Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nikolaj Andersen

Oprindelige forfattere MaKr og PoAn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Nikolaj Andersen, 8.8.1862-16.10.1919, filolog, forfatter, journalist. Født i Svejrup, Felsted sg., Haderslev amt, død i Åbenrå, begravet sst. Efter konfirmationen blev A. af præsten i Felsted privat forberedt til Haderslev lærde skole, blev optaget i denne 1879 og allerede 1883 student. Han valgte matematik til sit fag (Leipzig og Kiel 1883–88), dog uden at afslutte sit studium med nogen doktordissertation, og gik 1888 over til Flensborg Avis som medarbejder. Han overtog senere redaktionen af bladets tyske udgave Flensburger Zeitung, men gik 1892 over i en stilling i forsikringsvæsenet. 1900 trådte han igen ind i den nationale kamp idet han overtog stillingen som sekretær og bibliotekar i Sprogforeningen og vært på Folkehjem i Åbenrå, og et par år efter blev han medudgiver af Sønderjydske Aarbøger. 1915 overtog A., da så godt som alle Hejmdals medarbejdere var indkaldt til krigstjeneste, redaktionen af dette blad i de sidste 3½ år, krigen varede. Sin matematiske uddannelse har A. benyttet dels i sin forsikringsvirksomhed, dels i statistiske afhandlinger i Sønderjydske Aarbøger (1912–13), ligesom han har skrevet om sin sognefælle, den matematikkyndige bonde Jørgen Hansen (sst. 1909). I Flensborg-perioden begyndte han at skrive fortællinger og digte i Felsted-målet; et udvalg af disse, Sønderjydske Digte og Historier, er udgivet af Sprogforeningen (1930). De vidner om virkelige digterevner og om et ualmindeligt herredømme over formen. Men endnu betydeligere er de sprogstudier, han tog sig for i den rolige tid da han var ved forsikringsvæsenet, Gennem 600 Aar (Sønderjydske Aarbøger, 1899), Det danske sprogs indflydelse på højtysk i Nordslesvig (Dania 1899) og fremfor alt Den musikalske akcent i østslesvigsk (sst. 1897). I denne afhandling har A. givet en overordentlig værdifuld beskrivelse af brugen af de to – som han viste – sproglig relevante, musikalske accenter der optræder i den stødløse dialekt i Østslesvig, en beskrivelse der afgav et nyt bidrag til oplysning om den fællesnordiske accentuering. A. havde også gjort skridt til en eksperimentalfonetisk undersøgelse af disse accenters tonale manifestationer – de hos Abbé Rousselot i Paris fremstillede svingningskurver og de dertil hørende ordlister findes nu i Institut for dansk dialektforsknings arkiv i København men de følgende års store praktiske arbejde hindrede fuldførelsen af denne plan. En sådan dokumentation blev først givet af Marie Bjerrum i afhandlingen Felstedmålets tonale Accenter (1948), en fremstilling der i øvrigt understreger rigtigheden af A.s ældre og mere omfattende fremstilling.

Familie

Forældre: maler Hans A. (1817–78) og Anna Kiestine (Christine) Jørgensen (1827–65). Gift 12.7.1889 i Frørup med senere pensionatsværtinde Sophie Friederikke Buchholdt, født 3.7.1865 i Frørup sg., Haderslev amt, død 7.3.1933 i Sønderborg, d. af gårdejer Friedrich August B. (1836–98) og Caroline Mathilde Henriette Friederike Riedell (1835–1921).

Ikonografi

Mal. af Petersen Stubbæk, 1931 (Folkehjem, Åbenrå). Foto.

Annonce

Bibliografi

Hejmdal 17. og 21.10.1919. Sønderjyske digte på folkesproget, 1920. Håbets mænd, 1923.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marius Kristensen, Poul Andersen: Nikolaj Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286040