Kurt Wulff

Kurt Wulff, 4.9.1881-4.5.1939, filolog. Både på fædrene og mødrene side tilhørte Kurt Wulff en tysksproget, men dansksindet slægt fra Holsten. Han blev student 1900 fra Østersøgades skole; i skoletiden var hans hovedinteresse entomologi, en interesse han vedblev at dyrke livet igennem; han var en ivrig og dygtig sommerfuglesamler og efterlod sig en betydelig samling der ved hans død overgik til Zoologisk museum.

Ved universitetet tog Kurt Wulff fat på studiet af sprogvidenskab. Den universitetslærer der kom til at betyde mest for ham var Vilh. Thomsen; dennes påvirkning blev afgørende for hele hans udvikling, og forbindelsen med ham udviklede sig gennem de senere år til et stedse nærmere venskab og samarbejde. 1903 studerede Kurt Wulff tre måneder i Oxford og 1905-06 to semestre i Leipzig hvor han fulgte forelæsninger hos Karl Brugmann og Ernst Windisch. 1906 tog han ved Kbh.s universitet skoleembedseksamen i klassisk filologi med sprogvidenskabeligt speciale og med engelsk som bifag. I en længere årrække (1906-18) var han derefter ansat i München som medarbejder (særlig med hensyn til personnavnene) ved Thesaurus linguae Latinae. Bl.a. under påvirkning af Ernst Kuhn optoges han samtidig af forskellige problemer vedrørende slægtskabsforhold mellem østasiatiske sprog og Stillehavssprog, i tilknytning til den af W. Schmidt 1906 løseligt fremsatte hypotese om en "austrisk" sprogæt omfattende malajo-polynesisk og forskellige sprog i Indien og Indokina (mon-khmer, annamitisk og munda), og han koncentrerede sig i nogle år særlig om studiet af malajisk og dets forhold til de øvrige indonesiske sprog til hvis sammenlignende behandling han i nogle indholdsmættede afhandlinger og en kongresmeddelelse gav væsentlige bidrag. 1916 erhvervede han den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s universitet for afhandlingen Den oldjavanske Wirâtaparwa og dens sanskritoriginal der behandler en javansk oversættelse af det indiske epos Mahabharata; denne afhandling prisbelønnedes desuden med det preussiske akademis Bopp-stipendium og af det bayerske akademis Hardy-Stiftung, og den er senere med megen anerkendelse blevet benyttet af indiske lærde ved den tekstkritiske behandling af Mahabharata.

Ved sin hjemkomst til Kbh. 1918 knyttedes Kurt Wulff som ekstraordinær videnskabelig medhjælper til Det kgl. bibliotek hvor han ledede anskaffelsen, forvaltningen og katalogiseringen af forskellige betydelige østasiatiske bog- og håndskriftsamlinger. Samtidig knyttedes han til universitetet som lærer i græsk og bistod desuden Vilh. Thomsen ved det fortsatte arbejde med de af ham dechiffrerede oldtyrkiske indskrifter; Vilh. Thomsen overdrog ham at fuldende den planlagte samlede udgave af disse, et arbejde som Kurt Wulff imidlertid ikke nåede at tilendebringe. 1922-24 opholdt Kurt Wulff sig med stipendier sytten måneder i Peking og tretten uger i Malacca. Under opholdet i Peking valgtes han (1923) til korresponderende medlem af The School of Sinologicai Research at the University of Peking. En direkte frugt af opholdet i Malacca er en større afhandling fra 1924 om udtalen af den malajiske dialekt i sultanatet Perak. Fra 1920 virkede Kurt Wulff (foruden som lærer i græsk) som privatdocent ved universitetet hvor han læste over malajisk, oldtyrkisk og kinesisk. 1926 blev han lektor i kinesisk og 1928 docent i østasiatiske sprog med særligt henblik på kinesisk. 1933 blev han optaget i Société finno-ougrienne og 1934 i det danske videnskabernes selskab. Siden hjemkomsten 1918 var det kinesisk og de dermed nærmest beslægtede sprog som var hovedgenstanden for Kurt Wulffs usædvanlig omfattende og alsidige sprogvidenskabelige studier. Hans mål blev stedse mere bevidst en systematisk bevisførelse for den af A. Conrady fremsatte hypotese om slægtskab mellem sino-tibetansk (kinesisk, siamesisk, tibetisk m.m.) og "austrisk". To større arbejder, der endnu i Kurt Wulffs levetid fremkom fra hans hånd i Videnskabernes Selskabs hist.-filol. Medd., er forarbejder hertil (Chinesisch und Tai, 1934; "Musik" und "Freude" im Chinesischen, 1935); de giver udførlige systematiske sammenligninger mellem kinesisk og tai-sprogklassen (hvis mest bekendte medlem er siamesisk). Et tredje arbejde sst. (Sang Hyang Kamahāyānan Mantrānaya, 1935) bringer en sprogligt kommenteret oversættelse af en oldjavansk tekst af buddhistisk indhold.

Først efter Kurt Wulffs død kunne det arbejde af ham blive udgivet som leverer beviset for slægtskab mellem sinotibetansk og de austriske sprog (Über das Verhältnis des malayo-polynesischen zum indochinesischen, 1942, i Videnskaberens Selskabs Meddelelser). Dette er Kurt Wulffs hovedbedrift og en af de betydeligste opdagelser der er gjort i den nyere tids sprogvidenskab. De omhandlede sprogs ejendommelige bygning nødvendiggjorde en særlig sindrig anvendelse af den klassiske, af Rasmus Rask skabte metode for påvisning af sprogslægtskab, og det spredte, vanskeligt tilgængelige og ofte tvivlsomme materiale for nogle af sprogenes vedkommende krævede en usædvanlig udholdenhed og skarpsindighed. En særlig interessant enkelthed ved Kurt Wulffs opdagelse er at tibetisk og kinesisk-tai, hvis indbyrdes slægtskab man i forvejen kendte, står hinanden fjernere end kinesisk-tai og malajo-polynesisk som man ikke tidligere havde kunnet bringe i forbindelse med hinanden. Den store slægtskabssammenhæng som Kurt Wulffs opdagelse afdækker omfatter sprog der tilsammen tales af henved en tredjedel af jordens befolkning, fra Madagascar over Indien og Østasien ud til Stillehavets fjerneste øgrupper. I et andet efterladt arbejde (Acht Kapitel des Tao-Te-King, 1942, ligeledes i Videnskabernes Selskabs Meddelelser) giver Kurt Wulff en ny, af de kinesiske kommentatorer uafhængig fortolkning af taoismens hovedskrift, Laotzes værk om vejen og dyden. Kurt Wulff forenede i sjælden grad filologisk nøjagtighed og omhu med kombinationsevne og videnskabelig dristighed. Hans resultater præges i lige grad af overraskende nyhed og sikker underbygning.