N.M. Petersen

N.M. Petersen, Niels Matthias Petersen, ved dåben kun Niels Petersen, 24.10.1791-11.5.1862, filolog, historiker. Sine forældre og søskende så Petersen under opvæksten meget lidt til. Halvandet år gammel kom han i huset hos en faster, gift i Odense, og antoges af det barnløse ægtepar, der selv var af bondeæt, ganske i søns sted; svagelig af helbred udviklede han sig til en stille, noget menneskesky dreng. 1801 sattes han i Odense lærde skole hvor han fik Augustus Krejdal og Rasmus Rask til klassekammerater. Hos Krejdal fandt hans følsomme sind sympatisk forståelse, men afgørende for hans fremtidige virksomhed blev indflydelsen Rask øvede. De læste islandsk sammen, i fælles begejstring for Nordens oldtid, om end Rask kunne vredes, når vennen over indholdet forsømte betragtningen af ordformerne. 1808 blev Petersen student og valgte teologi til fagstudium; han var et dybt religiøst gemyt, men dogmerne lærte han aldrig at forlige sig med, og embedseksamen tog han ikke. Da plejeforældrene lod forstå at han måtte tænke på udkommet, skaffede Rasmus Nyerup ham 1813 en huslærerplads på Fyn; 1815 ansattes han ved Brahetrolleborg seminarium, giftede sig og fandt i hustruen et menneske der helt forstod ham, og som han betroede alle sine tanker og følelser, sit håb og mismod.

De år han i afsondrethed fra verden tilbragte ved seminariet regnede han for sine lykkeligste. Han syslede med nordisk mytologi, med dansk og islandsk historie, men hans højeste attrå var poesien og det var ham endnu på de gamle dage en stor sorg, at han ikke duede til at være digter, om blot af lavere rang. Da seminariet 1826 nedlagdes, valgte han at flytte til Kbh. for at kunne skrive det danske folks og den islandske fristats historie, som intet andet sted lod sig udføre. Han var gået af på vartpenge og blev 1829 underbibliotekar ved universitetsbiblioteket, 1830 registrator ved gehejmearkivet, en stilling der i sin fordringsløshed så ganske stemte med hans natur og tilbøjelighed. Af hans egne planlagte historiske arbejder så foreløbig intet lyset; andre foretagender skød sig midlertidigt imellem. 1823 var Rask vendt hjem fra sin store rejse, og forbindelsen mellem dem knyttedes på ny med det resultat at Petersen i sin sidste seminarietid droges over i sprogvidenskaben og fastholdtes her i de første år af københavnertiden. Under den store retskrivningsstrid 1826 stillede han sig i et par småskrifter på vennens side, til dennes fortrydelse med visse forbehold, og samme år udgav han Dansk Orddannelseslære, den første fremstilling af de måder, på hvilke ordene i vort modersmål ved sammensætning og afledning bliver til. Det var hans hensigt at levere lignende bearbejdelser af sproglærens øvrige dele, for så vidt de ikke i nyere tid var udførligt behandlede, men dette skete ikke, hvorimod han – med Nyerup som første tilskynder – gik i lag med besvarelsen af et af Samfundet til den danske litteraturs fremme for året 1828 udsat sproghistorisk prisspørgsmål. Hovedideerne fandt han spredt i flere af Rasks skrifter, og denne gennemgik med ham begyndelsen af skånske lov ord for ord og form for form; under udarbejdelsen hverken søgte eller fik han – af overdreven samvittighedsfuldhed – oplysning fra ham eller nogen anden, så at skriftet med dets fortrin og mangler i et og alt var hans eget. Det vandt den udsatte pris og udkom 1829-30 i to bind under titlen Det danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget, gående fra de ældste tider til ned mod år 1700. Det var et værk af stor betydning, i en menneskealder grundlaget for det historiske studium af de nordiske sprog. Rask døde 1832. Sin opfattelse af vennen, hvem han aldrig glemte, gav Petersen i den smukke levnedstegning som 1834 indledte udgaven af Rasks samlede afhandlinger. Han vendte sig derefter for alvor til sine afbrudte historiske arbejder, tagende sprogforskning som middel, ikke som mål i sig selv.

Allerede 1832 havde Petersen i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed I meddelt bemærkninger om kilderne til Danmarks historie i hedenold og deres bearbejdelse; 1833 kom, sst. II, afhandlingen om danske og norske stednavnes oprindelse og forklaring der ved sin metode lagde grundvolden på hvilken forskningen siden har arbejdet videre, og 1834 som selvstændigt skrift en håndbog i gammelnordisk geografi (I) indeholdende en udførlig redegørelse for nordboernes, særlig eddadigternes og Saxos geografiske synskreds. Selve hovedværket Danmarks Historie i Hedenold udkom 1834-37 i tre bind, af hvilke det første behandlede sagnhistorien, det andet tidsrummet fra Regner Lodbrogs til Svend Tveskægs død, det tredje kulturhistorien på fællesnordisk grundlag med fremhævelse af, hvad der var særlig dansk skik. Den litterære overlevering, Saxo, men navnlig de islandske sagaer var P.s hovedkilder; ved kulturhistorien toges intet hensyn til de jordfaste og jordfundne oldsager, og han var af datidens historikere overhovedet den som stod stejlest over for den unge arkæologiske forskning. I forlængelse af bogen skrev han flere afhandlinger der fremkom i Annaler for nordisk Oldkyndighed, 1836-37 om de ældste tog fra Norden til Irland, 1836-39 om de danskes tog til Venden og 1847 om bonde, bryde og adel. Men selve middelalderhistorien, der skulle udgøre tre bind, hindrede ændrede embedsforhold ham i at få fuldført; det ses af hans efterladte papirer, at han har villet give noget lignende som Troels Troels-Lund senere gav for 1500-tallet.

Imidlertid var Danmarkshistorien ikke det eneste som sysselsatte Petersen i disse år. Til oldskriftselskabets store samlingsværk Ordnordiske Sagaer leverede han 1831-36 i bind IV-X oversættelser af de norske kongesagaer fra Olav den Hellige til Haakon Haakonssøn, hvortil 1837 (bind XII) føjedes en oldnordisk geografisk ordbog, og da generalstaben, navnlig efter 1840, begyndte sin omfattende kortlægning af Danmark, blev han stabens sproglige og historiske konsulent; som sådan var han med til at fastslå de etymologiserende regler for stednavnenes behandling. Sin virksomhed som oversætter fortsatte han med Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, der udkom 1839-44 i fire bind og omfattede de vigtigste slægtssagaer med en indledning om Islands bebyggelse, dets samfundsforhold og historie i fristatstiden. Den opfattelse Petersen under sine studier dannede sig af det danske folks og det danske sprogs udvikling fra oldtid til nutid var ikke lys. Allerede i sproghistorien kom mismodige betragtninger til orde; som årene gik voksede hos ham følelsen af Danmarks "historiske nullitet", og overbevisningen om at det danske sprog skred frem mod sin undergang, sin opløsning, fæstnede sig dybt i hans sind. Han så kun én redning: den nære tilslutning til det øvrige Norden, sprogligt og kulturelt. Da det altså efter hans mening var om død eller genfødelse at gøre, skød han alle personlige betænkeligheder til side, tog del i tidens bevægelser, lod sig lede af dem og søgte selv at lede dem. 1840-41 fremsatte han i Annaler for nordisk Oldkyndighed tanken om i stedet for latin at gøre oldnordisk til elementarfag ved den begyndende sprogundervisning, hvortil det i kraft af sin formrigdom og som bærer af en egenartet litteratur i hans øjne fortrinligt egnede sig.

Et skridt videre tog han 1844 i efterskriften til oversættelsen af slægtssagaerne og navnlig 1845 i den store afhandling Den nordiske Oldtids Betydning for Nutiden, der fremkom i Annalerne og er hans hovedindsats i den skandinaviske idés tjeneste. Efter en hymne til oldtiden som det ophøjede, afsluttede, der skænker den af nutidslivet trætte sjæl fred og hvile, udvikles her Nordens oprindelige enhed, og derefter undersøges muligheden for og ønskeligheden af igen at forene de nordiske sprog i ét almindeligt litteratur- og skriftsprog. Der var for Petersen ingen tvivl om at var blot viljen til stede, ville med tiden foreningen være mulig ud fra det fælles grundlag, det gamle oldnordiske sprog; dansk og svensk kunne komme hinanden nærmere end tilfældet var. Han brugte stærke ord, kaldte sin samtid en vanartet, fordærvet slægt og en bold for alle fremmede luner. Der rejste sig nu en stærk modstand imod ham. På modersmålets vegne, som det siden middelalderen havde udviklet sig gennem en stadig rigere litteratur, tog Chr. Molbech skarpt til genmæle, og der var mange (J.P. Mynster fx) der tænkte og følte som han, og ingen der tog Petersen i forsvar.

Da der 1845 oprettedes et professorat i de nordiske sprog blev Petersen denne lærestols første indehaver. Det skete ikke efter hans eget ønske; han havde aldrig tænkt på at ville forlade arkivet, og ved universitetet, hvor han havde vanskelighed ved at hævde sig og sit fag over for J.N. Madvig og den klassiske filologi, kom han ikke til nogen sinde at føle sig hjemme. Alene bevidstheden om at skulle træde frem for et auditorium var ham en lidelse. Den første litterære frugt af hans nye virksomhed, under hvilken han med vemod måtte lægge Danmarkshistorien til side, blev Nordisk Mythologi der udkom 1849. Bogen er væsentligst en fremstilling af eddamytologien, med inddragelse af stof fra Saxo, sagaerne og, om end blot i forbigående, nyere folketro. Derefter fulgte som universitetsprogram for 1852 Nogle Bemærkninger om Modersmaalet, hvortil 1861 føjedes et lignende Nogle uddrag af Forelæsninger vedkommende de nordiske Sprog. De indeholder mange læseværdige og lærerige partier, men viser tillige at et grammatisk studium nu lå ham fjernt, og det ses at i sprogvidenskaben, som den siden Rasks død havde udviklet sig i udlandet, var han i ringe grad fulgt med; inden for islandsk bevægede han sig med kyndighed, men over for den norske historiker P.A. Munchs ved århundredets midte ad sproglig vej begrundede anskuelser om Danmarks ældste etnografiske forhold stod han magtesløs. Selv om han i øvrigt havde villet, kunne han næppe have fået tid til at indhente det forsømte et arbejde af helt anden art lagde i hans senere år fuldt beslag på hans kræfter. Efter henvendelse fra den danske historiske forening, på hvis program stifteren Molbech havde sat et værk af denne art, var han 1847 begyndt at gøre samlinger til en fremstilling af den danske litteraturs historie i dens helhed og sammenhæng. Han følte sig herved "som en fattig Mand paa Udkanten af den rige Mands Ager, paa Skrænten af Europas righoldige Litteratur", men han førte foretagendet igennem, og 1853-61 udkom i fem bind Bidrag til den danske Literaturs Historie, omfattende tiden fra middelalderen til udgangen af 1700-tallet og behandlende ikke blot digtekunstens, men – på lige fod med den – videnskabens historie. Der forelå så godt som ingen forarbejder; Petersen måtte selv samle materialet samtidig med at han bearbejdede det, og denne dobbelthed har han med vilje bevaret i værkets form. Det var ved sin fremkomst et værk af rang og vil med den begrænsning og ensidighed i synsmåde, der var en følge af Petersens indstilling med front mod syd, altid indtage en plads i første række blandt dansk åndslivs frembringelser. Efter hans død offentliggjordes 1866 i Annalerne (for 1861) Bidrag til den oldnordiske Literaturs Historie, men i en højst uheldig skikkelse, uden udfyldning af de ofte blot skematisk antydede partier.

Tanken om Nordens åndelige forening slap han ikke, men der er tegn til, at han i sine sidste år begyndte at tvivle på muligheden. Det lod sig dog ikke nægte, at de nordiske folk, i hvert fald det danske og det svenske, nu stod hver med en omfattende litteratur, et særpræget nationalt udviklet folkeliv og et rigt nuanceret sprog; og kunne genforeningen, inderst inde, være ønskelig, såfremt den kun kunne nås ved, at det svenske sprog, der vel, når alt kommer til alt var lige så vanslægtet som vort, fortrængte det danske? At problemet endte med at tilspidse sig således for ham var vistnok hans tungeste sorg, og da han året før sin død androg ministeriet om midlertidig fritagelse for forelæsninger, anførte han blandt grundene til sin sygelige tilstand også den: "mangeaarig Bekymring over mit Fædreland".

Som menneske var Petersen en i sjælden grad sandhedskærlig, fintfølende natur; han var ikke uden selvfølelse, i sine meninger og standpunkter noget af en fanatiker. Som skribent førte han sin egen stil, et ægte og gedigent udtryk for hans personlighed. Han mente selv, at for så vidt sådant kunne erhverves udefra, var det en frugt af hans idelige læsning i sine tyske og franske yndlingsforfattere: G.E. Lessing og Johann Wolfgang Goethe, J.H. Bernardin de Saint-Pierre og J.J. Rousseau, denne vidunderlige mand der foragtede menneskene og anvendte hele sit liv på at oplyse dem.

Medlem af Det kgl. danske selskab til fædrelandets historie og sprog 1836, af Videnskabernes selskab 1841. Tit. professor 1841. Etatsråd 1856.