Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.L. Heiberg

Oprindelig forfatter AdAd
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.L. Heiberg, Johan Ludvig Heiberg, 27.11.1854-4.1.1928, klassisk filolog. Født i Ålborg, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). H. voksede op i et hjem med kulturtraditioner. Allerede i Ålborg katedralskole var hans interesse for græsk og matematik vakt. Han blev student 1871 og valgte at studere klassisk filologi. 1876 tog han filologisk embedseksamen og ernærede sig derefter ved undervisning. 1879 vandt han doktorgraden med Quæstiones Archimedeæ. 1884–96 var han bestyrer for Borgerdydskolen på Østerbro, først sammen med S. G. Møller, efter dennes død med S. L. Tuxen. 1896–1925 var han professor i klassisk filologi og arkæologi (det sidste dog kun til 1911). 1883 blev han medlem af Videnskabernes selskab og var dets redaktør 1902–13. Fra 1919 til sin død var han formand for Rask-Ørstedfondet, 1915–16 universitetets rektor.

På universitetet var H.s lærere J. N. Madvig, J. L. Ussing og O. Siesbye. Han var Madvigs sidste og også største discipel og følte sig altid i taknemmelighedsgæld til ham; han var senere ikke klar over hvor langt han i mange retninger var kommet bort fra sin lærer. Af Madvig havde han lært den grundigste filologiske metode, den indtrængende forståelse af teksten og redegørelse for dennes overlevering. Det er på det sidste punkt H. førte ud over sin lærer der som forsker var af en helt anden type. Stor betydning for H.s udvikling havde også den græske studiekreds der samledes hos C. Jørgensen. I studietiden skaffede H. sig grundige kundskaber på hele filologiens område. Men allerede som student havde han taget fat på sit egentlige arbejdsområde, de græske matematikere. Et foredrag, holdt 1875, hvoraf et udtog er trykt, viser at han havde gennemarbejdet Arkimedes' værker; det er et forarbejde til disputatsen. Af stor betydning for de fortsatte studier blev hans venskab med de to historisk anlagte matematikere H. G. Zeuthen og L. Oppermann, i en senere periode med Paul Tannéry. H.s disputats gav en kritisk samling af alt hvad man vidste om Arkimedes, og udredede dennes værkers indbyrdes kronologi. Den indeholdt også en udgave af det lille skrift om sandets tal som prøve på en ny udgave af Arkimedes; den betød et uhyre fremskridt. H. havde af H. A. Omont og C. Graux fået oplysninger om nogle af håndskrifterne. Han fremhævede ofte selv hvor meget Graux havde betydet for ham som håndskriftforsker. Dengang forelå der kun én tilfredsstillende udgave af græsk matematik, Hultsch' af Pappos (1876) som H. kunne lære noget af. Efteråret 1879 rejste H. for første gang til Italien for at gennemarbejde et vigtigt Arkimedeshåndskrift og kom herved langt ud over disputatsens opfattelse af overleveringshistorien. Det første bind af udgaven kom allerede 1880; det vidner om H.s utrolige arbejdskraft, idet han samtidig underviste mange timer, men også om den sikre metode og det hurtige judicium der var karakteristisk for ham. 1881 var udgavens tre bind færdige; den indeholder desuden H.s latinske oversættelse, Eutokios' kommentar (fra 500-tallet), noter til svære steder, meget udførlig fortale og registre. 1884 fandt Aristotelesforskeren V. Rose en latinsk oversættelse af Arkimedes, forfattet 1269 af flamlænderen Wilhelm af Moerbeke der var ansat ved pavehoffet i Viterbo. H. fik denne oversættelse overdraget til udgivelse; den indeholder også et skrift af Arkimedes der dengang ikke mere fandtes på græsk. Med støtte i nye fund kunne H. nu fastlægge tre vigtige bærere af overleveringshistorien, Isidoros, Sophiakirkens bygmester og Eutokios' lærer (500-tallet); Leo der i 800-tallet genoprettede universitetet i Konstantinopel; den siciliansknormanniske kultur hvorfra Arkimedes kom til det pavelige bibliotek. Disse undersøgelser har betydning langt ud over matematikkens overleveringshistorie. Fra 1903 begyndte han, der ved sine andre arbejder havde uddybet sin viden og metode, at forberede en ny udgave af Arkimedes. Da henledte professor H. Schöne hans opmærksomhed på et håndskrift i Istanbul som under en senere skrift indeholdt Arkimedes der var forsøgt udslettet (palimpsest). 1906 rejste H. til Istanbul og fandt at dette håndskrift, der desværre til dels var ødelagt og ulæseligt og overalt meget svært at dechifrere, ikke alene indeholdt de fleste kendte værker og det af Moerbeke bevarede skrift i en meget bedre form, men også to hidtil ukendte skrifter. Af det ene fremgik at Arkimedes benyttede integralregning hvad Zeuthen allerede havde påvist. Med hjælp af Zeuthen kunne H. allerede udgive det vigtigste 1907; opdagelsen vakte stor opsigt. H. havde tidligere oversat tilbage til græsk stykker der kun var bevarede i latinsk oversættelse; det viste sig nu at hans oversættelse var i god overensstemmelse med den græske original. Den nye udgave i tre bind kom 1910–15; i 3. bind gives tekstens historie i den endelige form. Metoden er forbedret fra 1. udgave; H. retter langt mindre i teksten end tidligere. Denne udgave er H.s hovedværk. H. kom nu til at udgive det meste af den bevarede græske matematik. Allerede fra 1879 havde han undersøgt håndskrifter til Euklid; her viste sig helt andre teksthistoriske problemer som han med stor skarpsindighed og lærdom har opklaret i Litterargeschichtliche Studien über Euklid, 1882 og i fortalen til udgaven som kom 1883–1916; nogle få bind var besørget af H. Menge. Mens dette store arbejde stod på udgav H. Apollonios' værk om keglesnit 1891 og-93, Simplikios' store kommentar til Aristoteles' skrift om himlen, 1894, og Serenos, 1896. Han tog igen fat på et kæmpearbejde, udgaven af Ptolemaios' astronomiske værker hvoraf der kom tre bind 1898–1907. Da den filolog der udgav Herons værker døde overtog H. arbejdet og udgav de to sidste bind 1912 og 1914. Der var nu ingen større matematiske værker tilbage, og første verdenskrig forhindrede biblioteksrejser. Dog kom som en efterslæt 1927 Mathematici grceci minores og Theodoros Tripolites, et mindre arbejde var gået i trykken kort før H.s død. I denne sammenhæng kan nævnes udgaverne af græske medicinere hvor emnet altid havde interesseret H. Han fik ideen til en samling af nye kritiske udgaver af alle græske medicinske skrifter og var selv med i ledelsen hvor han samarbejdede med sin ven H. Diels i Berlin.

H. udgav selv 1921–24 Paulus Aeginetas store håndbog fra 500-tallet, en hovedkilde for den græske medicins historie. H. så at denne håndbog krævede en anden metode end hans tidligere udgaver og har skrevet en lærerig afhandling herom. Da Diels døde overtog H. noget af hans arbejde og udgav 1927 1. hæfte af Hippokrates hvori findes småskrifter der altid havde interesseret ham stærkt. Glossae medicinales, 1924 er hans eneste latinske udgave, fraset oversættelser fra græsk. Han udgav også, til dels sammen med Zeuthen, Tannérys værker (til Naturvidenskabens Historie). I Einleitung in die Altertumswissenschaft og Aus Natur und Geisteswelt har han 1910 og 1912 skildret de eksakte videnskabers historie i oldtiden; disse fremstillinger viser hans lærdom også uden for matematikken. 1925 kom i Handbuch des Altertumswissenschaft en lignende oversigt, men denne bærer præg af at han ikke mere var i sin fulde kraft.

Annonce

På andre studieområder, vel også rent personligt, gik H.s udvikling meget langsommere; som ung var han genert og havde svært ved at udtrykke sig. Ingen havde ventet at han skulle blive den ledende inden for sit fag eller øve kulturpåvirkning i videre kredse. Måske var det græskens truede stilling der kaldte ham frem til et forsvar hvori han lagde alle sine evner. En afgørende påvirkning øvede hans ven A. B. Drachmann ved sin indtrængende kritik, mere moderne indstilling og stærke interesse for religiøse problemer. Forudsætningen for H.s store produktion efter 1891 var hans omfattende lærdom. Allerede tidligt havde han begyndt at gennemlæse den græske litteratur, og 1894 var han færdig med Aristoteles; han nåede langt ind i den byzantinske periode. Takket være sin imponerende hukommelse havde han altid det stof han havde brug for på rede hånd. Hans lærdom var af samme art som fortidens store filologers; hans viden hvilede på kilderne selv, og han brugte sjældent håndbøger el.lign. hjælpemidler. Denne udstrakte forfatterlæsning uddybede også hans i forvejen grundige sproglige kundskaber og skærpede hans fine sprogsans; for sammenligning med andre sprog havde han ingen interesse. På alle områder der interesserede ham fulgte han med i den filologiske litteratur. En stor støtte for ham var hans udmærkede bibliotek; allerede som ung student havde han, vejledt af C. Jørgensen, skaffet sig en god samling. Indtil sine sidste år anvendte han alt hvad han kunne overkomme på boganskaffelse. Med enestående liberalitet udlånte han til fagfæller og elever hvad de havde brug for. Efter hans død blev biblioteket solgt til Tyskland; adskillige værker, men især småskrifter, fandtes her i landet kun hos H. og gik nu tabt. H.s allerførste afhandlinger er ikke velskrevne, men senere skrev han et smukt og klart sprog, og hans udtryk var lige så rammende her som mundtligt. Han kendte ikke vanskeligheder ved disposition, omarbejdede aldrig noget og skrev ikke engang kladde. Dog fik han ikke uden for udgivervirksomheden noget virkeligt storværk i stand. Trods sine udprægede meninger havde han svært ved at drage de store linjer, og han nænnede ikke at udelade noget af det samlede stof. Han skrev aldrig et værk om Arkimedes hvis forskerpersonlighed han dog beundrede så inderligt; den omfangsrige bog Italien er ingen helhed, men en række afhandlinger. En stor plan om den græske litteraturs overleveringshistorie hvortil han på så mange punkter, også uden for naturvidenskaben, havde givet vigtige bidrag, og hvortil han havde samlet et uhyre stof fra vanskeligt tilgængelige kilder, opgav han ret tidligt. Men mængden af mindre skrifter og af udførlige anmeldelser der indeholder selvstændige undersøgelser er imponerende, og det allermeste heraf værdifuldt. I Fra Hellas, 1920 samlede han nogle af sine afhandlinger; en langt større samling Fra Hellas og Italien blev udgivet 1929 efter hans død.

Af større populære historiske skrifter er det bedste Den græske og den romerske Litteraturs Historie i Omrids, 1902 (oprindelig i Illustreret Verdens-Litteraturhistorie, 1901); her er de græske forfattere overordentlig fint karakteriserede, mens den romerske litteratur som H. satte lavt, behandles yderst kortfattet. I "Verdenskulturen" skrev han Græsk Kultur og Byzantinsk Kultur, meget stofrige afhandlinger, prægede af hans ensidige smag. Det egentlige gennembrud som skribent skete 1891 da Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning blev sat i gang; de første bind beherskes af H.s arbejder. Disse behandlede dels overleveringens historie som Gjenoplivelsen af Studiet af Græsk og Et mislykket Renaissancetilløb (om den normanniskhohenstaufiske renæssance), dels kulturhistorie som Kvindespørgsmaalet i det gamle Athen, Aphorismer om Hippokrates og Eros. Noget senere kom bl.a. Fra Dalmatien der hører sammen med forstudierne til bogen om Italien, Den gamle attiske Komødies Frisprog, Det græske Helvede, En græsk Forpost (om Massilia, også af kunsthistorisk betydning), Sokrates' Udvikling. Disse fine og indtagende afhandlinger hvoraf de tidligste er de bedste, gjorde H. bekendt i vide kredse; her tynger lærdommen ikke, de træffende og malende udtryk gør stoffet levende, de er et led i den kamp H. førte for sine idealer. I Hellas var det Homer, den ioniske forskning og 400-tallets kunst og digtning i Athen der havde hans kærlighed; alle mystiske retninger og enhver orientalsk indflydelse ville han helst fornægte. Dette standpunkt gør hans religionshistoriske arbejder meget ensidige. Det betydeligste er universitetsfestskriftet 1915, Liv og Død i græsk Belysning med mange fine enkeltheder, men ikke dybtgående. Endnu stærkere er tendensen i de skrifter hvor kristendommen behandles, Antik Polemik mod Kristendommen, 1903, Religion og Moral med særligt Hensyn til Grækerne, 1911, Christendommens Grundlag, 1925. Også flere af hans sidste afhandlinger om senere forfattere drejer sig væsentlig om kristendommens forhold til antikken. H. betragtede kristendommen som den græske kulturs fjende, og det der interesserede ham i dens historie var at finde den antikke indflydelse.

H. nærede en stor kærlighed til kunst, men her var hans smag endnu mere ensidig end ellers. Attiske Gravmæler, 1895 giver det smukkeste udtryk for det han fandt hos grækerne. Hans kunsthistoriske studier i Italien samledes 1904 i værket Italien der dels indeholder en række rejseskitser som er noget af det bedste han har skrevet, dels meget specielle studier, mest til den byzantinske indflydelse på italiensk arkitektur og skulptur. Alt beror på egne iagttagelser, men meget er hurtigt blevet overfløjet af nyere værker. Denne del af bogen er uoverskuelig og overlæsset med stof, men lærerig. Hans beskæftigelse med de græske medicinere affødte tidligt det nævnte skrift om Hippokrates, senere bl.a. Sindssygdom i den klassiske Oldtid, 1913 og det levende og friske Græske Sundhedsregler, 1917.

Uden for det antikke område ligger H.s medarbejderskab ved den store Kierkegaardudgave hvor de tekstkritiske problemer interesserede ham stærkt, som en lille afhandling om Enten -Eller viser. Da fru Heibergs bog om P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg udkom søgte han i en udførlig anmeldelse (1883) at komme til en retfærdig bedømmelse af stridspunkterne, og hans personskildring er fintfølende og indtrængende. Samtidig udgav han Breve fra P. A. Heiberg hvori han i noterne kritiserer fru Heibergs fremstilling. Universitetstalen Om videnskabeligt Arbejdes Værd og Vilkaar, 1916 hævder i skønne og følte ord forskningens værd uden hensyn til øjeblikkelig nytte og de store krav den stiller til sine udøvere.

