Karl Verner

Karl Verner, Karl Adolf Verner, ved dåben Carl Adolph Werner, 7.3.1846-5.11.1896, filolog. Født i Århus, død på Frbg., urne på Bispebjerg kgd. V.s interesse for sprogstudier går tilbage til gymnasietiden ved Århus katedralskole hvor han læste Rasmus Rasks retskrivningslære og August Schleichers Compendium der vergleichenden Grammatik der indogermanischen Sprachen (1861). Han blev student 1864 og studerede derefter et par år klassisk filologi, men læste i øvrigt sanskrit hos N. L. Westergaard, nordisk filologi og almindelig sprogvidenskab hos K. J. Lyngby og slaviske sprog hos C. W. Smith. De omfattende sprogstudier førte til at familien pressede på for at få ham til at afslutte med en eller anden eksamen, og han valgte magisterkonferens i slaviske sprog som han tog 1873, efter at han dec. 1871- okt. 1872 havde været på studieophold i St. Petersborg og Moskva. Han havde i studietiden beskæftiget sig med accentforholdene i indoeuropæisk og specielt i de slaviske sprog, og da han efter konferensen stod uden stilling og måtte tage tilbage til familien i Århus, genoptog han med mellemrum disse accentstudier. Han manglede kendskab til betoningen i kasubisk (i egnen omkring Danzig (Gdansk)) og fik stipendium til en studierejse dertil 1875-76. Men inden da havde han fået skrevet den vigtige afhandling Eine ausnahme der ersten lautverschiebung (trykt i Kuhns Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung XXIII, 1876, sammen med en anden, mindre afhandling Zur ablautsfrage). Afhandlingen om undtagelsen fra den germanske lydforskydning, som V. forklarer som begrundet i de oprindelige indoeuropæiske accentforhold (Verners lov) fik indgribende betydning i sprogvidenskabens udvikling og vakte stor opsigt, især i Tyskland. Han fik tilbudt at søge en stilling dér som professor i sammenlignende sprogvidenskab, men afslog tilbuddet med, at han gerne ville være bibliotekar, og tog 1876 imod en ansættelse ved universitetsbiblioteket i Halle hvad der medførte bekendtskab med førende tyske sprogforskere. Videnskabsakademiet i Berlin tildelte ham 1877 den Boppske prisbelønning. Efter C. W. Smiths død 1881 lod V. sig trods betænkeligheder bevæge til at søge stillingen som docent i slaviske sprog ved Kbh.s univ.; han udnævntes 1882 med tiltrædelse fra jan. 1883, og han røgtede sin undervisning med stor samvittighedsfuldhed og blev 1888 ekstraordinær professor i faget. V. var en klar og skarp sprogtænker, men fik på grund af sin stærke selvkritik publiceret meget lidt, selv om hans mange breve viser at han har syslet med vigtige problemer inden for sine interesseområder: den sammenlignende sprogvidenskab, slavistikken og fonetikken. Mens han var i Halle nærmest aftvang man ham nogle småting, mest anmeldelser, som dog røber væsentlige resultater af hans granskninger. Om betoningsforholdene i de indoeuropæiske sprog offentliggjorde han ikke noget ud over de nævnte afhandlinger som imidlertid er nok til at sikre hans navn i sprogvidenskabens historie. I en anmeldelse af Axel Kocks Språkhistoriska undersökningar om svensk akcent (Anzeiger für deutsches Altertum, 1881) opsummerer han sit syn på forholdet mellem stødet i dansk og accenter i norsk og svensk i ordtyper der svarer til danske ord med stød, alt hvad der kom frem af et stort planlagt arbejde om stødet og de skandinaviske ordtoner. Efter ansættelsen ved universitetet lagde undervisningsvirksomheden stærkt beslag på V.s kræfter og efterhånden skrøbelige helbred, men 1886-90 var han derudover stærkt optaget af eksperimentelle undersøgelser over sproglyds svingningskurver (nogle breve om emnet fra 1890 er trykt i Neuphilologische Mitteilungen 15.9.-15.10.1903). Hans samlede afhandlinger er sammen med vigtige breve udg. i Afhandlinger og Breve (1903), og det er i brevene, bl.a. til Vilhelm Thomsen, C. W. Smith og ungdomsvennen Julius Hoffory han afslører sine videnskabelige studier og planer. – V. blev 1887 æresdoktor ved universitetet i Heidelberg, 1888 medlem af Videnskabernes selskab.