Carl Stief, 11.8.1914-20.3.1998, filolog. Carl Stief voksede op i et socialdemokratisk præget hjem i Svendborg hvor han tog studentereksamen 1933. Han studerede først historie, dansk og tysk i Århus, derefter sammenlignende litteraturvidenskab hos Paul V. Rubow i Kbh. men valgte sluttelig slavisk filologi i konsekvens af en mangeårig interesse for Rusland og russisk sprog der nok oprindelig udsprang af en politisk sympati for sovjetsystemet. Han tog magisterkonferens i slavisk filologi hos Anton Karlgren 1941. Carl Stief havde på dette tidspunkt for længst nået en skeptisk holdning til de politiske ideologier, fremfor alt kommunismen, og hans primære interesse havde gennem historien bevæget sig fra det politiske til det litterære. Således vandt han 1944 Kbh.s univ s guldmedalje for en afhandling om russisk litterær kritik i 1800-tallet. Samtidig udvidede han sine studier fra det russiske til en bred orientering også i de øvrige slaviske landes litteraturer og sprog. Folklore og folkedigtning, navnlig russisk og jugoslavisk, havde i særlig grad hans interesse. Efter 1945 fik Carl Stief som Rockefeller-stipendiat lejlighed til nogle års studieophold i udlandet, hos Konovålov i Oxford, Mazon i Paris, Roman Jakobson, Simmons og Čizevskij i USA. Resultatet af disse års studier blev disputatsen Studies in the Russian historical song fra 1953 hvor de historiske viser for første gang beskrives som selvstændig genre i folkedigtningen.

Carl Stief efterfulgte Karlgren som professor i slavisk filologi ved Kbh.s univ. 1954. Han beklædte professoratet til 1984. Uden at nære særlig interesse for praktiske og organisatoriske anliggender viste Carl Stief hurtigt evne til at udnytte mulighederne for en konsolidering og udvidelse af faget. Han gav stødet til at russisk blev skoleembedseksamensfag fra 1961, at der blev opbygget et slavisk institut fra 1958 og oprettet et ekstraordinært professorat i slavisk sprogvidenskab fra 1960 (nedlagt 1981) samt et professorat i østeuropæisk historie fra 1969.

Som litteraturforsker viste Carl Stief større interesse for menneskelige og historiske aspekter end for teoridannelser eller filosofi. Herom vidner afhandlingen om Renæssancen i Dalmatien fra 1968. Ikke desto mindre kredsede han i sine senere værker om den mest "filosofiske" af de store russere, F. M. Dostojevskij, således i bogen om Den russiske nihilisme fra 1969 som er en undersøgelse af forudsætningerne for Dostojévskijs roman De besatte, og i den idéhistoriske studie Kontraster og sammenhænge fra 1976. Dostojévskijs afdækning af det irrationelle menneske blev for Carl Stief den dybere forklaring på teoriernes og ideologiernes svigten. Med bidrag til en række litteraturhistoriske samleværker, samt i tidsskrift- og dagbladsartikler lod Carl Stief sin encyklopædiske viden og sit klare overblik komme offentligheden til gode.

Familie

Carl Stief blev født i Svendborg (Frue).

Forældre: maskinmester Carl Frederik Hansen (1876–1937) og Johanne Marie Magdalene Stief (1882–1959). Gift 31.5.1939 i Ballerup k. med gårdejer Grethe Toft, født 25.2.1917 i Thisted, d. af dyrlæge Lauritz T. (1884–1979) og Anna Henriette Johansen (1888–1980).

Udnævnelser

R. 1962. R1. 1972.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Feslskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1954 115.-Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj IX, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig