Eric Jacobsen, Eric August Jacobsen, f. 5.4.1923, filolog. 1950 blev Eric Jacobsen cand.mag. med hovedfag i engelsk og bifag i latin. I sin studietid havde han tilbragt to år (1947-48) ved Harvard University, Massachusetts, USA hvor han opnåede A.M. graden i Comparative Literature og bestod de kvalificerende Ph.D. eksaminationer. Blandt Eric Jacobsens Harvard lærere skal nævnes Douglas Bush, Harry Levin og F. O. Matthiessen.

1950 begyndte Eric Jacobsen sit virke som inspirerende, lærd og højt skattet universitetslærer, og 1953-58 var han tillige ansat ved Det kgl. bibliotek, hvor han som forskningsbibliotekar, takket være hans bibliofile interesser og usædvanlig store bogkundskab, også uden for hans egentlige fagområde, kunne gennemføre en påskønnet intensivering af bibliotekets anskaffelser af ældre og nyere udenlandsk litteratur. 1958 forsvarede J. sin doktorafhandling hvortil grunden var lagt i Harvard, og samme år udnævntes han til professor i engelsk sprog og litteratur ved Kbh.s universitet. Han beklædte professoratet frem til 1990.

I bund og grund er Eric Jacobsen humanist. Han har skrevet bøgerne, Die Metamorphosen der Liebe und Friedrich Spees "Trutznachtigall", 1954 og Translation a traditional craft (disputats, 1958), som trods titlernes forskelligartethed er nært beslægtede; i begge fremstår Eric Jacobsen som original nytolker af klassiske traditioners overleveringshistorie og assimilering i nyere tid. Hans billed- og emblemanalyser såvel som hans tolkning af digte og prosatekster på engelsk, latin, tysk eller dansk afspejler hans begavelse som er forankret i megen lærdom og fuldstændig sikker filologisk indsigt. Han har talentet, og han har redskaberne. Dertil skal føjes at Eric Jacobsen skriver et stilistisk bevægende klart engelsk. Ud over bøgerne har Eric Jacobsen skrevet et antal artikler og anmeldelser; også her viser han at han mestrer den fælleseuropæiske tradition; han sætter sit blik på et tilsyneladende begrænset felt, men gradvis udvides horisonterne, og brede, stærke konturer viser sig.

Eric Jacobsen har været aktiv i universitetets styrende organer: han var i mange år institutbestyrer for engelsk institut, dekan for det humanistiske falkultet; han har virket som en mod midten og fordragelighed søgende studienævnsformand og var universitetets prorektor 1981-83. Eric Jacobsen er medlem af Vetenskapssocieteten, Lund, 1961 og Det kgl. danske Videnskabernes selskab, 1971.

Familie

Eric Jacobsen er født i København (Trinitatis sogn).

Forældre: guldsmedemester Holger Albert August J. (født 1892) og Ingeborg Møller (1899-1983). Gift 7.7.1958 i Kbh. med Ida Høeg, født 17.7.1926 i Kbh., d. af professor Carsten H. (1896-1961) og Margrethe Varming (født 1900).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1958 169.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig