Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Pedersen Høysgaard

Oprindelig forfatter PoAn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jens Pedersen Høysgaard, Jens Pedersen Høisgaard, 25.12.1698-21.4.1773, filolog. Født i Århus, død i Kbh. (Trin)., begravet i Trin. k. H. blev student 1719 i Århus. 1723 tog han den filosofiske eksamen og blev 1727 baccalaureus. Muligvis ernærede han sig nogle år som skoleholder til han 1737 blev 3. pedel ved universitetet, et hverv han efter eget ønske beholdt til 1759 hvor han blev klokker og overgraver ved Trinitatis kirke. I denne stilling virkede han til sin død. I sine yngre år beskæftigede H. sig med filosofiske og matematiske emner, men hans store betydning ligger dog på et andet felt: det sproglige. Efter hans eget sigende gjaldt hans ældste iagttagelser latinsk syntaks, og han udgav i sin høje alderdom (1771) Nyt Forsøg til at fastsætte den regelrette Brug af Conjunctionerne quod og ut, af modus conjunctivus og af indicativi imperfectum et perfectum i Latinen som delvis stammer fra disse tidlige sprogstudier. Det er imidlertid H.s arbejde med modersmålet der har placeret ham som den første betydelige begavelse i rækken af danske sprogvidenskabsmænd. Det var Th. Clitaus' angreb på Niels von Hauens ortografiske leksikon (1741) som fremkaldte H.s første sprogskrift: Tres faciunt collegium eller Kjendelse i Sagen imellem Tvende fordum vel-meriterede og endnu efter Døden Berømmelige Mænd, Om Nogle Stykker i den Danske Orthographie, 1743. Det er et indlæg i en strid, og det behandler problemer om den skriftlige gengivelse af sproget. I retskrivningsspørgsmål dømmer H. ud fra skriftens forhold til talen, og han er den første som bevidst lægger det talte sprog til grund for sine undersøgelser af modersmålet. Han forkaster fx – med Henrik Gerner (1629–1700) som forgænger – skriftsprogets særlige flertalsformer af verberne fordi "aldrig nogen, enten Lærd eller Ulærd, ey engang en Præst paa sin Prædike-Stoel, siger "de elske" i Steden for "de elsker" ... og om nogen af dem taler i det Fald, som de skriver, da lader det kjerlingagtigt for andre".

S.å. udsendte H. Concordia res parvæ crescunt, eller Anden Prøve af Dansk Orthographie, som viser skrevne Accenters Nytte, og Vocalernes rætte Brug. Dette lille skrift på kun 26 sider i oktav er af meget højere videnskabelig værdi end det første. H. forlader her den aktuelle retskrivningsdiskussion – men ikke dennes centrale problem: den rigtige retskrivning; han fremlægger her egne nye og dristige ideer til en beskrivelse af det danske sprog som – da sagen først har grebet ham – videreudvikles og fører til den fuldstændige danske "Sprogkonst" som de tre følgende værker tilsammen danner: Accentuered og Raisonnered Grammatica, Som viser Det Danske Sprog i sin naturlige Skikkelse, saa velsom dets Rime-konst og Versregler § 1–531, 1747, Methodisk Forsøg til en Fuldstændig Dansk Syntax § 532–1926, 1752 og Første Anhang til den Accentuerede Grammatica § 1927–2022, 1769. Noget "andet Anhang" kom ikke.

I "Anden Prøve" tager H. fat på to centrale problemer som i titlen angivet: "Accenters Nytte" og "Vocalernes rætte Brug". Midt i 1700-årenes livlige, gærende men også højst uklare sprogdiskussion viser H. her en afklaret forståelse af den principielle forskel mellem lyd og bogstav. Han er, som Otto Jespersen har sagt, ikke fonetiker, men sprogvidenskabsmand; hans interesse for lyd er – som Anders Bjerrum har sagt – ikke hvordan de frembringes i munden, men hvordan de fungerer i sproget, og han konstaterer således at i dansk er der brug for ti, og kun ti, vokaler der i sproget fungerer som ordadskillende, og at målet må være at opnå at der til disse ti vokaler i skriften er til rådighed ti bogstaver (vokaltegn) således at hvert vokaltegn altid betegner den samme vokal (sproglyd). Men dette er langtfra tilfældet i dansk retskrivning, næsten alle vokaltegnene "bliver misbrugte": "Thi e er klarlydende, som æ, efter den Kjøbenhavnske udtale, udi dèn, dét, rét & c, men dum-lydende udi én, ét, fét & c; .. o udsiges med sin rætte dumme lyd udi fórt, hós, knópper & c, men klart som aa udi kórt, lós, kópper & c, ø lyder klart i fø̂r (tilforn) tø̂r (uden vædske) & c, men dumt udi fø̂r (frisk) & c mø̂r (ikke sey) & c ... Som en følge af hans krav om overensstemmelse mellem sproglyd og bogstavtegn er H. ikke ynder af dobbelttegnet aa, han vil hellere skrive å "paa den Svenske maade", og de store "anfangs-bogstave" har ikke hans interesse. Hvor langt han i sin sprogbetragtning var forud for sin tid mærker man når man læser hans afsluttende bemærkninger (i Anden Prøve) om vokalerne: "der vil maa skee nogen sige, at der iblandt de 10 Vocaler, som jeg har optegnet, findes nogle Diphtongi, dòbelte Vocaler, eller hvad man vil kalde dem: men jég siger nej; thi b, saavidt det er en figûr, er ingen Consonant, men betegner en Consonant, ligeledes de bemældte 10 figurer ere egentligst at tale, hverken Vocaler eller Consonanter, men ikkun tegn, som betyder hver for sig ikke mere end ên Vocal, eller ên enkelt lyd, og altsaa ikke bemærker nogen Diphthongus, om end og figuren var tre-dòbelt".

Annonce

H.s største bedrift er dog hans fremhævelse af "Accenters Nytte". Han begynder i Accentuered Grammatica, den første part, om ordenes "Materie": "Hvèrt mundtlig Ord bestâaer af ên eller flere Stàvelser. Enhvèr Stavelse bestâaer mundtlig (a) af èt eller flere Elemènter, og (b) af sine visse Prosódiske Egenskaber; men skriftlig (a) af ên eller flere Bò'gstàve, og, hvôr det er brùgeligt, (b) àf sin Accènt eller Prosódiske Tégn". Men det er nu almindeligvis ikke "brugeligt", og H. erkender nu at skal retskrivningen give et pålideligt billede af talesproget må man indføre sådanne accenttegn i skriften. Hans Grammatica fremlægges derfor ikke blot som en "raisonneret" men også som en "accentueret", og det samme gælder Første Anhang (1769) med den alfabetiske ordliste.

I fjerde afsnit "Om Aàndelàvene" konkluderer han at der er fire, ja "accurate at tale, ere fém Aandelave i Dansken", hvilket vil sige at en stavelse i det danske talesprog ("den beste Dialect") er bygget op på en af fem måder med hensyn til de prosodiske forhold. Åndelavet kan være: 1) Det "Stødende" (betegnet med ´ over vokalen); dvs. en stavelse med kort vokal efterfulgt af konsonant med stød: "nǿd (tvungen), Skínd (húd), Brúd (fæ̀stemǿ), trínd (rónd) ..". 2) Det "Kort-jævne" (betegnet med'); dvs. en stavelse med kort vokal efterfulgt af konsonant uden stød: "Nø̀d (en frùgt), Skin (et lŷs), Brùd (brydelse), Trìn (i gang) ...". 3) Det "Dóbelte" (betegnet med ^); dvs. en stavelse med lang vokal med stød: "Nø̂d (qvǽg, betrø̀k), Skrîn, Brûd (vessel), trîn (træd frém), lôd (af at lade) ...". 4–5) Det "lang-jævne, Drægevorne eller Langdragede" (betegnet med '); dvs. en stavelse med lang vokal uden stød efterfulgt af konsonant, eller med kort vokal efterfulgt aflang konsonant: Her er altså egentlig tale om to åndelav, nemlig "(jysk) at nø'd (i stéden for nø'de tvinge)" og "(jysk) skin' (i stéden for skinne, lyse) ... "Det drægevorne åndelav kommer "ikke fòr i rætte Danske e'nstàvelses ôrd af den beste Dialect ... uden i disse tré contrahêrede ôrd: Fa'r, Mo'r, Bro'r". En del jyder udfører de samme ord per Circumflexum (efter tredie åndelav), altså: "Fâr, Môr etc".

