G. Lund, Georg Frederik Wilhelm Lund, 28.7.1820-3.2.1891, pædagog, filolog. Født i Nykøbing S, død på Frbg., begravet sst. I sin barndom tilbragte L. tre år på Vestmanøerne; senere blev han optaget i Metropolitanskolen hvorfra han blev student 1837. 1842 tog han filologisk embedseksamen, 1843 blev han adjunkt, 1845 overlærer ved Nykøbing F. katedralskole. S.å. disputerede han for magistergraden med afhandlingen De parallelismo syntaxis Græcæ et Latinæ, usu casus genitivi demonstrato. En betydelig fortjeneste indlagde han sig ved udarbejdelsen af kommenterede udgaver af skrifter fra oldtiden, Ciceros De officiis, 1849, Cato maior og Lælius, 1851, taler af Demosthenes, 1853 og Vergils Æneide, 1856. I sine senere år kastede han sig over studiet af oldnordisk hvis indførelse som skolefag han arbejdede ivrigt for. 1862 søgte han forgæves stillingen som docent ved universitetet i dette fag, men n.å. udnævntes han til rektor i Ålborg, 1868 i Århus hvor han virkede til 1885. - Blandt de lærebøger L. har udgivet skal nævnes Den oldnordiske Literatur. En med stor flid, men ikke altid tilstrækkelig kyndighed udarbejdet ordbog til det ældste danske lovsprog, Det ældste danske skriftsprogs ordforråd udgav L. 1877; trods sine mangler var den i mange år et nødvendigt og benyttet hjælpemiddel til studiet. Hans betydeligste værk er Oldnordisk ordföjningslære, 1862 som ganske vist er vel stærkt præget af hans afhængighed af J. N. Madvigs latinske og græske syntakser, men rummer mange fine iagttagelser. - Medlem af Videnskabernes selskab 1868. - Tit. professor 1869.

Familie

Forældre: læge, senere distriktskirurg på Vestmanøerne, krigsråd Carl Ferdinand L. (1786-1831) og Anna Louise Christine Høy (1795-1859). Gift 26.9.1843 i Kbh. (Trin.) med Anne Emilie Fuglede (ved dåben Andersen), født 26.6.1816 i Kbh. (Garn.), død 17.9.1899 sst., d. af kommandersergent, senere toldassistent Jens Andersen (senere kaldet F.) (1785-1849) og Marie Cathrine Hansen.

Udnævnelser

R. 1874.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1845 35f. - Otto Lund i Arkiv för nord. filologi VIII, Lund 1892 196-98.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig