Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Robert Petersen

Oprindelige forfattere MeHa og MLid

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Robert Petersen, f. 18.4.1928, filolog. Efter uddannelse på Godthåb seminarium og lærervirksomhed i Grønland blev Robert Petersen 1967 mag.art. i eskimologi og 1975 udnævnt til professor i faget ved Kbh.s univ. som første grønlænder i en universitetstopstilling. Han beklædte professoratet til 1983. Under en orlov 1979-81 ledede han i Godthåb arbejdet med etablering af Inuit instituttet, et eskimoisk kulturcenter for forskning og undervisning. Han blev instituttet leder i 1983; han blev endvidere den første rektor for Grønlands universitet 1987-95.

1970 blev han konsulent for Grønlands sprog- og retskrivningsudvalg og har spillet en væsentlig rolle ved udarbejdelsen af det nye retskrivningssystem. S.å. blev han medlem af det rådgivende udvalg vedrørende samfundsforskning i Grønland og fik en central placering i det intereskimoiske kulturelle samarbejde gennem medlemskab af Associate Edition of International Journal of American Linguistics samt af det canadiske Inuit Language Commission 1973-76, ligesom han var medlem af præsidiet for The international Congress on arctic Oil and Gas i Le Havre 1973 og af Policy Board for International Conference of Indigenous People 1975, og vicepræsident for Arctic Peoples Conference i København 1973. 1978 deltog han som præsident ved UNESCOs kulturekspertmøder og som vicepræsident 1979. Direkte videnskabeligt samarbejde har han deltaget i som medlem af kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland 1976-94 samt Nordisk råd for antropologisk forskning fra 1977.

Robert Petersen har skrevet flere filologiske afhandlinger, især om fonologiske og dialektale problemer i det eskimoiske sprog. Samtidig har han gennem andre artikler, fx i tidsskriftet Grønland, taget del i den almindelige grønlandske samfundsdebat, således om de grønlandske naturressourcer og ejendomsretten til dem, om minedriften i Grønland, om børns vilkår i det moderne samfund samt om grønlandsk litteratur.

Annonce

Robert Petersen fik 1977 Dansk forfatterforenings populærvidenskabelige pris, 1993 Grønlands kulturpris, 2003 Rinkmedaljen og 2005 Ebbe Munck-prisen. 1992 udnævtes han til æresdoktor ved Laval University, Quebec og 2010 æresdoktor ved Illisimatusarfik, Grønlands universitet.

Familie

Robert Petersen er født i Sukkertoppen.

Forældre: kontormedhjælper Ole Petersen (1894-1979) og Jakobine Rosing (1898-1980). Gift 9.2.1957 med sygeplejerske Inge Hansen, født 8.11.1929 i Davinde, død 1997, datter af ekstraarbejder Lars P. Hansen (død 1976) og Ingeborg Corneliussen (død 2001). – Bror til H.C. Petersen.

Udnævnelser

R.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Mads Lidegaard: Robert Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295711