Christian Sarauw, Christian Preben Emil Sarauw, 19.9.1865-22.11.1925, filolog, germanist. Født på Petersværft ved Kalvehave, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). S. blev student 1883 fra Herlufsholm og tog 1889 skoleembedseksamen i tysk, engelsk og græsk. Han underviste indtil 1908 ved forskellige københavnske skoler (bl.a. i russisk), blev 1900 dr.phil. på afhandlingen Irske Studier, 1908 docent i tysk ved Kbh.s univ., 1916 professor sst. Mens S. arbejdede i skolens tjeneste udgav han, til dels sammen med Otto Jespersen, en række moderne lærebøger i tysk og engelsk, som fandt megen udbredelse. – S. tilegnede sig ved hjælp af sin uhyre arbejdskraft og store skarpsindighed en lærdom af ganske usædvanligt format. Han skrev i begyndelsen af århundredet nogle kortere afhandlinger om keltiske sprog – bl.a. havde han studeret nykeltiske dialekter under langvarige ophold i Wales, Irland og Skotland – slavisk, græsk og forskellige semitiske sprog, deriblandt assyrisk og arabisk. Posthumt udkom en større bog Über Akzent und Silbenbildung in den diteren semitischen Sprachen, 1939. Overdreven kritisk sans holdt ham imidlertid i mange tilfælde tilbage fra en mere omfattende produktion, således at hans dybtgående studier inden for romanske sprog, sanskrit, tyrkisk o.a. ikke har nedfældet sig i trykte afhandlinger. Først sent begyndte S. udgivelsen af germanistiske arbejder, fremfor alt Niederdeutsche Forschungen I–II, 1921–24, et standardværk der ved sin strenge metode rager op over den øvrige litteratur om nedertysk og vidner om meget omfattende studier både af de ældre kilder og de moderne dialekter. S. beskæftigede sig også med filologisk-litteraturvidenskabelige emner; således faldt hans første afhandling (1895) inden for Homerkritikken og affødte en lidenskabelig polemik med J. L. Heiberg. Et ejendommeligt værk som har vundet stor anerkendelse er Goethes Augen, 1919 som på grundlag af dybtgående studier undersøger "Goethes visuelle evne som grundlag for hans religiøse og videnskabelige tendenser og ideer". Vigtige problemer søgte S. at løse i andre Goethe-bøger, særlig Die Entstehungsgeschichte des Goethischen Faust, 1917 og Zur Faustchronologie, 1925. S. var en særpræget personlighed, radikal i sine politiske og religiøse anskuelser, en ensom, lidenskabelig forskernatur, ofte urimeligt hård i sin dom over andres videnskabelige indsats. Til trods for disse egenskaber vandt universitetslæreren ved sit fornemme væsen, der oplystes ved glimt af humor, efterhånden de studerendes beundring og hengivenhed. – Medlem af Videnskabernes selskab 1914.

Familie

Forældre: skovrider, forstråd Conrad August Nicolaus S. (1816–86, gift 1. gang 1851 med Julia Olivia Camilla Bach, 1822–54, gift 2. gang 1858 med Frederikke Graae, 1835–59) og Betzy Wilhelmine Hansen (1834–1909). Ugift. – Bror til Georg F. L. Sarauw. og Elna Munch.

Ikonografi

Klippet silhouet af Kirsten Wiwel, 1924 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1900 146. – Fl. Dahl i Akad. ugebl. VI, 1916 164. C. S. Et mindeskr. ved J. Krarup, Vilh. Grønbech og L. L. Hammerich, [1926]. Holger Pedersen og Harald Høffding i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1925–26 57–84. L. L. Hammerich i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1926 121–27. Samme i Zeitschr für deutsche Philologie LI, Stuttg. s.å. 120–23. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig