Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

S.L. Tuxen

Oprindelig forfatter HansR
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

S.L. Tuxen, Søren Ludvig Tuxen, 29.5.1850-9.5.1919, filolog, undervisningsinspektør. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). T. blev student 1868 fra Borgerdydskolen i Kbh. og studerede derefter klassisk filologi, men gav sig tillige af med litteratur- og kulturhistorie og æstetik. Han tog filologisk-historisk embedseksamen 1876 og blev dr.phil. 1896. Allerede 1869 begyndte han at undervise ved kbh.ske skoler, fra 1875 ved Borgerdydskolen i Kbh. 1879-84 var han medarbejder ved Bibliotheca Danica. 1880-88 var han leder af N. Zahles kvindelige artiumskursus, 1888-94 af det Femmerske lærerindeseminarium. 1891 blev han ved siden af J. L. Heiberg bestyrer for Borgerdydskolen i Kbh. hvis enebestyrer han var fra 1896 til 1906 da han blev undervisningsinspektør for de højere almenskoler, en stilling han beklædte indtil 1918. Formand for kommissionen til afholdelse af studentereksamen var han 1910-18, for Pædagogisk selskab 1890-1900.

T.s interesser var dels klassisk filologiske, dels pædagogiske. En afhandling af ham fra 1872, Skæbnetroen hos Homer, blev først trykt 1900 i festskrift til J. L. Ussing. I Nordisk Tidsskrift for Filologi ny r. X, 1890-92 offentliggjorde han Allegorien i den græske Religion. I doktordisputatsen Kejser Tiberius, 1896 søgte han på grundlag af kildekritiske studier at trænge ind til forståelse af kejserens så ofte miskendte personlighed. I afhandlingen Karaktertegning i den græske Tragedie. 1900 som blev prisbelønnet af Videnskabernes selskab påviste han at de græske tragediedigtere indskrænkede sig til at fremstille karaktertyper og ikke evnede at skildre individuelle karakterer. Et lille skrift Den moderne Homerkritik. 1901 hvori han hævdede de homeriske digtes enhed gav anledning til en heftig debat med professor J. L. Heiberg. Efter hans død udkom Græsk Kultur paa Homers Tid. 1921. – Inden for pædagogikkens område udfoldede T. en betydelig virksomhed. I et lille skrift, Om Maal og Midler for den høiere Dannelse. 1884 tog han ordet for en ophævelse af den ved skoleordningen af 1871 indførte tvedeling af den højere skole og anbefalede en stærk udvidelse af undervisningen i græsk på latinens bekostning. Som undervisningsinspektør øvede han en stor indflydelse på den måde hvorpå skoleordningen af 1903 blev ført ud i livet og virkede til gennemførelsen af moderne undervisningsformer. – Tit. professor 1906.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kommandør Georg E. T.(1814-85) og Andrea Meyer (1817-90). Gift 22.12.1879 i Kbh. (Holmens) med Johanne Margrethe Jørgensen, født 2.8.1853 i Kbh. (Helligg.), død 2.1.1927 sst., d. af silke- og klædehandler Frederik Christian Platou J. (1812-82) og Jacobine Frandsen (1822-58). – Far til Poul T. Bror til S. C. A. T.

Annonce

Udnævnelser

R. 1895. DM. 1918.

Ikonografi

Mal. af Alvilda Roed ca. 1893. Buste af J. Gudmundsen-Holmgreen, 1905. Mal. af L. Tuxen, 1918. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1896 151-54. – Henrik Bertelsen i Berl. aften 9.5.1919. Henrik Madsen i Den højere almenskole XIX, s.å. 12f. Hans Kyrre: Det pædagogiske selsk. gennem 100 år, 1920. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Ræder: S.L. Tuxen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298628