H.s stavelses- eller ordtypelære førte naturligvis ikke til at man indførte accenter i den danske retskrivning, men hans arbejde var ikke derfor spildt, for som analyse af det danske talesprogs stavelsesopbygning blev H.s værker grundlæggende for hele den senere danske grammatik. Rasmus Rask bruger hans system, og K. J. Lyngby bygger sin ypperlige jyske lydskrift op på systemet, og det er karakteristisk at begge disse sprogforskere ligesom H. var store retskrivningsreformister. Med Otto Jespersens klassiske fonetik træder læren om stavelsestyperne noget i baggrunden i nogle årtier, men igen i den nyere danske systematiske dialektologi bygger man den synkroniske beskrivelse af de dialektale sprogsystemer på H.s stavelseslære.

H.s kendskab til såvel "den beste Dialect" som de lokale dialekter er betydeligt, og skønt han selv i sit talesprog har bevaret sin østjyske brug af stød kender han både den afvigende københavnske brug og afvigelser i de danske dialekter. Fx hedder det om "de Lólliker" at deres udtale "kómer de kjøbenhávnske saa underlig fòr", ... fx "gjør de skábet, bòrgerskábet & c ofte til noget som er ska'bed eller ska'wed; i det ringeste lâr de ikke Støde-tonen áltid saa kjendelig høres som de burde". Stødet er jo nødvendigt til adskillelse af åndelavene, men man kan dog godt "formìlde stø̂det, og ikke jøkke dem saa ilde ûd, som de Sællandske Bǿnder gjør, hvilke i det hènséende tâler verre end nogen Jyde". H. skriver et sprog fuldt af lune, og hans store bøger er fulde af interessante iagttagelser om dansk talesprog og – ikke mindst – om dansk syntaks.

Familie

Forældre ukendte. Gift 1. gang ca. 1733 med Johanne Poulsdatter Calmer, født ca. 1703, begr. 25.5.1761 i Kbh. (Trin.). Gift 2. gang 10.4.1764 i Kbh. (Nic.) med Anna Lucie Pahl, født ca. 1718, begr. 24.8.1770 i Kbh. (Trin.) (gift 1. gang 1750 med kateket Frederik Boye, 1715–59), d. af justitsråd Marcus P. (ca. 1686–1762). Gift 3. gang 6.5.1772 i Kbh. (Frue) med Cecilia Birgithe Wormstrup, født 17.2.1752 i Kbh. (Trin.), død 1778 i Inderoen (gift 2. gang 1774 med foged i Inderøen, senere amtmand i Nordre Bergenhus amt Niels Dorph Gunnerus, 1751–89, gift 2° 1779 med Margrethe Christine Lund, 1761–1882), d. af gæstgiver Sten W., "Prinsen" på Vestergade (ca. 1694–1762) og Sara Cathrine Andersdatter Lund (død tidligst 1778).

Bibliografi

Danske grammatikere, udg. Henrik Bertelsen IV, 1920; VI, 1929 (ny udg. 1979). – P. K. Thorsen i Pers. hist. t. 3.r.III, 1894 189. Karl Verner: Afhandl. og breve, 1903. Johs. Brøndum-Nielsen i Danske studier XV, 1918 127–36. Poul Andersen sst. 1977 120f. Henrik Bertelsen: J. P. H. og hans forfatterskab, 1926 (anm. af Marius Kristensen i Arkiv för nord. filologi XLV, Lund 1929 970) Anders Bjerrum i Sprog og kultur XX, 1958 I -13.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Andersen: Jens Pedersen Høysgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291770