Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Diderichsen

Oprindelig forfatter AnBje
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paul Diderichsen, Paul Henrik Krag Diderichsen, 16.8.1905-9.10.1964, nordisk filolog. Født i Kbh. (Sion), død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte, urne på Vestre kgd. Efter klassisk-sproglig studentereksamen fra Herlufsholm tog D. magisterkonferens i nordisk filologi 1929. Mens han forberedte sin konferensforelæsning, modtog han sin første påvirkning fra Viggo Brøndal ved at læse hans bog Ordklasserne fra 1928, og i de følgende år blev Brøndals tanker ham en stadig rindende inspirationskilde. "Det der betog mig hos Brøndal", siger han 35 år senere (Det danske sprogs udforskning i det 20. årh., 1965 192), "var selve tankeformen, dette at gå ud fra en stor, intuitivt skabt helhedsanskuelse, og at forstå alle detailler ud fra helheden". Tilskyndet af Brøndal læste han Pragerskolens publikationer, blev 1933 medlem af Lingvistkredsen og var dermed for alvor trukket ind i en inspirerende lingvistisk debat. Men foreløbig var han bundet af pligtarbejde. I 20 år, fra 1930 til 1949, var han redaktør ved Ordbog over det danske sprog hvor han bl. a. redigerede artiklerne nu, og, sig, sin. Til dette redaktionsarbejde knytter sig afhandlingen Om Pronominerne sig og sin i Acta Philologica Scandinavica 1939. Endvidere havde han påtaget sig at udgive og kommentere Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter, der efter en imponerende arbejdspræstation forelå trykt 1937, forsynet med håndskriftbeskrivelse, sprogbeskrivelse, teksthistorie og kommentar til hvert fragment, en af de bedste danske tekstudgaver overhovedet. Sprogbeskrivelserne markerer en nyorientering ved at være synkroniske og ikke sproghistoriske, men er i øvrigt traditionelle. Indflydelsen fra Brøndal og Pragfonologerne slår først rigtig igennem i den store afhandling der kom det følgende år i Acta Philologica Scandinavica, Probleme der altdänischen Orthographie som dels er et programskrift der hævder synkroniens prioritet for diakronien, dels et storstilet forsøg på at tolke den gammeldanske ortografi fonologisk. D.s hovedinteresse var imidlertid ikke fonologien, men syntaksen. Ved det 8. nordiske filologmøde i København 1935 forelagde han Prolegomena til en metodisk dansk Syntax, 1936 holdt han foredrag i Selskab for nordisk filologi om den danske sætnings struktur, og 1941 kom disputatsen Sætningsbygningen i Skaanske Lov. To af de vigtigste forudsætninger for denne bog er Viggo Brøndal: Morphologi og Syntax, 1932, og Aage Hansen: Sætningen og dens led, 1933, hvor den normale sætning deles i to, et A-led (det hvorom noget skal meddeles) og et B-led (det der meddeles herom). I D.s sætningsbeskrivelse karakteriseres hvert led på dobbelt måde, dels relationelt (ved sit semantiske forhold til andre sætningsled), dels positionelt (ved sin placering i henholdsvis indlederfeltet (senere benævnt fundamentfeltet), aktualfeltet (senere nexusfeltet) eller i indholdsfeltet). Denne positionsmodel bestående af tre felter er indrettet således at den kan rumme den maksimalt udbyggede sætning; kortere sætninger beskrives som varianter af denne med tomme pladser. Dette dobbeltsidige beskrivelsesapparat er D.s mest originale bidrag til syntaksen. Det forbedres i de følgende år i flere detaljer, sidst i Festskrift til Aage Hansen, 1964. D. var i 1937 blevet undervisningsassistent i nydansk grammatik ved Kbh.s universitet; 1949 blev han ekstraordinær professor i dansk sprog. Som lærebog udarbejdede han Elementær dansk Grammatik, 1946. Også denne bog er inspireret af Viggo Brøndals Morphologi og Syntax, men bygger i øvrigt i så høj grad som muligt på den danske grammatiske tradition og bibeholder den hævdvundne terminologi. Denne traditionalisme der prægede alt hvad D. skrev i årene omkring 1940 og også store dele af hans senere produktion, var nøje forbundet med hans indlevelse i den europæiske grammatiske litteratur fra den græske oldtid til vore dage og med den idealistiske åndsform han var fortrolig med. Om grammatikkens historie handler bl. a. afhandlingen om den store danske grammatiker Jens Pedersen Høysgaard fra 1943. De to vigtigste senere værker er Rasmus Rask og den grammatiske tradition, 1960, og Modersmål og grammatik (om to hovedlinier i den eftermiddelalderlige tradition i Europa, i Modersmålslårarnas Förenings årsskr., 1962). Om de sider af det almene europæiske åndsliv som D. følte sig inderligst forbundet med har han bl. a. udtalt sig i en meget personlig artikel i Gads danske Magasin 1947, Humanistisk Videnskab. Blandt sine åndelige fædre nævner han her først og fremmest Viggo Brøndal, hvem artiklen i en privat efterskrift er tilegnet. Dernæst en række store tyskere som også Brøndal følte sig i slægt med: Karl Wilhelm von Humboldt, Edmund Husserl, Karl Buhler; desuden en række andre tyskere, med hvis stræben D. følte sig solidarisk: Herder, Goethe, Rilke. Og endelig Ernst Cassirer hvis dybsindige og vidtfavnende symbolteori i 1940erne havde været ham en overmåde vigtig inspirationskilde. Men artiklen er også vigtig ved at markere en begyndende afstandtagen fra den tyske idealisme og dermed beslægtede åndsretninger, bl.a. i følgende karakteristik af Cassirers uklarhed: "Han har arvet den tyske idealismes levende, let poetiske og retoriske prosa, der understøtter den logiske bevisførelse med en blid suggestion". D. finder denne åndfuldhed utilstrækkelig og kræver Cassirers arbejde fortsat i en ny stil og med "en hårfin præcision, der kun kan opnås ved at opstille en terminologi og et formelsystem, hvilende på et hierarki af formaldefinitioner". Dette krav er inspireret fra en helt anden - og strengere - tankeverden, i artiklen antydningsvis defineret ved navnene Rudolf Carnap og H. J. Hjelmslev.

