J.A. Bundgaard

J.A. Bundgaard, Jens Andersen Bundgaard, 1.10.1897-22.5.1976, filolog. Født i Kbh, død sst., begravet på Gravlev kgd. B. voksede op i et levende kunstnerisk miljø. Efter klassisk-sproglig studentereksamen fra Metropolitanskolen 1916 kastede han sig over studiet af antikken. Til mindet om to af sine lærere, A. B. Drachmann og Chr. Blinkenberg samt om fadefen dedicerede han mange år senere sin disputats. Magisterkonferens i klassisk filologi bestod han 1923. Efter længere studierejser til Grækenland, Italien og Frankrig, til dels sammen med faderen, stod han rustet til at tage både videnskabelige og pædagogiske opgaver op. Fra januar 1928 efterfulgte han professor J. L. Heiberg som lærer i græsk på Østre borgerdydskole, til hvilken han siden var knyttet indtil 1966, fra 1943 som lektor. Fra 1949 til 1966 var han undervisningsinspektørens konsulent i græsk, latin og oldtidskundskab og i lange perioder medlem af eksamens- og opgavekommissioner. Fra 1948 var han tillige lektor i klassisk filologi, fra 1960 i antik epigrafik og 1970-73 i klassisk arkæologi ved Kbh.s universitet hvor han havde været censor i sine fag 1945-49. Jævnsides med denne rige undervisningsvirksomhed, hvorunder B. udfoldede en særpræget sokratisk-maieutisk kunst, gik en ret omfattende forfattervirksomhed. Den græske Kunsts Historie. Fremstillet i Omrids. 1932 er skrevet i en utraditionel stil og bærer præg af faderens syn på kunst. Hertil kom 1933 en kildesamling Fra Athens Storhedstid og 1935 Billedhæfter til Historieundervisningen. Han var også en flittig oversætter. Allerede 1918 udsendte han Epiktets håndbog, 1949 Marcus Aurelius' optegnelser, 1956 Senecas Om Sjælefred. Dertil kommer fine poetiske oversættelser i Gyldendals bibliotek, Grækenland I (1928-30) som han redigerede sammen med Carsten Høeg, og en kongenial gengivelse af Sokrates' tale i Platons Symposion (1955). Hans radioforelæsninger om Pompei. udg. 1960 og Den græske mythologi. 1966 er rige på selvstændige og originale synspunkter.;- Vigtigst er dog de videnskabelige arbejder, som det sent i livet lykkedes B. at bringe til afslutning. Disputatsen Mnesicles. A Greek Architeci at Work som han forsvarede ved Århus universitet 1957, behandler Propylæernes bygningshistorie. Her hævder han at de græske monumentale templer var opført uden anvendelse af nøjagtig projektionstegning i formindsket målestok, alene på grundlag af håndværkertraditionen. Hele livet igennem kredsede hans tanker om Akropolis, og i sine sidste leveår fik han udgivet to store arbejder herom. I The Excavations of the Athenian Acropolis 1882-1890. udg. af Kbh.s univ. 1974, gør han med omhyggelig gengivelse af Dörpfelds og Kaweraus gamle tegninger og optegnelser rede for de tyske udgravninger og lægger derigennem grunden til sit sidste værk Parthenon and the Mycenaean City on the Heights (i Nationalmuseets skrifter 1976) som udkom kort efter hans død. Heri underbygger han sine helt igennem originale teorier om Erechtheions og de andre templers bygningshistorie.

I tidsskriftsartikler har B. endelig behandlet adskillige detailspørgsmål især af epigrafisk karakter. Af særlig vigtighed er en stor afhandling Why did the Art of Writing spread to the West? i det danske Rominstituts skrifter (Analecta Romana Instituti Danici 1965) hvori han belyser udviklingen af den etruskiske skrift. Både her og i sit sidste store værk udvikler han sine afvigende synspunkter på de såkaldte mørke århundreder i Hellas' historie. Såvel i sin undervisning som i sin forskning gik B. i det hele taget ofte imod strømmen. Med sin modsigelseslyst forbandt han imidlertid en skarp iagttagelsesevne og en omfattende viden som han rundhåndet delte ud af i undervisning og samtaler.