Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

O. Siesbye

Oprindelig forfatter ErPe
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

O. Siesbye, Oskar Siesbye, 19.7.1833-16.12.1913, filolog. Født i Ebeltoft, død i Kbh., begravet sst. (Mos. Vestre). Efter at have tilbragt sin tidligste barndom i Ebeltoft hvor faderen var praktiserende læge, kom S. 1841 til København med sin mor; han fik her friplads på det v. Westen'ske institut. Han blev student 1849, tog 2. eksamen året efter og påbegyndte derefter studiet til den historisk-filologiske embedseksamen som han tog januar 1856. Allerede fra 1853 gav han undervisning på sin gamle skole hvortil han var knyttet som lærer i græsk og latin i 40 år. Blandt hans elever (som han fulgte og ikke sjældent stod i tæt kontakt med senere i livet) var T. Troels-Lund, Georg Brandes og Camillus Nyrop. – Under J. N. Madvigs bortrejse 1869 underviste S. i klassisk filologi ved Københavns universitet, en tilknytning han bevarede med vekslende intensitet i de følgende år. Han fik en treårig ansættelse 1871 der blev forlænget først 1874 og igen 1875. Da der det følgende år skulle besættes et docentur ønskede S. ikke at søge det, bl.a. fordi han ikke mente sig i besiddelse af tilstrækkelige kundskaber inden for samtlige den klassiske filologis discipliner; hans interesse og talent fandtes inden for de sproglige og exegetiske områder af faget. I nogle år supplerede S. sine sparsomme indtægter fra det v. Westen'ske institut ved arbejde på universitetsbiblioteket. Han ønskede imidlertid at fortsætte sin universitetsundervisning vederlagsfrit og ansøgte ministeriet om ius docendi. Foranlediget heraf indgav Madvig og J. L. Ussing indstilling til fakultetet om at gøre S. til æresdoktor. Graden blev tildelt ham 1876. 1881 blev S. ansat som ekstraordinær docent. Tildelingen af æresdoktorgraden var bemærkelsesværdig fordi man i indstillingen til fakultetet praktisk talt ingen selvstændige skriftlige arbejder af S. havde at henvise til. Heller ikke senere i livet fik S. samlet og systematiseret frugterne af sin ubestridelige indsigt og omfattende læsning i den klassiske litteratur i nogen større eller sammenfattende fremstilling. Iagttagelser af især sproglige fænomener – herunder af det danske sprog der også havde S.s interesse – publicerede S. i forskellige danske periodica og festskrifter; en af de længste opsatser fremkom i skriftet til Madvig under titlen Småting (Opuscula philologica ad I. N. Madvigium, 1876). S.s mest varige indsats inden for den klassiske filologi består i hans utrættelige, hyppigt anonyme, medarbejderskab ved en lang række publikationer af andre forfattere, først og fremmest Madvig som S. første gang bistod i forbindelse med nyudgaven af den græske ordføjningslære (1857). Madvig mente selv at den intellektuelle præstation S. havde ydet i forbindelse med Madvigs værker kunne have udgjort en betragtelig del af et egentligt disputatsarbejde "hørende til Philologiens grammatiske og verbalkritiske Omraade". S. besad en række karaktertræk der for nogle kunne tage sig ud som særheder. Madvig omtaler ham i et brev som "... vor ikke lidet underlige, men dygtige og fra Charakterens Side yderst noble S." Han udviklede med årene en eminent evne til at udregne slægtskabsforhold der i alle deres kringlede sammenhænge gjorde S. til slægtning med næsten alle han kom i kontakt med. Dette var imidlertid forbundet med en stærk trang til selvstændighed der ytrede sig i såvel forholdet til hans jødiske baggrund, i forholdet til universitetet som i forholdet til samfundet. Sit religiøse standpunkt betegnede han som "rationalistisk, eller mere bestemt som antidogmatisk og antikirkeligt, navnlig det sidste". S. var en trofast natur, men blev aldrig menigheds-menneske, og udogmatisk forblev han også i ikke-religiøse anliggender. S. hævdede sine synspunkter ud af indre overbevisning, men nærede ringe tilbøjelighed til at deltage i offentlige debatter. Tre breve hvori han markerede sine særstandpunkter ønskede han først offentliggjort efter sin død; et af disse var sendt til den højt skattede Madvig, og foranlediget af krisen omkring G. Brandes; S. forsøgte heri at bevæge Madvig til at modstå pres og indblanding i universitetets anliggender udefra, ikke alene af hensyn til S.s tidligere elev og livslange ven Brandes, men også for at værne universitetets værdighed og frihed; begreber, som S. synes at have orienteret grundlaget for sine værdier efter også i sit eget liv.

Familie

Forældre: læge Wulff Isaschar S. (1800–40) og Esther Wallich (1805–88). Ugift.

Ikonografi

Tegn. af Carl Thomsen (Fr.borg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1876 49–52. Breve i Tilskueren XXXI, 1914 I 327–32 og i Georg og Edv. Brandes: Brevveksl, med nord. forf. og videnskabsmænd, udg. Morten Borup I, 1939 239–58. -C. Jørgensen i Nord. t. for filologi 4.r.III, 1914–15 92–96 (heri bibliografi). J. L. Heiberg i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1914 123–26 (m. bibliografi; optr. i forf.s Fra Hellas og Italien II, 1929 386–89). Nie. Holm: Glade år, 1915 54f. Troels-Lund: Et liv, 1924 261–66. A. F. Lamm: Erindr, og tanker, 1928 50f. K. G. Brøndsted: Erindr. II, 1932 47–49. Jul. Clausen: Mennesker på min vej, 1941 116–20. E. Spang-Hanssen: O. S. og hans breve, 1948 = Studier fra sprog- og oldtids-forskn. CCVI. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Petersen: O. Siesbye i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297393