Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Per Nykrog

Oprindelige forfattere MeHa og MNoej

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Per Nykrog, f. 1.11.1925, filolog. Per Nykrog fik sin uddannelse som cand.mag. i fransk og latin ved Københavns universitet hvor han 1952 opnåede universitetets guldmedalje. Hele hans akademiske virke i Danmark kom imidlertid til at falde ved Århus universitet hvor han blev lektor i romansk filologi 1953 og professor 1957 som fagets anden professor. Han medvirkede her til at opbygge et blomstrende romansk institut og har ikke mindst fortjenesten af at have sikret studiet af de romanske litteraturer en fremtrædende plads i dansk forskning. Han blev 1975 medlem af Videnskabernes selskab. 1979 drog han til Harvard university, USA hvor han 1970-71 havde været visiting professor. Her virkede han som professor i romansk filologi 1979-98 og var institutdirektør 1986-91. Med undtagelse af nogle tidligere arbejder om latinsk syntaks er hele Per Nykrogs videnskabelige indsats faldet inden for fransk litteratur. Disputatsen fra 1957, Les fabliaux. Etude d'histoire littéraire et de stylistique médiévale, gjorde med ét slag Per Nykrog internationalt kendt som middelalderforsker. Han tilbageviser overbevisende Joseph Bédier's berømte teori om en påstået borgerlig litteraturform. Per Nykrog fornyer forskningen bl.a. ved som en af de første at interessere sig for disse populære fortællingers sociale status. Af ikke mindre vægt er hans studier inden for hans andet store interessefelt, 1800-tallets franske litteratur. Hans arbejde om Honoré de Balzac's tankeverden (La pensée de Balzac dans la Comédie Humaine, 1965) er et banebrydende forsøg på at anskue den tankemæssige helhed i kæmpeværket. Han påviser at man først ved at læse Balzac's teoretiske skrifter sammen med romanerne forstår hans skaberværk som en art mytisk verdenstolkning på linie med fx en Dante's. Studierne over 1800-årene har Per Nykrog udmøntet i sine glimrende bidrag til Politikens verdenslitteraturhistorie (VII-IX, 1972-73). I forlængelse af sine litteraturhistoriske undersøgelser har han i de seneste år fuldført et omfattende værk om opfattelsen af jeg'et og subjektiviteten i fransk litteratur gennem tiderne. Af hans senere værker kan nævnes Chrétien de Troyes - Romancier Discutable, 1996. Der går gennem Per Nykrogs arbejder en entusiasme og en indfølingsevne der parret med hans fine analytiske sans stedse fører læseren frem mod ny indsigt i de store franske litteraturværker.

Familie

Per Nykrog er født på Frederiksberg.

Forældre: grosserer Kai Samuel Nathanson (1890-1943) og Karen Marie Emilie Kristine Picco Nykrog, f. Olsen (1896-1972). Gift 1. gang 14.1.1950 med cand. mag. Vibeke Haaber Rasmussen, født 8.2.1925, død 1977 i Kbh., d. af direktør, cand.polyt. Axel Henning R. (født 1892) og Emmy Margrethe Lange (født 1897). Gift 2. gang 2.1.1981 i Cambridge, Mass., USA med professor Usha Saksena Nilsson, født 24.12.1930 i Kanpur, Uttar Pradesh, Indien (gift 1. gang med Kim Nilsson), d. af advokat Damodar Prasad Saksena (død 1935?) og Priyamvada Devi.

Annonce

Udnævnelser

R. 1965.

Bibliografi

Selvbiografi i Århus univ.s årsberetning. 1956-57 145.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Morten Nøjgaard: Per Nykrog i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295173