I henved ti år, fra midten af fyrrerne til midten af halvtredserne, arbejdede D. intenst på at tilegne sig principperne for Hjelmslevs og H. J. Uldalls "glossematiske" sproganalyse, bl.a. ved sin aktive deltagelse i Lingvistkredsens glossematiske udvalg. Ved møderne i Nordisk sommeruniversitet i 1950erne optrådte han ligefrem som talsmand for Hjelmslevs sprogteori, fx i Semantiske problemer i logik og lingvistik, 1954. Og det samme var tilfældet på den 8. internationale lingvistkongres i Oslo 1957 med hans bidske angreb på den amerikanske lingvistik, The Importance of Distribution versus Other Criteria in Linguistic Analysis. Men for D.s videre arbejde med syntaksen fik hans glossematiske studier ingen større betydning. Det gælder de nye udgaver af grammatikken (1957, 1962) og ligeledes hans senere afhandlinger - de vigtigste af dem fremkom i festskrifterne til L. L. Hammerich, 1952, og til Aage Hansen, 1964. Og det gælder også hans sidste større arbejde, Dansk Prosahistorie der desværre ikke blev fuldført. - Under nogle universitetsøvelser havde det vist sig, at D.s sætningsmodel egnede sig fortrinligt til at beskrive forskellige faser i prosaens historie, og inspireret af bl.a. Eduard Norden: Die antike Kunstprosa, udarbejdede han oversigter over den europæiske baggrund for den hjemlige udvikling. Indtil nu foreligger kun første binds første halvbind trykt (1968) og en del af det følgende i stencilerede hæfter. Fik D.s problematik fra 1940erne, det traditionsrige intuitive helhedssyn contra formaldefinition, ingen større betydning for hans syntaktiske arbejder, affødte den til gengæld et overordentlig lykkeligt resultat på et helt andet område. I artiklen fra 1947 hævdede han, at det efterlyste hierarki af formaldefinitioner kun kan opstå ved et samarbejde mellem logikken og fagdisciplinerne. Det følgende år fremkom i Gads danske Magasin en artikel med titlen Europæisk Universitet i Alperne. D. havde deltaget i 4. internationale Hochschulwoche Alpbach hvor studenter og professorer fra forskellige lande og forskellige fag drøftede Gesetz und Wirklichkeit i videnskab, religion, kunst og samfund; og hans artikel er en begejstret rapport om dette møde. Det var her D. hentede ideen til de tværvidenskabelige diskussioner som han med enestående energi og opfindsomhed fik organiseret som Nordisk sommeruniversitet. Det blev stiftet 1949 og afholdt sit første møde på Askov 1951; D. var formand for styrelsen 1950-52 og 1955-59. Medlem af Vidensk. selsk. 1959.

Familie

Forældre: auditør, senere dommer Paul Kristian D. (1868-1947) og Agnes Krag (1879-1962). Gift 1. gang 18.4.1931 i Oslo med Anna Louise Gløersen Johnsen, født 11.6.1907 i Kristiania, død 18.3.1932 i Kbh., d. af kaptajn, senere oberst John J. (1879-1958) og Anna Henriette Gløersen (1883-1964). Gift 2. gang 4.11.1934 i Kbh. (Jesusk.) med Grete Malling, født 1.6.1908 på Frbg., død 2.10.1972 i Hillerød, d. af læge, dr. med. Knud Julius Ludvig M. (1879-1941) og Ellen Claudine Høncke (1874-1964). - Bror til Børge D.

Annonce

Udnævnelser

R. 1956.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi. P.D.: Helhed og struktur, 1966 387-97.

Kilder. Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1941 142-44.

Lit. Kr. Diderichsen: Stamtavle over efterkommerne efter købmand i Flensborg Chr. Ditlev Paulsen, 1942 35. Anders Bjerrum i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1965 127-36. Eli Fischer Jørgensen i P.D.: Helhed og struktur, 1966 11-19.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bjerrum: Paul Diderichsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288840