Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richard Christensen

Oprindelig forfatter HansR
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Richard Christensen, Christian Axel Richard Christensen, 26.1.1843-2.8.1876, klassisk filolog. Født i Kbh. (Slotsk.), død i Trørød, begravet i Kbh. (Holmens). C. blev student 1861 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og tog 1868 filologisk-historisk embedseksamen. Allerede fra 1863 virkede han som lærer i latin og græsk ved Borgerdydskolen i Kbh. 1871 erhvervede han den filosofiske doktorgrad ved sit skrift Sophisterne hvori han, til dels i tilslutning til G. Grote, søger at bestemme de græske sofisters kulturhistoriske betydning. Efter at have indgået ægteskab begav han sig sammen med sin hustru på en henved toårig rejse, væsentlig til Italien og Grækenland, under hvilken han syslede med arkæologiske og topografiske studier. Efter sin hjemkomst genoptog han sin skolevirksomhed og holdt tillige forelæsninger ved universitetet som privatdocent. Han trådte desuden ind i redaktionen af Tidsskrift for Filologi og Pædagogik i hvilket han skrev adskillige afhandlinger om Athens historie og topografi. Hans arbejder udmærker sig ved grundighed og nøjagtighed men er noget tunge i formen. I Det filologisk-historiske samfund hvis formand han var 1864-71 spillede han en fremtrædende rolle ligesom også ved ledelsen af det nordiske filologmøde i Kbh. 1876. Af et større arbejde om Grækenlands historie i oldtiden som han syslede med i sine sidste år udgav hans enke den del han havde fået færdig (Grækenland i de ældste Tider. 1878). - Hustruen Anthonore var uddannet som blomstermaler og udstillede allerede fra 1867 på Charlottenborg, 1893 fik hun årsmedaljen. Som lærer i faget underviste hun dronning Louise og dronning Olga af Grækenland.

Familie

Forældre: kgl. forrider, senere melhandler og husejer Mads C. (Aarup) (1812-75) og Anna Kirstine Wissing (1816-79). Gift 4.10.1871 i Kbh. (Johs.) med Anthonie Eleonore (Anthonore) Tscherning, født 5.7.1849 i Kbh. (Trin.), død 27.8.1926 på Usserød sygehus, d. af krigsminister A. F. T. (1795-1874) og Eleonora C. Lützow (1817-90). - Far til Axel Anthon Bjørnbo. Bror til Godfred C.

Ikonografi

Træsnit 1876 og 1877, det sidste af H. P. Hansen. Foto.

Annonce

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1871. S. L. Tuxen i Nordisk t. for filologi, Ny r. III, 1877-78 279-83. - Breve til R.C. i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Ræder: Richard Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288249