Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Verrier

Oprindelig forfatter Rerup
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paul Verrier, 13.2.1860-11.8.1938, filolog. Født i La Ferté-Macé, dep. Orne i Basse-Normandie, død i Paris. V. viste allerede som dreng glødende interesse for sprog. Efter den lokale skolegang forlod han som 16-årig sin fødeby for 1879 at tage studentereksamen i Paris (Lycée Saint-Louis). Efter forældrenes ønske begyndte han at studere matematik, men skiftede efter et par års studium til sprogstudier, bl.a. til kinesisk. 1883/84 var han lærer og studerende i Hull og i nærheden af London, 1884/85 i Heidelberg. Fra 1885 til 1909 var V. ansat som gymnasielærer forskellige steder i Frankrig, fra 1890 ved Lycée Carnot i Paris.

Gennem studier af Beowulf førtes V. – der for øvrigt yndede at understrege sin normanniske herkomst – til studiet af oldnordisk som igen vakte hans interesse for de nulevende nordiske sprog, først dansk (1891), siden norsk (både bok- og landsmål), svensk og islandsk. Da V. 1897 på sin første rejse til Danmark traf sammen med Georg Brandes fandt denne at V. talte "dansk så fuldkomment med bløde d'er og stødtoner og resten, at man sidder i en henrykt forbavselse, mens man hører på ham". Allerede ved dette første besøg som med tiden fulgtes op af talrige rejser og foredrag i Danmark og Norden kom V. også i forbindelse med de to sønderjyske studenterforeninger To Løver og 4 S. De arrangerede en rejse for ham til Sønderjylland hvis skæbne under det preussiske herredømme greb den patriotiske franskmand. Da det året efter trak sammen til Kollerpolitikken talte V. sønderjydernes sag i dagbladet La Volonté og skrev digte på dansk for at opmuntre dem (Fem Digte, 1902). V.s stærke nordiske interesser og kontakter førte til at kredse i Norge, Sverige og Danmark (her i landet bl.a. Georg Brandes, Harald Høffding, Joh. Steenstrup og Vilh. Thomsen) støttede ham med bidrag så han kunne nedsætte sit timetal ved Lycée Carnot og fra marts 1905 holde regelmæssige forelæsninger om moderne nordiske sprog og litteratur som privatdocent ved Sorbonne. I denne periode afsluttede han også sine disputatsarbejder som handlede om engelsk metrik (£siai sur les principes de la métrique anglaise I-III, Paris 1909-10). 1909-30 var han professor ved Sorbonne, først ekstraordinær, fra 1919 ordinær professor. Han arbejdede ivrigt for at få udvekslingsordninger af lektorer i stand med de nordiske lande. Med Norge lykkedes det 1912, med Danmark 1913, med Sverige – efter krigens afbrydelse – i 1921. Krigen forsinkede også V.s planer om et Institut d' Etudes Scandinaves som formelt først blev oprettet 1922 og stod under hans ledelse til 1930. Hans videnskabelige hovedværk Le vers français I–III udkom 1931-32 i Paris. – Foruden den betydelige indsats V. ydede for de nordisk-franske kulturforbindelser havde han gentagne gange henledt den franske offentligheds opmærksomhed på sønderjydernes kår. Da krigen brød ud og tvang ca. 30 000 sønderjyder til at kæmpe i tysk uniform fandtes der selvsagt hurtigt sønderjyder blandt de tyske soldater der blev taget til fange i Frankrig. Allerede 11.8.1914 henstillede V. til det franske udenrigsministerium og til krigsministeriet at eventuelle sønderjyder blandt krigsfangerne blev behandlet på samme måde som krigsfanger fra Alsace-Lorraine. V. blev ved med at bestorme franske myndigheder og videregive fangelister som H. V. Clausen og N. H. Rasmussen sendte ham indtil det i januar 1915 lykkedes for ham at vinde gehør for en plan hvorefter sønderjyderne skulle samles i én lejr og arbejde for lokale bønder og håndværkere. I de følgende måneder besøgte V. fangelejre for at finde sønderjyder der fra maj 1915 samledes i den lille bjergby Aurillac, dep. Cantal i Auvergne. Året efter virkede V. med til oprettelsen af en tilsvarende lejr i Feltham nær London. For det utrættelige arbejde V. udførte for krigsfangernes åndelige og materielle vel blev han 1919 modtaget af Christian X der udnævnte ham til kommandør af Dannebrog. Den danske rigsdag tillagde 1920 V. en årlig ydelse på 10 000 Fr.

Under og efter krigen skrev V. pjecer om Sønderjylland (Le Slesvig, 1917 (da. udg. 1918), La question du Slesvig, 1919) og udarbejdede ved krigens slutning et memorandum om det sønderjyske spørgsmål for det franske udenrigsministerium. 1919 ansatte ministeriet V. som sagkyndig ved Commission Internationale du Slesvig der bestyrede afstemningsområderne fra januar til juni 1920. De hjemvendte krigsfanger dannede 1919 en Aurillac-forening som vedligeholdt forbindelsen med V.

Annonce

Familie

Forældre: vognmager François V. Gift Ida V.

Udnævnelser

KJ 1930.

Ikonografi

Mal. af Johannes Wilhjelm, 1920 (Fr.borg) og af Agnes Smidt, 1932 (Folkehjem, Åbenrå). Foto.

Bibliografi

Hans Madsen i Dansk udsyn XV, 1935 197-207. Fr. v. Jessen i Gads da. mag. XXXII, 1938 468-73. Sprogforen.s almanak, 1939 56-59. P. V. og Norden, udg. Ida Verrier, 1946 (heri erindr, og bibliografi; forkortet udg. på fransk: P. V. et les pays Scandinaves, 1949). Bent Rasmussen i Sønderjyske årbøger, 1960 41-80. To ungdomsvenner. H. P. Hanssen, H. V. Clausen, udg. Harald Jørgensen, 1962 223f. En ungdomsbrevveksl. mellem P. Munch og J. P. Jacobsen, udg. Lis Jacobsen og H. Brøndsted I–II, 1962. P. Diedrichsen i Sønderjysk månedsskr. XLIII, 1967 105-11. Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt I–III. 1978-79. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Paul Verrier i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298978