Povl Johs. Jensen

Povl Johs. Jensen, Povl Johannes Jensen, 3.5.1911-26.5.1985, klassisk filolog. Født i Odense (Skt. Knuds). J. blev student fra Odense katedralskole 1929 og cand.mag. i latin og græsk ved Kbh.s univ. 1935. Han fik universitetets guldmedalje 1936 og blev dr.phil. 1941. Året efter blev han ansat som bibliotekar ved Det kgl. bibliotek hvor han blev til han 1949 udnævntes til professor i klassisk filologi ved Kbh.s. univ. hvor han havde været lektor siden 1945. Fra 1973 til sin afgang 1978 var han vikarierende professor ved Odense univ.

J. har taget aktiv del i universitetsadministration og -planlægning, dels som medlem af konsistorium og som dekan 1958–59, dels som medgrundlægger af Kbh.s univ.s institut for græsk og latinsk middelalderfilologi (han var dets forstander 1961–72) og af Odense univ.s laboratorium for folkesproglig middelalderlitteratur; som medlem af Videnskabernes selskab fra 1962 har han taget del i videnskabeligt kommissionsarbejde, og han er tilsynsførende for Det danske sprog- og litteraturselskab ved udgivelsen af Corpus Philosophorum Danicorum Medii Aevi (1955 ff). Han var i en årrække sekretær hos Vilhelm Grønbech ved udarbejdelsen af dennes hovedværker Hellenismen I–II, 1939, og Hellas I-IV, 1942–45 (supplementsbind ved J., 1953), og som medarbejder ved det internationale Corpus Platonicum Medii Aevi er han medudgiver af den moderne tekstkritiske udgave af Calcidius' latinske Timaios-oversættelse, 1962, et projekt der førte ham på studierejser til Frankrig og Italien i 1938–39 og 1948. J. var i 1970 medstifter af Platonselskabet, Nordisk selskab for antikkens idétradition.

Et hovedsynspunkt for J.s videnskabelige virke og litterære produktion er de antikke filosofiske og religiøse tankers levedygtighed i oldtiden selv, i middelalderen og i nyere tid: traditionens oprindelse, sammenhæng og mangfoldighed er selve genstanden for den klassiske filologi som, dyrket i relation til det specifikt nationale kulturliv, udgør det mest almene og grundlæggende af de humanistiske fag. Selv har J. videreført en række af de traditioner som har kendetegnet den filologiske videnskab i Danmark, ligesom han administrativt og i sin undervisning har lagt vægt på studiet af fagets historie inden for rammerne af europæisk og ikke mindst dansk kulturliv. Som sine lærere Carsten Høeg og William Norvin, hvis fagpolitiske bestræbelser han videreudvikler, har også han bidraget til positivistisk orienteret grundforskning inden for stort anlagte udgiverprojekter (jf. ovf.), men hans hovedindsats ligger inden for den dansksprogede formidling af oldtidens tankeverden. Populærvidenskab, forstået som borgerlig dannelsespolitur i modsætning til primær videnskab har J. ikke indladt sig på, men han søger ved hjælp af en indlevende fremstilling at lade tanker og begivenheder tale direkte til den moderne læser gennem oldtidsteksternc selv, diskret fremlagt og præsenteret på kompromisløst filologisk grundlag.

Allerede før den lingvistisk orienterede disputats om Det latinske Perfektsystem, 1941 (resultaterne fremlagt på engelsk i Classica et Mediaevalia II 1939), havde J. bidraget til den danske oversættelse af Platons Skrifter VIII, 1940, med en oversættelse af den vanskelige dialog Timaios. Efter samarbejdet med Vilhelm Grønbech, en del af hvis efterladte arbejder han udgav i årene efter hans død i 1948, behandlede J. senantikkens tankeverden i en bog om nyplatonismens grundlægger Plotin, 1948, og i tekstudvalget Græsk Mystik, 1953 = Verdensreligionernes hovedværker VIII. Græsk og romersk religion skildres indgående og originalt i Illustreret religionshistorie III, 1968 (tysk overs. 1975), og J.s kildekritiske Sokrates-biografi, 1969 som føjer sig til rækken af danske digteriske, filosofiske og filologiske Sokratesskildringer, er personlig og tankevækkende. En række artikler og debatindlæg om fagpolitiske og -historiske emner, bl.a. om Vilhelm Grønbech, ligger forud for den vigtige afhandling om Madvig som filolog i Madvig-mindeskriftet II, 1963 (fransk overs. 1980). J.s øvrige afhandlinger om nyere lærdoms- og idéhistorie spænder lige fra D. G. Moldenhawers Katalog i Fund og Forskning VII, 1960 (eng. overs. 1973), til De kulturelle forudsætninger for Copernicus' liv og virke, 1972 og bidrag til Kierkegaardiana, og J. er redaktør af og bidragyder til bindene om det filosofiske fakultets historie i Kbh.s univ. 500-års jubilæumsskrift, 1979ff. – Mange af J.s mindre afhandlinger udspringer af hans omfattende foredragsvirksomhed; en serie radioforedrag om Platon er dog aldrig blevet trykt.

J. har øvet stor indflydelse på den yngre generation af filologer som idag bestrider lærestolene i oldtidsfagene i København og Odense; han har i meget høj grad præget fagets indhold og afgrænsning og står som den mest alsidige, åbne og fagpolitisk engagerede klassiske filolog i Danmark. Skønt han har stået lige så uforstående over for de universitetspolitiske begivenheder i 1968 og årene derefter som studenteroprørerne over for ham, skjuler den tilsyneladende modsætning en grundlæggende enighed om, at de humanistiske fags berettigelse ligger i deres relatering til den samtidige sociokulturelle virkelighed.