Paul Arnesen, 21.12.1776-12.4.1851, filolog. Født i Breidabélsstad præstegård, Skogarstrond, Island, død på Frederiks hospital i Kbh., begravet sst. (Ass.). A. kom 1792 til Danmark og blev sat i Helsingør latinskole hvis rektor, magister Loft, han senere mindedes med taknemmelighed. Midler til sit underhold måtte han selv skaffe sig ved at undervise børnene i den familie hvor han var indlogeret. Efter 1799 at være blevet student studerede han filologi i Kbh., tog den filosofiske og filologiske eksamen 1800, var i halvtredie år alumnus i det pædagogiske seminarium og boede en tid på Regensen. Efter at have taget de anordnede prøver blev han 1803 adjunkt ved Kristiania katedralskole, 1806 overlærer. Han blev 1813 forflyttet til Slagelse hvis skole dengang var i høj grad i forfald ("maaske omtrent seks Disciple under tre Lærere"); det lykkedes ham at bringe den i vejret, men stridigheder med rektor medførte hans forflyttelse til Fredericia hvor han blev rektor (1815). Hans skoleprogram Om de lærde Skoler, 1816 hvor han bl.a. hævder at privat dimission burde forbydes vidner om hans interesse for den lærde skoles udvikling. Imidlertid måtte han 1817 på grund af en nervesygdom lade sig indlægge på Frederiks hospital i Kbh., og da Fredericia skole kort efter blev nedlagt afskedigedes han 1818 med ventepenge. Noget nyt embede fik han ikke; hans heftighed og stejlhed synes at have lagt hindringer i vejen for hans virksomhed i statsskolen. Han boede resten af sit liv i Kbh. hvor han dels underviste i græsk ved Borgerdydskolen, dels syslede med videnskabelige arbejder. Han var en meget belæst mand der var hjemme ikke alene i den græske og latinske litteratur men også i de moderne litteraturer. Trods vanskelige økonomiske kår viste han stor hjælpsomhed, især mod islandske studenter der kom til ham i Kbh. Vel var han blevet helt dansk, men bevarede dog kærligheden til Island, og på titelbladet til sine bøger betegner han sig som "Paul Arnesen, Isl.". Størst fortjeneste har han indlagt sig ved sine ordbøger, Græsk-Dansk Ordbog, 1830, den første i sin slags og Ny Latinsk Ordbog, 1848, begge meget flittige arbejder som dog lider af nogen uklarhed i opstillingen.

Familie

Forældre: provst Árni Sigurðarson (1732–1805) og Kristin Jakobsdóttir (1743–91). Gift 1. gang 7.8.1805 i Kristiania (Oslo hospital) med Bodil Cathrine Thorup, fremstillet i Guldager k. 1.12.1776, død 2.4.1806 i Kristiania, d. af sognepræst i Guldager Niels Holmboe T. (1733–1803, gift 1. gang 1773 med Bodil Andreasdatter Flensburg, 1751–74) og Vibeke Margrethe Thun (1757–1830). Gift 2. gang 21.11.1806 i Kristiania (Vor Frelsers) med Dorothea Elisabeth Vauwert Wexels, født 10.7. 1783 i Kbh. (Trin.), død 2.2.1848 på Esrom, d. af kammerråd, administrator ved de norske glasværker Hans W. (1754–1808) og Hedevig Elisabeth With (1752–1832). – Far til Marie A. og Benedicte A. Kall.

Bibliografi

P. Arnesen: Bemærkninger angående den lærde skole, 1848. – F. E. Hundrup: Lærerstanden ved Slagelse lærde skole (Roskilde skoleprogram 1861) 28f. Benedicte Arnesen Kall: Paul Arnesen Islænder, 1884. – Breve i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig