Kristian Kålund, Peter Erasmus Kristian Kålund, 19.8.1844-4.7.1919, nordisk filolog. Født i Søllested, Lolland, død på Frbg., urne på Gentofte kgd. K. blev student 1863 fra Herlufsholm, mag.art. i nordisk filologi 1869. Hans magisterafhandling, Familielivet paa Island i den første Sagaperiode (Aarb. for nord. Oldkyndighed, 1870) viser at han særlig interesserede sig for fagets kulturhistoriske side. 1872–74 opholdt han sig på Island hvor han i to somre berejste størstedelen af landet for ved selvsyn at gøre sig bekendt med de i sagalitteraturen omtalte lokaliteter. Disse undersøgelser, som senere blev suppleret ved benyttelse af trykt og utrykt topografisk materiale, ligger til grund for standardværket Bidrag til en historisk-topografisk Beskrivelse af Island, 1877–82 som ved sin fylde af kritisk sigtede oplysninger endnu er en uundværlig håndbog ved læsning af sagaerne. En del af dette værk forsvaredes 1879 for den filosofiske doktorgrad. Efter hjemkomsten fra Island blev K. 1875 lærer (1880 adjunkt) ved Metropolitanskolen, men opgav denne stilling 1883 da han blev bibliotekar ved den Arnamagnæanske håndskriftsamling. Hans vigtigste arbejde i den tidligere noget forsømte samlings tjeneste er udgivelsen af et udførligt katalog som delt i to bind udkom 1889–94; ved sin praktiske dygtighed lykkedes det K. inden for rimelig tid at fuldføre et værk som gennem årtier havde været hårdt savnet (delvis også forberedt af andre); og først nu da de nøjagtige beskrivelser af håndskrifterne og de omhyggelige systematiske registre forelå blev samlingen forholdsvis let tilgængelig for forskningen. Nogle år senere udkom Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket, 1900, udarbejdet efter de samme principper og ledsaget af en indledning der i sammentrængt form behandlede de gamle norske og islandske håndskrifters indsamling og bevaring. Som bibliotekar ved den Arnamagnæanske samling og som sekretær såvel i Samfund til udgivelse af gammel nordisk litteratur (fra 1879) som i Det kgl. nordiske oldskriftselskabs oldskriftafdeling (fra 1891) var K. en forgrundsskikkelse inden for udgivelsen af den middelalderlige islandske litteratur og har selv udgivet flere værker på en grundig og indsigtsfuld måde, bl.a. Laxdæla Saga, 1889–91, Heiðarvíga Saga, 1904 samt en række astronomiske, komputistiske og geografiske afhandlinger m.m. der blev samlet under navnet Alfræði íslenzk, 1908–18, men den største og vigtigste af K.s udgaver er Sturlunga Saga, 1906–11; af dette værk havde han tidligere leveret en dansk oversættelse (1904). Af stor betydning for studiet af den nordiske skrifts udvikling er Palæografisk Atlas som K. udgav 1903–07, med talrige faksimiler fra danske, norske og islandske håndskrifter, ledsaget af en nøjagtig transskription.

I sine sidste år beskæftigede K. sig særlig med den Arnamagnæanske samlings ældste historie og dens stifters liv og virksomhed. Hertil hører de tre store udgiverarbejder der indeholder Árni Magnússons embedsskrivelser (1916), hans brevveksling med Thormodus Torfæus (1916) og hans private brevveksling (1920); det sidstnævnte var endnu ikke afsluttet ved K.s død, og han nåede heller ikke at sætte kronen på værket ved at fremstille Árni Magnússons levned, hvilket vistnok havde været hans mål. Siden sit ophold på Island da K. lærte at tale sproget og sætte pris på folket havde han også omfattet Islands senere historie med interesse; et vidnesbyrd herom er de biografier af islændere som han med kyndighed og forståelse skrev i Dansk biografisk Lexikon (1887–1905). Senere testamenterede han størstedelen af sin efterladte formue til Det islandske litteratursamfund i Kbh. Islandske forskere, de fleste inden for dette selskab, bragte ham et festskrift (Afmælisrit) på 70-års dagen 1914. Medlem af Videnskabernes selskab 1900.

Familie

Forældre: sognepræst Carpar Ernst Kaalund (1806–53) og Anna Helene Riedewaldt (1817–88). Ugift.

Udnævnelser

R. 1907.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Kbh.s univ.s 400-årsfest promoverede doktorer, 1879 128–31. – Th. Thoroddson: Landfræðissaga Islands IV, 2, 1904 89–93. Finnur Jónsson i Afmælisrit til K. K.s, 1914 VII-XI. Samme i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1919–20 61–65. Samme i Arkiv for nord. filologi XXXVI, Lund 1920 332–37. Sigfus Blöndal i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen VI, Upps. 1919 202–06. Bogi Th. Melsteð i Ársrit hins íslenska fræðafjelags, 1920 91–114. – Videnskabelig korrespondance i den Arnamagnæanske saml. Breve fra Islandsrejsen i Kgl. bibl. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig