Hans Gram, 28.10.1685-19.2.1748, filolog, historiker. Født i Bjergby ved Hjørring, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Trin. k.). Meget tidligt lagde G. sjældne evner for dagen; læselyst og flid var fremherskende træk hos ham allerede som barn. Faderen dimitterede ham selv 1703 til universitetet hvor han straks vakte opmærksomhed på grund af sine ganske usædvanlige kundskaber, navnlig i græsk; han vandt sig hurtigt velyndere og kom lige efter artium ind på Regensen. 1705 tog han baccalaureus-graden og fik s.å. ved indvielsen af Elers' kollegium en plads her som var bestemt for en matematisk student, hvorfor han i sin alumnetid der varede til 1710 bl.a. udgav disputatser med emner fra antikkens matematik og astronomi. I øvrigt studerede han teologi og filologi, var et ivrigt medlem af Søren Lintrups societas indagantium og indledte allerede på dette tidspunkt en brevveksling der vedvarede i 30 år med den berømte hamburgske filolog J. A. Fabricius. Det teologiske studium afsluttede han ikke, som det var hans fars ønske, med attestats, men tog 1708 magistergraden. Efter at have forladt kollegiet levede han én tid af at give undervisning, var bl.a. præceptor for bogtrykker Johannes Laverentzens børn; hos denne virkede han tillige som korrektør (fortsatte efter sigende dermed lige til sin død), havde tilsyn med værkernes trykning, ja, da Laverentzen under pesten 1711 forlod Kbh. betroede han både hus og trykkeri til G.s omsorg. Nogen tid efter fandt G. optagelse i huset hos den store bogsamler Chr. Reitzer; også til andre store privatbiblioteker fik han adgang, fx Frederik Rostgaards og Árni Magnussons, to mænd til hvem han blev knyttet i venskab. Da konrektoren ved Frue skole var død under pesten blev G. hans eftermand (1711), og denne stilling, hvori han gjorde god fyldest, beholdt han også efter at han 1714 havde fået ansættelse ved universitetet som professor i græsk. Konrektoratet opgav han først 1719 da han gennem sit giftermål var blevet velsitueret. Trods aldersforskellen synes det kortvarige ægteskab at have været lykkeligt; i alt fald skal G. have taget sig hustruens død meget nær. Sin universitetsgerning røgtede han med flid; han hørte til de få af professorerne der var i stand til at samle en tilhørerskare. Han læste ikke blot over sit fag, men er den første som nogen sinde ved Kbh.s universitet har holdt en mere omfattende forelæsningsrække over kirkehistorie (1724).

Da Kbh.s ildebrand 1728 havde gjort G. husvild overtalte C. L. v.'Plessen ham til at flytte ind i sit palæ, og han kom derved ind i en indflydelsesrig kreds og fik nær tilknytning til broderen C. A. v.'Plessen og svigersønnen Chr. Rantzau (1684– 1771). Ved Christian VI's tronbestigelse blev brødrene Plessen og deres søsterdatters mand Iver Rosenkrantz (1674-1745), som også satte G. meget højt, de dominerende i konseilet, og disse tre mænd udvirkede at han 1730 på én gang udnævntes til kgl. historiograf, kgl. bibliotekar og arkivsekretær. Han kom derved i direkte personlig berøring med kongen som undertiden indfandt sig i biblioteket og arkivet og underholdt sig med G. på hvem han satte pris skønt de ikke harmonerede i deres syn på pietismen. I hans virksomhed som kgl. bibliotekar kom hans altomspændende lærdom, de fortrinlige internationale forbindelser han havde stiftet gennem sin korrespondance, og den høje stjerne han havde hos regeringens mænd ham til udmærket nytte. Bogbestanden der i 1720'erne var godt 40 000 ansloges ved hans død til 60-70 000; særlig betydningsfulde erhvervelser i G.s embedstid var partier af det danneskioldske bibliotek (1732) og manuskripterne fra det gottorpske bibliotek (1734). Desuden lod G. udarbejde en ny, endnu eksisterende katalog i elleve foliobind over hele biblioteket. Som et vidnesbyrd om hans embedsførelses samvittighedsfulde grundighed kan anføres at han 1741 (med en dubletudskydning som formål) har gennemgået hele biblioteket "og det Bog for Bog selv med egne Øine examineret". Som arkivsekretær blev G. gehejmearkivets leder, 1731 fik han udnævnelse til gehejmearkivar. Med hans overtagelse af arkivet indledes en ny epoke i dets historie idet han er den første arkivar som kan siges i alle henseender at have været stillingen fuldstændig voksen. Han har grundlagt arkivet som historisk samling. Om hans utrættelige arbejde vidner de mange spor af hans bekendte rødkridt, hans registraturer og optegnelser og særlig den samling diplomafskrifter der ganske vist bærer hans efterfølger Jacob Langebeks navn, men som G. har lagt grunden til med udgivelsen af et diplomatarium danicum for øje. Stor fortjeneste har han også indlagt sig ved at få det gottorpske fællesarkiv overført fra Slesvig (1734). Som gehejmearkivar benyttedes G. af regeringen som konsulent i udenrigspolitiske spørgsmål. Samtidig med at passe disse embeder bedblev G., indtil han 1740 blev universitetets senior, som professor at holde forelæsninger over græsk og var 1732-33 og 1744-45 universitetets rektor. 1731 blev han medlem af den kommission der nedsattes for at reformere universitetet, og den nye fundats der n.å. blev resultatet deraf kan til dels betegnes som hans værk. 1733 fik han sæde i kommissionen til latinskolernes forbedring hvoraf forordningen af 17.4.1739 fremgik og virkede også her med hæder, bl.a. ved at gøre demokratiske synspunkter gældende. Mindre tilfredsstillende var det for ham at sidde i kommissionen af 1739 til revision af bibeloversættelsen. Sagen havde ganske vist hans interesse, og han kom også til at trække læsset, men til hans ærgrelse spildtes tiden i møderne med debat om ligegyldige petitesser, og arbejdet blev aldrig afsluttet. S.å. nedsattes en kommission med J. L. Holstein som præses for at ordne og beskrive den kgl. mønt- og medaljesamling; G. der også blev hovedmanden i dette arbejde fremsatte 1742 et forslag til en udvidelse afkommissionens rammer ved at omdanne den til et societas antiqvitatum et historiarum. Med denne plan blev G. far til Det kgl. danske videnskabernes selskab der i endnu mere udvidet skikkelse trådte i funktion n.å., og hvoraf G. blev et flittigt arbejdende medlem; de første fem bind af selskabets skrifter indeholder seksten bidrag fra hans hånd; til alle afhandlingerne i bd. IV er han forfatter. Også det af Langebek 1745 stiftede Danske selskab havde i G. en virksom støtte. Foruden de tidligere nævnte arbejder betroedes der G. forskellige andre opgaver. 1738 var han en kort tid lærer for kronprins Frederik, fra 1733 efor for Borchs kollegium, desuden kirkeværge for Trinitatis kirke, eksekutor i Árni Magnussons bo, ligesom han gjorde udkast til det arnamagnæanske legats fundats. Ved siden heraf varetog han i en årrække en stilling der slet ikke stod i rapport til hans universitetsgerning eller til hans videnskabelige virksomhed idet han ca. 1736-42 beklædte posten som juridisk direktør i Asiatisk kompagni hvis forretninger, også i de merkantile detaljer, han gik op i med stor interesse. Denne stilling skyldte han brødrene Plessen der også havde fået ham til at blive participant i Vestindisk kompagni.

Synes denne ophobning af hverv på en enkelt mands skuldre overvældende så giver G.s omfangsrige korrespondance (der er bevaret over 1100 breve til ham) et endnu mere forbløffende indtryk af hvad han har kunnet overkomme, og i hvilken grad hans medmennesker har lagt beslag på hans tid og udnyttet hans tjenstvillighed. For det første har man fra alle sider, både lærde i hele Europa og hans egne landsmænd, tyet til hans enorme kundskabsfylde der støttedes af en enestående hukommelse. "Han syntes at vide alle Ting", "han var et levende Leksikon", "et levende Bibliotek", "høje og lave gik til ham som til et Orakel" er de karakteristikker hvormed hans samtidige prøver at give udtryk for hans alvidenhed. Tillige var han "bekvem til verdslige Sager" og blev derfor brugt til formueforvaltning, inkassationer, kontraheringer og kurateler; hans fornemme venner brugte ham endda til at se på lejlighed for sig når de ikke var i byen, og at skrive breve for sig når de havde ham ved hånden; desuden måtte han afgive detaljerede rapporter til dem om kompagniernes affærer, være en slags generalhovmester for en skare unge mennesker og besørge utallige andre kommissioner af økonomisk og praktisk art for en mængde mennesker som alle henvendte sig til ham, også fra Norge, Færøerne og Island, med deres bekymringer og begæringer. Hans pålidelighed var lige så stor som hans hjælpsomhed, "hans Ord var helligere end andres Eder". Den til tider lidt ubehageligt virkende devote tone i hans breve gør intet skår i hans ærlighed; han benytter her blot tidens vedtægtsmæssige jargon. Han var lige afholdt i alle kredse hvad enten det var kongehuset eller de fattige studenter. I ét personligt forhold, nemlig til Holberg, har der været nogen mislyd der har givet anledning til mange kommentarer. Deres højst forskellige naturel gør det let forståeligt at der kunne opstå gnidninger; noget egentligt brud kom det ikke til, men heller aldrig noget helt hjerteligt forhold. Stemningen svingede fra gensidig miskendelse til gensidig agtelse. I langt højere grad end Holberg var G. den yndede selskabsmand der med lethed bevægede sig i de aristokratiske og diplomatiske cirkler hvor han gjorde lykke hos damerne og ligefrem blev forevist som et fænomen for udlændinge. Han, der aldrig havde sat sine ben uden for landets grænser, talte fx om Versailles med en tilrejsende lærd franskmand og viste sig at kende hver krog på slottet bedre end den indfødte.

Man forundres over at G. overhovedet har kunnet få tid til litterær virksomhed, tilmed af omfattende karakter. Da hans forfatterskab også strejfer naturvidenskaben kan han med rette betegnes som polyhistor, men hans egentlige fag er dog filologien; hvor tidligt hans historiske interesse end har været vakt er det først i sine senere manddomsår at han bliver produktiv historiker, mens hele hans tidligere forfatterskab er filologisk. Som klassisk filolog havde han sin særlige styrke i græsk, han var uden sammenligning sin tids ypperste græcist herhjemme; han kunne i tillægget til sin Historia deorum ex Xenophonte. 1716 give en anselig række supplementer til den da meget mangelfulde græske leksikografi og i sine Casligationes ad scholia in Thucydidem, 1721-22 yde værdifulde bidrag til Thukydides' eksegese og kritik; 1722-33 udgav han otte disputatser om Septuagintas anvendelse i Ny testamente. En række fremmede græske filologer som hørte til G.s korrespondenter nød godt af hans hjælp til udgiverarbejder, fx J. A. Fabricius til Bibliotheca Græca, J. C. Wolf til Anecdota Græca og til Libanios, S. Haverkamp til Josefos, J. J. Breitinger til Septuaginta, C. A. Duker til Thukydides. Også til A. Drakenborchs Livius-udgave ydede G. sin medvirkning; hans hovedværk inden for den latinske filologi er dog ikke noget videnskabeligt arbejde, men en meget benyttet skolebog Nucleus latinitalis, et latinskdansk leksikon med dansklatinsk register som han allerede udarbejdede 1709-10, men hvis ældste bevarede udgave er fra 1722. Som latinist nød han overordentlig beundring hos sin samtid, og eftertiden har også berømmet hans rene og fyldige, men aldrig svulstige latin. Inden for nordisk sprogvidenskab indtager G. en hædersplads som dansk etymolog. I modsætning til samtidens vidtsvævende "filosofiske" etymologi er hans undersøgelser, offentliggjort i Videnskabernes selskabs skrifter, begrænset til snævrere områder (enkelte ord som skrifte, dimmeluge, herremand, Arildstid) hvor han har fast grund under fødderne, og han kan betegnes som den eneste stringente etymolog vi har på det tidspunkt. Selv om man senere har måttet underkende nogle af hans resultater er hans kritiske skarpsindighed og enorme viden også på dette område beundringsværdig; særlig må som noget nyt fremhæves hans påvisning af den angel-sachsiske indflydelse på det danske sprog i Prøve af Danske Ord og Talemaader af det Engel-Saxiske Sprog forklarede, 1743 44 (trykt i Det københavnske selskabs skrifter V, 1751), som da han fører undersøgelsen videre til gotisk, tysk og islandsk, ligefrem er et tilløb til et komparativt germansk leksikon. I forbindelse med G.s filologiske skrifter må nævnes forskellige udgiverarbejder. På foranledning af Rostgaard besørgede han en udgave af Ole Worms breve som imidlertid, da det meste af oplaget brændte 1728, først fremkom 1751 efter G.s død. Af G.s Knytlingaudgave, besørget for det arnamagnæanske legat, tryktes tekst og latinsk oversættelse 1740-42; noterne blev han aldrig færdig med, og ved sløseri ødelagdes oplaget senere på få eksemplarer nær. På Peder Terpagers og Rostgaards vegne måtte G. 1735 udgive Anders Bordings poetiske skrifter som han forsynede med en instruktiv fortale der karakteristisk nok er henvendt til det danske sprogs elskere; thi G.s interesse for poesien var stedse filologisk bestemt; hans behandling af Peder Paars med filologens tekstkritik viser dette værk fra den uheldige side. Af arbejder inden for litteraturhistorien må i øvrigt nævnes hans I lødige Oratio de origine et statu rei litterariæ in Dania et Norvegia usque adfundatam Universitalem Hafniensem (Danische Bibliothec VII, 1745) og den vigtige fortale til Johs. Mollers Cimbria literata, 1744 hvori G. bl.a. opstiller de fordringer som man må forlange den kritiske historiker skal fyldestgøre.

Det mærkes tydeligt på historikeren G. at han egentlig er filolog. Med filologisk ensidighed arbejder han kun med de skriftlige kilder, medens andre monumenter egentlig ikke kommer i betragtning, og han siger selv at det er de kritiske og filologiske studeringer der skal hjælpe en ud af historiens og diplomatikkens labyrinter. Han overfører den klassiske filologis tekstkritiske metode på studiet af de historiske kilder. I kildestudiet sondrer han skarpt mellem primært og sekundært, mellem akter og beretninger, fremhæver de førstes overlegne beviskraft og lader de sidste gennemgå en kritikkens skærsild som ikke havde været kendt tidligere da man i langt højere grad følte sig bundet af traditionen og de ældre historiografers autoritet. Det er naturligt at G. bliver mere historieforsker end historieskriver, så meget mere som de opgaver der stilles ham i hans egenskab af kgl. historiograf ikke går ud på at levere selvstændige fremstillinger, men på at korrigere og udgive andres værker. 1732 havde Niels Pedersen Slange fuldført manuskriptet til sin omfangsrige Christian IVs historie, og kongen der skulle bekoste trykningen satte G. til at revidere det. Gennemsynet af de enkelte afsnit inden trykningen der strakte sig over -en lang årrække og først afsluttedes 1749 efter G.s død afslørede stadig flere og større fejl og mangler, og G. måtte udholde en møjsommelig kamp med den gamle, påståelige forfatter der var meget utilbøjelig til at foretage de tusinder af rettelser som G. krævede. Først efter Slanges død 1737 fik G. frie hænder, og de sidste tre fjerdedele af bogen er da også i langt højere grad hans end Slanges værk. Et træls arbejde der også bestod i revision af en anden mands værk var G.s noter til Meursius. Trods G.s modforestillinger ønskede den florentinske filolog Giovanni Lami at optage Johannes Meursius' lidet værdifulde Historia Danica i den samlede udgave af denne historikers skrifter, og G. indvilgede da i at forsyne teksten med noter. Disse noter der blev trykt i Meursius' Opera IX, 1746, kaldes med rette Scholia perpetua eftersom de ledsager teksten stykke for stykke; nogle af dem er hele små afhandlinger, og tilsammen udgør de i virkeligheden en gennemført kritisk behandling af Danmarks oldtid og middelalder; det er en epokegørende indsats i dansk historieforskning, en kritisk prøvelse af hver enkelthed hvorved ganske vist Meursius' arbejde er blevet reduceret in absurdum; ingen læser teksten, kun G.s noter giver udgaven værdi.

Dette arbejde blev anledningen til at G. udgav Niels Krags Annales Christierni Terlii, 1737 for at hævde forfatterens ære, og vise at Meursius havde plagieret ham. Det værdifuldeste ved udgaven er dog G.s indledning, af omfang et helt værk, vel det ypperste han har præsteret. Det er en kildekritisk undersøgelse der giver alle oplysninger om værket og dets fortsættelse (af Stephanius), om disse arbejders værd, deres forhold til andre historieskrivere, foruden flere, til dels udførlige specialundersøgelser. Det er en mønstergyldig monografi som ikke blot indbragte G. samtidens overstrømmende ros, men også den dag i dag kan læses med udbytte. Som en ekskurs af Meursius-noterne må opfattes G.s fortrinlige afhandling om Henrik Fuglefængers tog til Danmark (Miscellanea Lipsiensia nova II, 2, 1744); den gav 1747 anledning til en henvendelse til G. fra den af ham højt beundrede tyske historiker Heinrich Bünau angående en række enkeltheder deri; G.s svar der er et omfangsrigt opus hvor han går dybere ind på spørgsmålene blev afsendt, men aldrig offentliggjort; det hører til G.s vigtigste utrykte arbejder. Af den halve snes historiske afhandlinger G. i sine sidste år oplæste i Videnskabernes selskab er den største Forbedringer til Kong Woldemar Christoffersøns Historie, 1747-48 (trykt i Det københavnske selskabs skrifter IV, 1750) af noget lignende karakter som Meursius-noterne idet den indeholder en kritisk, supplerende gennemgang af Huitfeldt. Ved siden af denne er afhandlingen Om Kong Christiern den Andens forehafte Religions Reformation, 1746 (trykt i III, 1747) den betydeligste. Undertiden kan nogle af de andre afhandlingers emne synes af temmelig perifer interesse; men i kraft af G.s belæsthed sættes det i relation til så mange andre forhold og illustreres med så mange paralleller at snæverheden i emnevalget ikke generer. Ofte fanges interessen dog ikke så meget af undersøgelsens genstand som af dens metode. Specielle forhold giver ham gerne anledning til at tage principielle spørgsmål op til drøftelse, men G. har aldrig givet nogen samlet teoretisk fremstilling af sine historiske anskuelser, lige så lidt som han i det hele åbner de videre syner for sine læsere eller giver sammenfattende helhedsbilleder. Medens Holberg stærkt fremhæver historiens nytte og den historiske erfarings praktiske værdi, er målet for G.s historiegranskning blot sandhedens erkendelse hvori han føler fuld tilfredsstillelse, om end det er ham klart at historien er "en Kilde uden Bund, der aldrig kan udpompes". Trods sin eksakthed er G. ikke bange for hypoteser, ja, han siger endda spøgefuldt at han kan træffe lige så rigtigt med sine irregulære gætninger som subtile dialektikere med deres regelmæssige syllogiseren. Det er dog hans natur at holde sig til fakta og "med de skarpeste Efterforsknings Regler prøve, hvorvit hver en Ting bør staa til troende eller ikke". Hans kritiske gennemgang af forgængernes arbejde har jævnlig en skeletterende karakter, men han slår sig aldrig til ridder på dem, tværtimod yder han dem fuld anerkendelse hvor han kan; det gælder ikke mindst "vor ærlige Hvitfeld". Selv var han naturligvis heller ikke ufejlbarlig. Hans hurtige arbejdsmåde kunne spille ham et puds når den førte ham til at stole for meget på sin hukommelse.

G. kan godt være vittig; han er i besiddelse af et sindigt, tørt, jysk lune, højst forskelligt fra Holbergs frodige humør. En glansfuld stil som dennes råder han ikke over. Hans naturlige udtryksmiddel til videnskabelige formål har været latin, og det var mod hans ønske at videnskabernes selskabs skrifter ikke blev udgivet på dette sprog. Når G. skriver dansk i sine breve flyder uvilkårligt latinske og franske gloser og passager med ud af pennen i morsom kontrast til de vendinger fra dagligsproget ("ikke en Bønne værd" o.I.) der også forekommer. I afhandlingerne til Videnskabernes selskab har han øjensynlig gjort sig umage for at udrense fremmedordene. I øvrigt bærer disse afhandlinger tydeligt foredragets præg. Man mærker de er henvendt til tilhørere, holdt for en kreds af ligemænd hvem han titulerer med det ene ord "Kiære", og den stadige spørgeform holder ligesom en imaginær diskussion védlige med selskabets medlemmer; også stilen i disse foredrag oplives med udtryk fra talesproget ("krak, der laae Glasset" o.l.).

De europæiske forudsætninger for G.s historikergerning ligger i det arbejde der var udrettet af bollandister og mauriner, af mænd som G. W. Leibniz og L. A. Muratori. Som hans nærmeste hjemlige forgængere må betragtes Thomas Bartholin den yngre og Árni Magnusson. Ligesom denne er han en overgangsfigur mellem 16- og 1700-tallet. Han forener d'en svundne tids viden med den nye tids oplysende kritik. Samtid og nærmeste eftertid har især haft blik for hans lærdom; "han var saa lærd, som det er muligt et Menneske kan være", siger P. F. Suhm, og Rasmus Nyerup kalder ham "den lærdeste Mand, som Danmark nogensinde har eiet". Endnu har måske ingen kunnet gøre ham denne rang stridig, men i endnu højere grad er det dog hans banebrydende kritiske indsats der har befæstet hans ry i senere tiders vurdering. Nogen egentlig skole kan han ganske vist ikke siges at have skabt, kun Langebek kan betegnes som virkelig elev af ham, og nogen jævnbyrdig eftermand som kritisk historiker har han ikke haft før Kr. Erslev, med hvem sammenligning i øvrigt falder så naturlig ved arten af deres dobbeltsidige begavelse, både vendt mod videnskaben og mod det praktiske liv. I forhold til det uhyre meget G. har overkommet må hans eget initiativ betegnes som ringe. Hans enorme perfektibilitet dækker i virkeligheden over et studerekammer-temperament der har befundet sig bedst i bøgernes selskab. Otte dage før hans død besøgte den unge Suhm ham. G. var klar over hvor det bar hen. Iført slåbrok sad han i sin stol, og fra det tilstødende biblioteksværelse bragte tjeneren ham alle bøgerne ind én for én for at han kunne se dem for sidste gang. I dette lille situationsbillede hvor G. tager afsked med sine kæreste venner i verden har vi hans inderste væsen udtrykt.

G.s bogsamling (på mere end 20 000 bind) blev solgt på auktion 1748-50, mens hans håndskriftsamling 1752 blev købt til Det kgl.bibl. - G.s bror Laurids G. (1701-75), død som provst i Stege, efterlod sig en utrykt latinsk biografi af broderen; den er udgivet, oversat og fyldigt kommenteret i Vita Johannis Grammii. Hans Grams Levned, beskrevet af hans broder og fostersøn Laurids Gram, 1942; addenda i Danske mag. 7.r.V, 1949-53 74-78.

Familie

Forældre: sognepræst Niels Hansen G. (1642-1712) og Anna Christensdatter Mule (1661-1731). Gift 22.12.1718 med Anne Cathrine Sylvers, født ca. 1675, begr. 15. 5.1719 i Kbh. (Holmens) (gift 1. gang 1698 med grynmåler på den kgl. proviantgård Hans Pedersen Holst, 1668-1715).

Ikonografi

Mal. af J. S. Wahl, 1743 (Fr.borg), gentagelse (Kgl.bibl.), stukket af J. M. Preisler 1758, gengivet i litografi samt i træsnit efter tegn. af Carl Bloch. Kopi med ændringer tilskrevet Johan Horner (Kbh.s univ.). Stik af I. Haas efter tegn. af G. V. Baurenfeind på grundlag af Wahls mal. og en livsmaske. På grundlag af Wahls mal. har A. V. Saabye udformet en buste, 1898 (Vidensk.selskab). Medalje af M. G. Arbien, 1748, gengivet i flere stik, bl.a. af Meno Haas og J. C. Sysang. Relief af J. Wiedewelt udst. 1778. Afbildet på mal. af Carl Thomsen, 1895 (Kbh.s univ.). – Mindestøtte af J. Wiedewelt, 1782, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder. Latinske breve til J. A. Fabricius i Sylloge nova epistolarum varii argumenti, 1760 1 552-626. Brevveksl, m. engelske lærde i Danske mag. 8.r.l, 1957-61 273-314. Danske breve: Breve fra H. C, udg. Herman Gram, 1907 m. tillæg 1910 (om udg.s mangler se Nord. t. 1908 570-82). Breve til Anna Sophie Schack i Danske mag. 6.r.l, 1913 368-82. – Breve til H. G. i Falsteriana, udg. Chr. Bruun 1869 54-64 (brevveksl, m. Chr. Falster). Kirkehist. saml. 4.r.II, 1891-93 310-12 316f 431-60. Brevveksl, m. Benjamin Dass i Vor ungdom, 1897 220-41. Arne Magnussons private brevveksl., 1920 166-68. Breve fra Chr. Rantzau i Danske mag. 6.r.V, 1930 199-328. Breve fra Andreas Hojer i Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 484f. 491 f 506-09. Troels G. Jørgensen: Andr. Hojer, 1961 24-27. Breve fra Eiler Hagerup i Kirkehist. saml. 7.r.II, 1954-56 52-68.

LU. Jens Moller i Det skand. lit.selsk.s skr., 1810 1-130 (også som særtryk). Ellen Jørgensen i Hist.t. 9.r.lll, 1924 165-91. Samme: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm., 1931 187-96 222f. J. Lollesgaard: Sprogfilosoferen og sprogforsken i Danm., 1925 53-56. Georg Galster i Numismatisk foren.s medlemsbl. XIII, 1933 175-80 187-96 201-12 217-27 (heri to breve til Jacob Bircherod). Vita Johannis Grammii. H. G.s levned, beskrevet af hans broder Laurids G., m. indledn. af og kommentarer af Th. A. Muller og Bj. Kornerup, 1942. E. Ladewig Petersen: Veritas et honor regis. Studier over Niels Slanges kilder, 1974 7-22.

Papirer. Manus, og breve i Kgl.bibl. Fortegn, over G.s håndskriftsaml. 1751 i Kgl.bibl.s arkiv E41.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig