselig form til afløsning af Christiern Pedersens temmelig ufuldkomne tekst, og for første gang er en middelalderlig historiker behandlet med samme filologiske metode som en klassisk oldtidsforfatter. De træskårne illustrationer hidrører i vid udstrækning fra de samme forme som Worm havde anvendt i Monumenta Danica og nu rundhåndet stillede til rådighed. Hos Heinsius og Vossius havde S. gennemgået tidens ypperste filologiske skole, netop som de lærdes interesse for middelalderlig latinsk filologi var ved at vågne. I sin indledning drøfter S. de problemer der knytter sig til Saxo som person og forfatter, og i "Notæ" giver han tekstkritiske og sproglige forklaringer, påviser Saxos benyttelse af citater navnlig fra sølvalderens forfattere, leverer realkommentarer (især til oldhistorien) hentet fra litterære og antikvariske kilder. Hans manglende kendskab til den norrøne overlevering og dens sprog var afhjulpet af de lærde islændinge (især Brynjólfur Sveinsson), som hans ven og mangeårige korrespondent Ole Worm havde sat ham i forbindelse med. Kærer kommentaren end præg af at være blevet til i den nordiske oldforsknings barndom, så er Stephanii Saxo dog en bedrift ikke blot nationalhistorisk set, men også efter europæisk målestok. Ud over sin Saxo havde S. en større plan – virkeliggjort et århundrede senere i Jacob Langebeks ... Scriptores..." – om at samle kilderne til Danmarks historie i ét stort korpus. Han fik udarbejdet en kildefortegnelse, Designatio variorum documentorum et antiquitatum (først trykt i Danske Mag. 6.r.I, 1909–13) der omfatter alle de manuskripter han til sit arbejde som historiograf havde hint fra universitetsbiblioteket, og en samling afskrifter, Chronologiæ Danicæ systema, begge dele nu meget vigtige efter den tilintetgørelse som ramte universitetsbiblioteket ved branden 1728. Mange af afskrifterne er muligvis ført i pennen af hans amanuensis, Frands Nielsen Grenaa, hvis håndskrift ligner S.s til forveksling.

S.s økonomiske forhold var ikke gode, navnlig i de sidste år hvor rigets finansnød ofte umuliggjorde udbetaling af lønningen. Ikke desto mindre samlede han sig et mageløst bibliotek. Lige fra sin tidligste ungdom havde han købt bøger, senere havde han arvet faderens bogsamling og stadig forøget bestanden. Skønt han havde været nødt til at skille sig ved enkelte prominente stykker, indeholdt samlingen ved hans død en skat af middelalderlige codices, nyere historiske manuskripter, egne optegnelser, sorana etc. Blandt de trykte bøger var adskillige inkunabler, et udmærket brugsbibliotek i alle fag, men særlig stærkt inden for filologi og historie. Efter S.s død solgte enken hele samlingen gennem den svenske gesandt i Kbh. til dronning Kristina af Sverige. Grev Magnus Gabriel de la Gardie, selv en vældig bogsamler, stod i forskud for købesummen, og uden at vi nu helt kan gennemskue transaktionen endte det med at han overtog biblioteket, af hvilket størstedelen endnu kan påvises i svenske samlinger, navnlig i Uppsala universitetsbibliotek.

Annonce

S. er sin epokes største danske historiker. Som den skolede filolog beherskede han sin tids tekstkritiske metode, og hans styrke var den fuldstændige fortrolighed med den antikke overlevering, med Saxo og hans sproglige forbilleder. På dette grundlag evnede han at forme, og omforme, en tekst til korrekt latin. Metodens svagheder er nu tydeligt påvist gennem undersøgelsen af Sven Aggesen udgaven. S. har utvivlsomt benyttet samme manuskript (AM 33,4°) som M. Cl. Gertz, der med tilsvarende beherskelse af moderne filologisk kritik etablerede en langt mere korrekt tekst, hvis betydelige afvigelser fra den af S. rekonstruerede, han (med urette) tilskrev et senere forsvundet ældre manuskript. Men S. står som den ægte samler der ved, hvordan stoffet skal tilvejebringes og ordnes. Tilsammen danner disse evner en videnskabsmand som hævder sig med glans i 1600-tallet. I rækken af danske historikere står han som sin tids bærer af Sorøtraditionen der rækker tilbage til Saxo, til hvis navn han med ære har knyttet sit eget.

Familie

Forældre: professor Johannes S. (1561–1625) og Anne Pedersdatter Winstrup (død ca. 1602). Gift 1. gang (nov.?) 1631 i Århus (?) med Anna Jacobæa, født ca. 1611, død 10.2.1633, begr. i Sorø k., d. af dr.med. Matthias Jacobæus (1569–1636) og Ingeborg Jensdatter (ca. 1584–1614). Gift 2. gang 26.10.1634 i Kbh. med Thale Eisenberg, 11675, d. af professor, senere provst på Samsø, mag. Elias E. (ca. 1581–1635) og Anne Jensdatter (død 1671, gift 2. gang med Hans Jensen Svaning, 1600–76).

Bibliografi

Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I-IV, 1891–1902. Breve fra og til Ole Worm, udg. H. D. Schepelern I–III. 1965–68. – S. Birket Smith: Om Kbh.s univ.bibl. før 1728, 1882. Ellen Jørgensen i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen IV, Upps. 1917 19–28. O. Walde sst. 29–65 261–301 og XIX, 1932 52–54. Samme: Storhetstidens lit. krigsbyten II, Upps. 1920. Sorø. Klosteret, skolen, akad. I, 1923–24. Betänkande och förslag ang. läroverks- och landsbibliotek, Sth. 1924 = Statens off. utredningar 1924: VII. Apoteker Sibbernsens Saxobog, 1927 20–22 119–27. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 (2. udg. 1960). Saxonis Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I, 1931 XI. Erik Kroman: Kong Valdemars jordebog, 1936 75–80. Karsten Christensen: Om overleveringen af Sven Aggesens værker, 1978 = Skr. udg. af det hist. inst. ved Kbh.s univ. X. H. D. Schepelern i S. J. S.: Notæ ubriores in historiam Danicam Saxonis Grammatici, 1978 = Danish humanist texts and studies, ed. by the Royal library, Copenhagen II. Jørgen Raasted i Museum Tusculanum, 1979 34f 80–85. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. D. Schepelern, R. Paulli: Stephanus Johannis Stephanius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297831