H.s lærervirksomhed optog en stor del af hans tid. Skoleundervisning elskede han og opgav den aldrig helt; hans disciple har ofte givet sympatiske billeder af den. Som skolebestyrer var han overordentlig dygtig, og skolen gik stærkt frem. Endnu mere betød han som akademisk lærer. Han førte studenterne ind i den virkelige videnskab og meddelte dem sin begejstring for grækerne; det skete mest ved laboratorieøvelser, ofte over ret afsides emner, dog aldrig matematikerne. Hans utrættelighed i at give råd og oplysninger til dem der søgte hans hjælp, var rørende. Omtrent fra 1914 indtrådte en afgjort nedgang; mens H. ellers ikke var svækket, fraset en svigtende hukommelse for praktiske forhold, gik glansen af hans undervisning; den var fremdeles god og grundig, men han formåede ikke mere at fængsle studenterne som før. For en større offentlighed trådte H. først frem 1884, da han til at begynde med i tilslutning til S. L. Tuxen begyndte sin kamp for bevarelsen af græsk i de højere skoler; skønt han med stor kraft fortsatte sin agitation blev den i længden forgæves. At udbrede kendskabet til græsk kultur så han altid som sin hovedopgave; først og fremmest virkede han ved sine talrige populære skrifter, mens han som taler ikke kunne spille nogen rolle. 1905 stiftede han sammen med G. og H. Høffding Græsk selskab; det blev grebet upraktisk an og foreningen fik ingen videre betydning og opløstes efter stifternes død. H. var en usammensat og helstøbt personlighed, han var rationelt anlagt og i den retning et barn af sin tid. Han var pligtfølelsen og vederhæftigheden selv, og alt uægte og uklart var ham imod. Fraset dette var han blid og elskværdig, og forstod i høj grad at omgås unge. Indtil sine sidste år havde han et jernhelbred og en utrolig arbejdskraft. Han var selskabeligt anlagt og yndede foreningsliv; i Filologiskhistorisk samfund hvor han samledes med studenter og højlærde, var han i en årrække midtpunktet. Fr. Poulsen har portrætteret ham i skikkelsen dr. Quedens i sin debutroman Mors Dreng, 1900. – H. var medlem af en række udenlandske selskaber. 1912 fik han Prix Biroux, 1924 fra Videnskabernes selskab Madvigmedaljen. Han blev dr.litt. i Oxford 1904, dr.h.c. i Leipzig 1909, dr.med. i Berlin 1910.

Familie

Forældre: læge Emil Theodor H. (1820–93) og Johanne (Hanne) Henriette Jacoba Schmidt (1821–83). Gift 6.4.1879 i Gentofte med Cathrine Asmussen, født 7.10.1856 i Rendsborg, død 25.8.1929 i Kbh., d. af premierløjtnant, senere kaptajn Michael Overgaard A. (1827–92) og Laura Nicoline Margrethe Johnsen (1830–92). -Bror til P.A.'H. (1864–1926).

Udnævnelser

R. 1907. DM. 1916. K.2 1924.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Vidensk. selskab, 1897 (Vidensk. selskab). Mal. af H. Slott-Møller ca. 1900 (Fr.borg) og af N. V. Dorph, 1907 (sst.). Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt (sst.). Tegn. af Aage Roose, 1924 (sst.). Foto. H.s træk er benyttet i mal. De hellige tre konger af H. Slott-Møller, 1925 (KFUM, Kbh.).

Bibliografi

E. Spang-Hanssen: Filologen J.L.H. 1854–1928. Bibliografi, 2. udg. 1969 (m. fortegn, over manus, og breve; tidl. udg. i J.L.H.: Fra Hellas til Italien II, 1929 390–419). – Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Kbh. univ.s 400-årsfest promoverede doktorer, 1879 47f. – A. B. Drachmann i Oversigt over Vidensk. selsk.s forhandl. 1927–28 81–100. Will. Norvin i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1928 119–27 (optr. i forf.s Fra Hellas til Frue plads, 1941 97–105). C. Høeg i Jahresbericht über die Fortschritte der klass. Altertumswissenschaft CCXXXIII 1931 IV, Lpz. 1933 38–77 (m. bibliografi). Fr. Poulsen: Liv og rejser, 1946 35–38. Per Krarup: Fra mit livs rejse, 1976 44–46 56f. – Manus, og breve i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ada Adler: J.L. Heiberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290996