P.G. Thorsen

P.G. Thorsen, Peder Goth Thorsen, 8.7.1811-6.5.1883, filolog, bibliotekschef. Født i Varde, død i Kbh. (Holmens), begravet i Varde. Indtil sit 15. år blev T. undervist privat og kom derefter til katedralskolen i Ribe hvorfra han dimitteredes 1823. Ved siden af sit hovedstudium, teologi, drev h in sproglige og litteraturhistoriske studier og blev allerede 1832 cand.teol. og fik 1833 ansættelse ved universitetsbiblioteket, 1839 udnævntes han til 1. underbibliotekar, og 1848 efterfulgte han J. N. Madvig som bibliotekets chef, et embede han beklædte i 32 år. I det lange tidsrum faldt flere vigtige begivenheder, først og fremmest flytningen af biblioteket fra Christian IVs store bibliotekssal i Trinitatis kirke til J. D. Herholdts bygning i Fiolstræde. Det forberedende arbejde vedrørende nybyggeriet var foregået i en komité som, uden tvivl på Madvigs initiativ, var nedsat 1852, og hvoraf T. var medlem, men det er sikkert meget begrænset hvor stor indflydelse han fik med hensyn til bedømmelse af de forslag der indkom efter arkitektkonkurrencen 1855–56. Arbejdet med den store flytning af biblioteket og dets indretning i den nye bygning samt med indlemmelsen 1862 og 1868 af henholdsvis den polytekniske læreanstalts bibliotek og hovedparten af det Classenske bibliotek var lagt i hænderne på to aktive underbibliotekarer Jacob Hannover og Hans Gundorph der fra 1863 blev bistået af T.s efterfølger som bibliotekets chef, S. Birket-Smith. Denne har udtalt en meget hård dom om sin forgængers indsats som bibliotekar, men T. viste dog ved visse lejligheder et fordomsfrit syn på tidens biblioteksproblemer og fik i sine sidste år gennemført en særbevilling til en større katalogreform. Han fik også 1861 approberet et nyt reglement der åbnede biblioteket for "alle, der søge Kundskaber", og med sin venlighed, hjælpsomhed og sit litteraturkendskab ydede han mange yngre forskere værdifuld bistand således som det er bevidnet af mænd som A. D. Jørgensen, Oluf Nielsen, Johs. Steenstrup og nordmanden M. Birkeland. Givet er det dog at T.s sidste embedsår var præget af en vis passivitet og af at han efter eget sigende "vidste sig fri for utidig Lyst til Forandring".

T.s navn som videnskabsmand er særlig knyttet til to arter minder fra vor fortid, provinslovene og runestenene. T. havde været medstifter af det nordiske litteratursamfund (1847) og han udgav for dette Valdemars sællandske Lov, Eriks sællandske Lov og Skånske Lov, 1852–53; endvidere udgav han på det slesvigske ministeriums foranstaltning Valdemar H.s jydske Lov, 1853 og De med Jydske Lov beslægtede Stadsretter, 1855. Disse udgaver er fortjenstfulde ved deres nøjagtige gengivelse af de formentlig ældste og bedste håndskrifter, men de kan naturligvis ikke, til trods for de mange historiske og litteraturhistoriske oplysninger hvormed de indledes, måle sig med de videnskabelige udgaver af landskabslovene m.v. som sprog- og litteraturselskabet har foranstaltet i 1900-årene. – På en tid da der ellers vistes ringe forståelse af runemindesmærkernes betydning slog T. til lyd for en bedre bevaring af dem og skrev også enkelte afhandlinger om dem (bl.a. 1839 om Sønder Vissing-stenen, den første monografi på dansk over en runesten). Sit store livsmål, at få samtlige runestene afbildede og udgivne, nåede han dog ikke. Men det er T.s fortjeneste at han fik den arkæologisk interesserede unge tegner J. Magnus Petersen til at rejse landet rundt for at opsøge og aftegne alle kendte runestene, en opgave han løste på forbilledlig måde, hvorfor også runologerne George Stephens og Ludv. Wimmer anvendte ham ved udgivelsen af deres runeværker. Først 1864 kunne T. offentliggøre 1. afdeling af De danske Runemindesmærker som omhandler de slesvigske runestene. Det var et fortjenstfuldt værk, selv om mange sproglige forklaringer ikke var tilfredsstillende. Ved sine gode afbildninger var det lærerigt for runestudiet, og det indeholdt historiske undersøgelser af betydning (således om Sven Tveskæg og hans tid). Men synderlig videre nåede T. ikke; den anden afdeling Jyllands Runemindesmærker tilligemed Meddelelser om alle Øernes I-II, 1879–80 indeholdt foruden afbildninger kun en kortfattet tekst. Derimod vandt han megen anerkendelse ved sin fotolitografiske udgave af Codex Runicus, 1877 og det som tillæg dertil trykte arbejde Om Runernes Brug til Skrift udenfor det monumentale, 1877. 1866–82 var T. forstander for Danske selskab for fædrelandets historie og sprog (han var blevet medlem 1852) og dette tidsrum i selskabets historie var karakteristisk derved at selskabet ved siden af fortsættelsen af Danske Magazin efter T.s initiativ lagde vægt på at udgive bevarede brevsamlinger fra middelalderen, således "Ribe Oldemoder" (udg. ved O. Nielsen 1869) hvor det rigtige princip anvendtes at trykke optegnelserne af de enkelte hænder med forskellig sats, Dueholms Diplomatarium (ved O. Nielsen, med en forerindring af T., 1872), Diplomatarium Vibergense (ved A. Heise, 1879); endvidere P. Laurentsens Malmøbog (ved H. F. Rørdam, 1868) samt Lvdvs de Sancto Kanuto dvce og De tre ældste danske Skuespil (ved S. Birket-Smith 1868 og 1874). T. lod også Anders Sunesens Hexaemeron trykke, men denne udgave udkom aldrig. T. var – hvad også de bevarede samlinger af hans papirer viser – ingenlunde uden ideer og interesse for sit arbejde, men han hæmmedes af et svageligt helbred og en med årene tiltagende ubeslutsomhed. 1863 blev T. medlem af Videnskabernes selskab og var medlem af dets regestakommission. Ved universitetets jubelfest 1879 blev han dr.phil.h.c.