Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K. Mikkelsen

Oprindelig forfatter MaKr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

K. Mikkelsen, Kristian Mathias Mikkelsen, ved dåben Christian Michelsen, 22.11.1845-24.4.1924, filolog, lærer. Født i Kbh. (Helligg.), død i Roskilde, begravet sst. M. blev student 1864 fra Borgerdydskolen i Kbh., fik 1871 accessit for besvarelsen af universitetets prisopgave i klassisk filologi og bestod n.å. den filologiske skoleembedseksamen. Efter fortsatte studier (1873 en kort tid i München) og lærervirksomhed ved kbh.ske skoler blev M. 1876 udnævnt til adjunkt ved Roskilde katedralskole hvor han (fra 1892 som overlærer) virkede til sin afsked 1917. M.s første arbejder angår klassisk filologi, især syntaks og tekstkritik; senere skrev han om pædagogik og udgav bl.a. en latinsk elementarbog (1878, 26. udg. 1970) og Tysk Begynderbog efter en ny Metode, 1914, men af størst betydning er hans arbejder om dansk grammatik. 1891 vandt han en af kultusministeriet udsat pris for den bedste danske sproglære, og 1894 udgav han den omfangsrige Dansk Sproglære med sproghistoriske Tillæg hvoraf han også udgav en række udtog til undervisningsbrug. I den store sproglære er især syntaksen værdifuld på grund af sine rige eksempelsamlinger, mens formlæren bringer mindre nyt og er for stærkt bundet til den ældre (klassiske) grammatik, og lydlæren allerede ved sin fremkomst var forældet. En ny, udvidet og væsentlig forbedret udgave af syntaksen er Dansk Ordføjningslære, 1909-11 genudgivet 1975). De synsmåder M. har anlagt i disse værker forsvarede han ikke uden dygtighed i en række indlæg, men vandt næppe mange tilhængere for dem blandt sprogmænd. Som håndbog vil Dansk Ordføjningslære dog hævde sig ved sine righoldige eksempelsamlinger fra ældre og nyere dansk litteratur.

Familie

Forældre: restauratør Søren Michelsen (1807-83) og Karen Nielsen (1817-95). Gift 22.9.1878 i Kbh. (Pauls) med Hansine Vilhelmine Nissen, født 2.7.1854 i Svendborg, død 13.5.1935 på Frbg., d. af traktør, senere kommissionsmægler Hans Bonnesen N. og Ane Marie Jepmond.

Udnævnelser

R. 1901.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Knud Andresen. F. Dyrlund i Arkiv för nord. filologi XI, Lund 1895 180-207. K. G. Brøndsted i Dania IX, 1902 214-32. H.

Bibliografi

G. Wiwel sst. X, 1903 1-19. K. M. sst. 146-54. F. Ahlefeldt-Laurvig i Roars kilde, 1924 81-84. Holger Rørdam sst. 1945 28-30. Det danske sprogs udforskn. i det 20. årh., udg. af Selsk. for nord. filologi, 1965. Paul Diderichsen: Sprogsyn og sproglig opdragelse, 1968. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marius Kristensen: K. Mikkelsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294355